Rapport 2

Dag 2 startede med Leevi. Han talte om mange ting og jeg kan ikke få det hele med.

For det første talte han om en ny model for forholdet mellem digter og offentlighed i Finland. Eller rettere om 3 modeller, hvoraf den sidste måske er ny.
I den første model har vi digteren, som bor alene ude i sin hytte og en gang om året eller deromkring tager ind til Helsinki med en stak papirer, han så giver til sin redaktør, som sørger for, at de kommer ud i verden på tryk. Den eneste dialog digteren har (med andre end naturen) er med redaktøren. Dette er ikke bare en model for publiceringen selvfølgelig - den går hånd i hånd med en æstetik, som ser digteren som et naturtalent, en original, en vildmand, et geni.

I den anden model – som holdt sit indtog i Finland på et tidspunkt i det 20. århundrede, som jeg ikke helt fik fat på – lader digterne ikke på samme måde deres digte i stikken, når de skal ud i verden – digterne indgår i diskussioner (især (da verden nu er som den er) med hinanden) om digtene og om deres plads i samtiden. Hvor den første model har en tendens til at se poesien sub specie aeternitatis, er disse digteres poesi forankret i et historisk punkt. Digterne organiserer sig i skoler og en vis konformitet kan dermed let opstå. Til gengæld læser man både hinanden og man oversætter osse fremmed poesi, dog fortrinsvis døde hvide mænd.

I den 3. fase – som måske er ved at opstå lige nu – har man en mægtig proliferation af digtere. Der læses og oversættes nu osse samtidige udenlandske digtere. Jeg tror ikke Leevi kender digte.dk, men det synes at være et perfekt eksempel på netop dette fænomen. I denne model er det ikke evigheden eller historien, der opleves mest prægnant, men samtidigheden, den simultane virkelighed. Digterne ser sig selv som dele af et netværk. Jeg tror ikke, jeg fik det hele med her...

Jeg vil osse nævne Leevis begreb om barbaric english, dvs. det sprog, som deles af alle os i verden, der har engelsk som andetsprog. Det er et af de største sprog i verden nu, men det har ingen egen litteratur. Jeg finder ideen om det (og ideen om at skabe denne litteratur) ekstremt tiltalende. Hvorfor? Fordi i stedet for at have et andetsprog, som man altid (selv om man taler og læser det rigtig godt) altid føler sig utilstrækkelig på, får man et helt nyt sprog, som man taler perfekt. Naturligvis er det en litteratur ingen indfødt engelsktalende kan bidrage til; for dem er det er ulærbart sprog. Leevi nævnte, at han havde fremlagt denne tanke for Christian Bök, som var blevet chokeret ved at blive konfronteret med en for ham a priori umulig opgave.

Så præsenterede Leevi sit splinternye forlag ntamo som Martin nævnte tidligere. Det finske ord for 'forlag' er åbenbart ostantamo. [note: Se Leevi og Eirikurs kommentarer i kommentarfeltet]. Der var et ordspil, fordi ordet osta betyder et eller andet, som jeg ikke fik fat i. Forlaget fungerer via lulu.com, som kan lave udmærkede og fine bøger on demand. Han viste os den første og det lignede på alle måder en rigtig bog. Forlaget fungerer uden nogen som helst investering og til gengæld bliver der ikke uddelt nogle gratiseksemplarer, hverken til anmeldere, forlaget selv eller forfatteren. Leevi sluttede med det, han selv kaldte sit Boris Jeltsin-nummer, en oplæsning af et digt af den finske nationalskjald Eino Leino.

Efter kaffepausen talte Magnus Bärtås om kunstneres forhold til ordkunst. Det jeg husker bedst er et citat fra Jörgen Gassilewski; i kunsten fungerer tekst som en metafor for tekst, hvilket jeg synes lyder besnærende, men ganske vist ikke fortæller hele historien. Vi talte osse lidt om væggen (typisk galleriets men det kunne selvfølgelig osse være en mur på gaden) som publiceringsmedie. Så viste Magnus sin film Kumiko, Johnnie Walker & the Cute, som var stærkt (og ganske eksplicit) inspireret af Chris Markers poetiske og essayistiske film.

Efter middag var det Marianne Ping Huangs tur. Hun fortalte om Beckwerkets mange manifestationer på teater, blogs og i romaner. Jeg må indrømme, at jeg selv er lidt træt af at høre om det, så jeg var nok ikke så opmærksom, som jeg burde have været. Men hun undgik heldigvis at bruge for meget tid på det stadigt mere kedsommelige emne 'forfatterens død' og talte om rejserne til USA, Irak og Iran som en iscenesættelse af kommunikationens umulighed.

Efter endnu en kaffepause var det vistnok Martin Johannes Møller og Jannik Hjorthave, der præsenterede sig selv og digtergruppen FLY. Jeg siger vistnok, fordi jeg ikke har taget nogen noter. Jeg kendte godt deres hjemmesider i forvejen, så jeg brugte i stedet meget af tiden til at udtænke grundprincipperne for et nyt snabel-alfabet. Viktor Johansson viste os et lysende navn og fortalte lidt om det, det kendte jeg til gengæld ikke, så det må jeg checke ud snart.

Så blev det besluttet at holde fri og skyde resten af programmet til den følgende dag, bortset fra en midnatsfilm The Plumed Horn, som jeg var altfor udbanket til at se. Så den må nogle andre skrive om, den var vist vældigt god. Der var osse flere oplæsninger, Thorunn, Leevi og Martin og Martin og Jannik, og var det osse den aften Malte lavede en fin lille cut-up, eller rip-up performance, det var det vist, men det kan godt være jeg allerede blander aftenerne sammen. Nogle af de læsninger ligger osse allerede hos MJM