Rapport 3

Den sidste dag startede med Paal og Stians præsentation af nypoesi.net, om dets fortid og fremtid og øjeblikkelige projekter og om hvad nettets transgeografiske natur betyder for begrebet offentlighed. Faktisk foreslog Paal, at det var forkert overhovedet at tale om en bestemt offentlighed, man bør snarere se på hvilke kontekster værker og diskussioner dukker op i. Paal forsøgte osse at plædere for et lidt mindre ensidigt værkbegreb end det, der kun forstår et litterært værk som noget, der foregår på tryk mellem det, der vist både på norsk og svensk betegnes med et ord, som altid har fascineret mig, to permer. (Nu kan jeg se, at det faktisk osse findes på dansk i Ordbog over det danske sprog (det bruges bare ikke i Danmark), og at ordet etymologisk er forbundet med pergament, men jeg associerer altid til permanent, til noget der gør bogen til et nærmest tidløst objekt).

Paal nævnte osse en eller anden åndssvag norsk anmelder (jeg ved ikke hvem), som havde talt om den eksperimenterende litteratur som en bevidst selvmarginalisering. Imidlertid rettede han sin polemiske pointe ikke bare mod dagbladene i Norge, men osse mod litlive – altså den pointe, at den del af litteraturen, der foregår uden for permernes rum, tilsyneladende forbliver usynlig for litteraturkritikken, osse den der selv befinder sig på nettet. Jeg synes, det var en god pointe, og jeg vil forsøge at tænke over det i fremtiden. Måske vil jeg osse opildnet af det få lavet en onlineversion af min egen læsning af Christophe Brunos' Dreamlogs, for man skal ikke tage fejl af at kritik er svært at skrive, især på et område hvor der ikke allerede eksisterer et kritisk vokabular, og selv små skridt i den retning kan være nyttige.

Så var der kaffepause og efter den fremlagde Simen et meget fint tekststykke om teksten som vare i den digitale distributions tidsalder (se osse Paals indlæg). Jeg var så enig i det meste af hvad han sagde, at jeg ikke tog nogle noter, men bare rolig, det er helt sikkert en tekst som dukker op på nettet inden længe, måske her. Jeg synes godt nok, at det var lidt utopisk at se teksten som et helt depersonaliseret objekt (Simen sammenlignede en tekst med en brønd – ikke på den måde, at man kan hente ting op af den, hvad man jo kan – men på den måde, at det er ligemeget for den der skal drikke af vandet, hvem der har gravet brønden. Men en tekst er jo i modsætning til vand kommunikerende i en kontekst og som sådan bundet til en signatur.) Imidlertid synes jeg omvendt, det var så smukt at opfatte teksten som et så platonisk objekt, at man kunne sige om alle de tekster, som forsvandt ved branden i Alexandria, at de ikke ophørte med at eksistere men blot "blev usynlige for menneskene".

Der skete virkelig frygteligt meget denne dag. Jeg tror ikke engang vi nåede at have kaffepause, før Anders og Christian præsenterede deres projekt for hvordan forfattere og vel sikkert osse musikere ville kunne sælge deres værker på deres egne hjemmesider. Det lød som en god ide, men tiden var knap og systemet ikke så udviklet, at de kunne præsentere helt præcist, hvordan det kommer til at virke, eller det gjorde de i hvert fald ikke. Jeg kom til at tænke på Coach House's system med at give frivillige donationer til forfattere af elektroniske bøger, gad vide hvordan deres erfaringer med det har været?

Efter middag var det Caroline Bergvall. Mine noter er meget rodede. Hun talte om lyden som et organiserende princip for forskellige værker og spillede nogle eksempler, dels hendes egen ambient fish, dels en del andre værker af bl.a. Gil Scott-Heron og et kort men kedeligt On Kawara-uddrag. Jeg forstod hendes position som værende i opposition til L=A=N=G=U=A=G=E-digterne eller mere specifikt til Greniers I HATE SPEECH-slagord. Talen er nemlig ikke bare egoets Stemme, den er ikke bare det heroiske individs udtryk, den åbner op for alle mulige sociale og personlige og etniske muligheder. Hvorfor? Fordi talen ikke sidder i Subjektet, den sidder i halsen, i kroppen. Vi kender den gode gamle shibbolet-historie som en historie om eksklusion, men at talen er biologisk, altid indskrevet i en krop giver osse mulighed for at den kan udtrykke kulturel mangfoldighed. (Jvf. iøvrigt Paals oplistning ndf. om de mange sprog og accenter og dialekter der blev talt bare på dette seminar).

Så har jeg noteret at "talen er ikke Logos" og noget om at det lokale er indskrevet i dialekten, men det lyder lidt hjemstavnsromantisk og det var vist ikke lige det Caroline mente.

Så var der kaffe. Og så sluttede det egentlige program med at Thorunn kort præsenterede det (desværre for os andre) rent islandske kistan.is og Eiríkur fortalte om nogle andre meget sjove projekter og grupper på island samlet omkring Nyhil og Ti tusind tårewatt (min skæve oversættelse). De laver virkelig nogle sjove ting og jeg håber vi kommer til at høre meget mere om det på den nye ikke-islandske blog.

Så var der oplæsninger, mange oplæsninger, mange gode, Caroline og Leevi igen og Simen og Oscar og, ja, mange flere og så endte det hele med kakofonien. Pyha. Nåja, så har jeg sprunget den opsamlende debat over, men den har Paal allerede skrevet om nedenfor, så læs det.