Tuesday, May 29, 2007
preussisk valsetakt
aanden og sjælen danser til hen til kommoden ved musens fødsel danser roserne under solen jomfruen og guden danser kinddans hen til en ung digter som hun danser videre med i det højere liv dansende til den natlige sangerinde holder inde og selv danser som vandet i fossen der pjasker på rosenmøen i sin dans over engen forvandlingerne blandt de dansende og lina får dansens krans til helbredelsen af det eene nemlig dansen for det udvalgte par nummer syv nattergalen og natviolen der trampes under ridder edvards dansende klumpfod mens hans nærmer sig til hjertets dansetakt det tilkommende ligger plant ud for aftenrøden’s dansegulv og myrtegrenen danser balstyrisk i vinden sådan er tidens sejer en runddans til lykken og camoens gebis danser alene mens liljen og dugdråben har fundet sammen i en salomedans ved et æbletræ de tvende dråber holder skarpt øje med alle dansens trin og den unge digters klage mens han danser ud på toilettet ved seraphines fod skyller han ud og danser spastisk foran spejlet trækfuglen er gået i seng og danser i søvne mens tiderne går i dans og sonnetkrands med hymen til vandet er ladt i stikken på en stol i dansesalens hjørne til søvnen begynder at snige sig ind blandt de der ikke danser men elskovsbaalet flammer under de dansendes fødder til våren puster det ud til lidelsens charis tramper på det og til septembermaaned henter en skumslukker ind på dansegulvet den røvede brud hviler fødderne før hun tager dem på nakken igen og danser videre i vaaren til musen vokser med opgaven og giver danselektioner til en krigssang og ind kommer et dansekompagni med soldatersang på marchen og læben nogle er danset ud i haven for at se på stjernelil én bejler til min søster paakaldelsen af ordensmagten og blomsterne fra de dansende får etaten til at tage teten og give en påtale til bagtaleren og derefter en opfordring til alle om at danse og runddansen tager fart for nat-dueposten ankommer sammen med kong hadding det er et helt æventyr til de døde begynder at banke på og spørge om de også må svinge benene i en dans og den døende tager sig en sidste svingom vahls død bliver dog for en kende for meget for de tilstedeværende dansere og b. anker beder dem sammen med ludvig staffeldt om at forlade dansen inden blomsten visner jesus christus beder pianisten om et oratorium til musen siger stop
efter indholdsfortegnelsen til Schack Staffeldt: Nye Digte, 1808
efter indholdsfortegnelsen til Schack Staffeldt: Nye Digte, 1808
Sunday, May 27, 2007
We fade to grey - den litterære blog og etc
Martin Larsen refererer i sin rapport her til et oplæg som Larsen, Malte Persson og jeg selv holdt på seminariet. Tænkte at jeg skulle strikke en lille blogpost (= forholdsvist uforpligtende genre!) sammen udfra mine noter fra den dag. De to spørgsmål vi alle tre fik af seminarielederne lød således: 1) Hvad er en litterær blog? og 2) Hvorfor blogger du? Jeg har tidligere fået lignende spørgsmål, det danske tidsskrift Kvinden & Samfundet stillede mig for noget tid tilbage seks spørgsmål angående blogging, svarene ligger her -- kan være det følgende både ligner og divergerer.
Hvad er en litterær blog? Jeg må starte et andet sted, med at zoome voldsomt ud og forsøge at tale lidt om hvad jeg tror en blog i det hele taget er for noget/er et tegn på. Og her vakler jeg mellem to positioner, mit teknofobiske og mit teknomaniske ben, det bliver nok mit teknofobiske ben jeg vælger at støtte mest på, det ben som hænger sammen med en mere lyssky version af undertegnede. Den norske poet Tone Hødnebø trådte denne weekend frem i Bergen og citerede Brecht på et arrangement: "Den dag jeg kan sige alt til alle er der ingenting igen at sige" (frit efter hukommelsen), udfra dette citat vil jeg påstå at bloggen er medspiller i et fænomen som man kunne snige sig til at betegne som en slags kulturel overbelysning, en bekendelseskultur i udbrud.
Det kollektive øje trænger ind i alle sprækker, sværm- (og skærm-) identiteter summer løs på nettet og taler alt ned og fra-hinanden. I forhold til nyhedsmedierne er blogosfæren præget af rygter snarere end af efterrettelighed (kildehenvisning er ofte very tricky), men også af en langt større kommunikativ udspredning og hastighed, noget som kan fungere positivt når det fx gælder brugeroplysning (1-2-3, dræb et produkt) og forskellige slags uafhængig kritisk virksomhed.
Bloggen kan man anskue som en af de scener hvor nye måder at gøre jeg på bryder ud. Dette udbrud kan sætte repræsentationslogikken i krise, skriften er tilsyneladende "fri" på bloggen/nettet, "more real than real" - yes, endnu et Reality-fænomen som tager patent på det autentiske, læs sandheden om x på nettet in her own words wow! og hvem er Lonelygirl15 really? The heat is on.
Eller hvad? Martina Lowdens dagbogsroman "Allt" (her er h.h.v. en småsur og en glad anmeldelse) fremviser en eksperimentel praksis (påstår jeg) hvor et selv folder sig ud via den teknologi som skriften er, et selv foldet ind i sin kontekst, i kæder af sceniske situationer hvor et nydende samspil mellem subjekt og objekt viser sig i skrift, selvet læsende-skrivende og skrivende-læsende. Skriften er en skole, et selvopdragelsesprojekt, et eksperimentarium. Og/eller en magtudøvelse eftersom opdragelse jo skulle bevirke at en form træder frem. Så tæt er magten på huden, som Textkollektivet siger det så fint herunder: "Få upp det ur halsen, rummer, in i alla rum, alla rum är en del av halsen, halsen är ett rum, nätet finns också där."
Men jeg er sikkert ved at rode mig bort og skal blot lægge 2-3 spor til ud. I Danmark før seminariet læste jeg i en af de tre gadeaviser (finder intet link) om fire bloggere som var blevet "afsløret" som "falske" - hvilket vil sige at de som Lonelygirl15 var skuespillere. Jeg er interesseret i sproget som benyttes her og ser det nok symptomatisk for den danske situation pr. idag. Samme mistænkeliggørende retorik har hersket i forhold til forfattere som Beck-Nielsen, Leth etc. For det er slut på eksperimentet i Danmark, vi er nået frem, nok tull nu. Luk Christiania ned, jævn Ungdomshuset på Jagtvej 69 med jorden. 60-talsarven, det sociale eksperiment, ligger brak tilbage; vi fjerner det sidste snusk, fint. Bloggere som "afsløres" som "falske" er i Danmark ikke kunstnere som bedriver identitetseksperimenter i et nyt medie, men uærlige individer, ikke til at stole på.
Mais encore une fois, hvad er en litterær blog? Bloggen som en langvarig atombombeblitz der udjævner alle forskelle, overoplyser alle kroge og hjørner. Udslettelse eller potentiel udvidelse; identitetseksperiment, kritisk praksis? Jeg skal forsøge
at koble op til et par konkrete eksempler i det følgende.
Man har nævnt bloggen i forbindelse med demokratisering. Bloggen ville demokratisere mediet, men endte med at demokratisere talentet, med hilsen til Andy W. To eksildanskere her i Bergen blogger, lad mig bruge disse som eksempler for en stund. Begge blogge udøver demokrati (det følgende er sat op vældig s/h, desuden skal det nævnes at begge blogge er lidt trætte i øjeblikket, dog sjældent dødeligt inaktive), men de gør det på hver deres måde. Martins blog (...) er parlamentarisk, en sag lægges frem og en mening ytres. Mikkels blog Shädy Äcres er grænsesøgende (/anarkistisk) - den mumler, bruger billeder, collage og fortællinger, tester løbende ytringsfrihed og bedriver aktivisme. At sige og at gøre. En litterær blog ville vippe mellem de to, eventuelt i en opløsning af skellet.
Jeg nævnte på Biskops-Arnö Maltes blog som et eksempel på en repræsenterende blog og min egen som et eksempel på en mumlende, skriblende blogpraksis. Lige i øjeblikket fungerer min blog godt nok primært som et telegrambureau, men stadig med en vis affinitet for det "indforståede" udsagn, altså en tildækkende snarere end en anskueliggørende blogskrift. Må bare kaste hænderne i vejret og tilstå at min øvrige kritiske praksis (klarhedskrævende!) danner et sug i mig efter det ufærdige, efter et kollapset sprog.
Derfor vil jeg påstå at min blog taler mod mig snarere end med mig, den er (/har potentiale til at virke) destabiliserende hvor Malte pretty much er = Malte på Errata som dermed også er en platform der stikker længere ud i den rigtige offentlighed end fx Claws Talks gør/har planer om at gøre.
Et sidste eksempel skal være Herr seminarieleder Serups blog Kornkammer. Og dette skal blot forme sig som en kort bemærkning. Kornkammer oplever jeg som en slags one-man-coorporation. Bloggen kan tage ferie (den er altså et arbejde, den har forpligtelser og den har fritid), den er et forlag, der lejes skribenter ind og Serup bestiller tidsskrifter med løfte om omtale på bloggen = institutionens velkendte praksisser overført til blogformatet.
Og hvad vil jeg sige med alt dette? At den litterære blog kan gradbøjes i nuancer mellem lys/mørke måske? Spørgsmål nummer 2) blæser i vinden og konklusioner er i øjeblikket udsolgt, skal blot slutteligt komme med en teknisk bemærkning angående nærværende blog: vi har brug for software! Vi har brug for en lille trackliste ude i sidebaren som fortæller hvem som sidst har kommenteret hvor - for her foregår masse parallelle diskussioner og jeg synes det er synd hvis nogle tråde skulle gå tabt.
Hvad er en litterær blog? Jeg må starte et andet sted, med at zoome voldsomt ud og forsøge at tale lidt om hvad jeg tror en blog i det hele taget er for noget/er et tegn på. Og her vakler jeg mellem to positioner, mit teknofobiske og mit teknomaniske ben, det bliver nok mit teknofobiske ben jeg vælger at støtte mest på, det ben som hænger sammen med en mere lyssky version af undertegnede. Den norske poet Tone Hødnebø trådte denne weekend frem i Bergen og citerede Brecht på et arrangement: "Den dag jeg kan sige alt til alle er der ingenting igen at sige" (frit efter hukommelsen), udfra dette citat vil jeg påstå at bloggen er medspiller i et fænomen som man kunne snige sig til at betegne som en slags kulturel overbelysning, en bekendelseskultur i udbrud.
Det kollektive øje trænger ind i alle sprækker, sværm- (og skærm-) identiteter summer løs på nettet og taler alt ned og fra-hinanden. I forhold til nyhedsmedierne er blogosfæren præget af rygter snarere end af efterrettelighed (kildehenvisning er ofte very tricky), men også af en langt større kommunikativ udspredning og hastighed, noget som kan fungere positivt når det fx gælder brugeroplysning (1-2-3, dræb et produkt) og forskellige slags uafhængig kritisk virksomhed.
Bloggen kan man anskue som en af de scener hvor nye måder at gøre jeg på bryder ud. Dette udbrud kan sætte repræsentationslogikken i krise, skriften er tilsyneladende "fri" på bloggen/nettet, "more real than real" - yes, endnu et Reality-fænomen som tager patent på det autentiske, læs sandheden om x på nettet in her own words wow! og hvem er Lonelygirl15 really? The heat is on.
Eller hvad? Martina Lowdens dagbogsroman "Allt" (her er h.h.v. en småsur og en glad anmeldelse) fremviser en eksperimentel praksis (påstår jeg) hvor et selv folder sig ud via den teknologi som skriften er, et selv foldet ind i sin kontekst, i kæder af sceniske situationer hvor et nydende samspil mellem subjekt og objekt viser sig i skrift, selvet læsende-skrivende og skrivende-læsende. Skriften er en skole, et selvopdragelsesprojekt, et eksperimentarium. Og/eller en magtudøvelse eftersom opdragelse jo skulle bevirke at en form træder frem. Så tæt er magten på huden, som Textkollektivet siger det så fint herunder: "Få upp det ur halsen, rummer, in i alla rum, alla rum är en del av halsen, halsen är ett rum, nätet finns också där."
Men jeg er sikkert ved at rode mig bort og skal blot lægge 2-3 spor til ud. I Danmark før seminariet læste jeg i en af de tre gadeaviser (finder intet link) om fire bloggere som var blevet "afsløret" som "falske" - hvilket vil sige at de som Lonelygirl15 var skuespillere. Jeg er interesseret i sproget som benyttes her og ser det nok symptomatisk for den danske situation pr. idag. Samme mistænkeliggørende retorik har hersket i forhold til forfattere som Beck-Nielsen, Leth etc. For det er slut på eksperimentet i Danmark, vi er nået frem, nok tull nu. Luk Christiania ned, jævn Ungdomshuset på Jagtvej 69 med jorden. 60-talsarven, det sociale eksperiment, ligger brak tilbage; vi fjerner det sidste snusk, fint. Bloggere som "afsløres" som "falske" er i Danmark ikke kunstnere som bedriver identitetseksperimenter i et nyt medie, men uærlige individer, ikke til at stole på.
Mais encore une fois, hvad er en litterær blog? Bloggen som en langvarig atombombeblitz der udjævner alle forskelle, overoplyser alle kroge og hjørner. Udslettelse eller potentiel udvidelse; identitetseksperiment, kritisk praksis? Jeg skal forsøge
at koble op til et par konkrete eksempler i det følgende.
Man har nævnt bloggen i forbindelse med demokratisering. Bloggen ville demokratisere mediet, men endte med at demokratisere talentet, med hilsen til Andy W. To eksildanskere her i Bergen blogger, lad mig bruge disse som eksempler for en stund. Begge blogge udøver demokrati (det følgende er sat op vældig s/h, desuden skal det nævnes at begge blogge er lidt trætte i øjeblikket, dog sjældent dødeligt inaktive), men de gør det på hver deres måde. Martins blog (...) er parlamentarisk, en sag lægges frem og en mening ytres. Mikkels blog Shädy Äcres er grænsesøgende (/anarkistisk) - den mumler, bruger billeder, collage og fortællinger, tester løbende ytringsfrihed og bedriver aktivisme. At sige og at gøre. En litterær blog ville vippe mellem de to, eventuelt i en opløsning af skellet.
Jeg nævnte på Biskops-Arnö Maltes blog som et eksempel på en repræsenterende blog og min egen som et eksempel på en mumlende, skriblende blogpraksis. Lige i øjeblikket fungerer min blog godt nok primært som et telegrambureau, men stadig med en vis affinitet for det "indforståede" udsagn, altså en tildækkende snarere end en anskueliggørende blogskrift. Må bare kaste hænderne i vejret og tilstå at min øvrige kritiske praksis (klarhedskrævende!) danner et sug i mig efter det ufærdige, efter et kollapset sprog.
Derfor vil jeg påstå at min blog taler mod mig snarere end med mig, den er (/har potentiale til at virke) destabiliserende hvor Malte pretty much er = Malte på Errata som dermed også er en platform der stikker længere ud i den rigtige offentlighed end fx Claws Talks gør/har planer om at gøre.
Et sidste eksempel skal være Herr seminarieleder Serups blog Kornkammer. Og dette skal blot forme sig som en kort bemærkning. Kornkammer oplever jeg som en slags one-man-coorporation. Bloggen kan tage ferie (den er altså et arbejde, den har forpligtelser og den har fritid), den er et forlag, der lejes skribenter ind og Serup bestiller tidsskrifter med løfte om omtale på bloggen = institutionens velkendte praksisser overført til blogformatet.
Og hvad vil jeg sige med alt dette? At den litterære blog kan gradbøjes i nuancer mellem lys/mørke måske? Spørgsmål nummer 2) blæser i vinden og konklusioner er i øjeblikket udsolgt, skal blot slutteligt komme med en teknisk bemærkning angående nærværende blog: vi har brug for software! Vi har brug for en lille trackliste ude i sidebaren som fortæller hvem som sidst har kommenteret hvor - for her foregår masse parallelle diskussioner og jeg synes det er synd hvis nogle tråde skulle gå tabt.
Thursday, May 24, 2007
Poesi? og konspiration
Johan Lundberg i svenske Ekspressen:
(...) Varför har utgivningen blivit så strömlinjeformad? Svaret finns i de nätverk som författarna runt dessa tidskrifter byggt upp. (...) Och vem vill sätta sin tillit till författare som bygger sin självbild på att de företräder marginaliserade grupper, när de i själva verket etablerat sig som en intolerant maktbas i den litterära offentligheten?
Monday, May 21, 2007
Dwarf Power!
Käraste Tekstkollektiv,
I thoroughly enjoy this discussion, and glad to be able to join it now, with this:
I admit there's power everywhere, but still, so much depends on what kind of power, and for what kind of purposes you use it.
To me, ”härskarteknikerna” as described in Berit Ås' catalog, represent what I'd call weak power. For the purposes of this reply, suffice it to say that one of the qualities of that kind of power is to weaken those whom it seeks to subordinate, and this often regardless of whether they choose to oppose it or not. But there is also something that can be called strong power (often seemingly “weak”), the use of which again tends to make the target ”stronger”. I think (hope) it is in this sense that Paal described your intervention as an instance of ”hersketeknikken”, and I hope (think) he was right to do so.
In your introductory post, my problem is with formulations like ”Hur kan man då arbeta för att bereda plats...”
Let me try this example, at another – linguistic – level. In the Biskop-Arnö seminar room, I might have been the one most underprivileged as it comes to languages: the only ”native” Finn, one with worst listening skills in Danish and Norwegian and Swedish, perhaps also one whose English accent was the strangest. That was a power relation if any, and from your ”att bereda plats” angle, it would only have been fair for me to ”demand” it ”removed”, in form of a simultaneous interpretor or something, thus enabling a (Habermasian) ”ideal understanding”.
This, however, would have had the effect of bereaving me of the following benefits (which I count among the most precious in the whole seminar, for me): 1) the ability to practice my listening skills, especially in Danish and Norwegian, 2) opportunity to get a better understanding of how my situation wasn't that exceptional after all, but rather a rule (i.e., when asking a Norwegian to explain to me what was just said in Danish, they usually replied by ”I'm not quite sure.”), 3) (as a real bonus) the realization that I ”only” need to pick up Icelandic – something I may even do, as I soon come to have a certain family relation with the island – plus get some more practise in listening to Danish and Norwegian, and I'd be the most privileged one in the whole group. (Eiríkur, with his budding Finnish, could be almost as privileged...)
Now, with the ”removing” the power structures of the ”outside” in ”advance” attitude, none of this could have happened. On the contrary, it was crucial not to remove them. I'm afraid at least some of this applies to the concerns you rise (and you rise the question of language as well).
Then again, I admit some of what I say may still be attributable to my being a man. I also admit men being a group. But I would deny writing this as a member of that group. What then? Dwarf perhaps.
One that welcomes anyone to leaf through any book of their choosing while listening to him,
Leevi
I thoroughly enjoy this discussion, and glad to be able to join it now, with this:
I admit there's power everywhere, but still, so much depends on what kind of power, and for what kind of purposes you use it.
To me, ”härskarteknikerna” as described in Berit Ås' catalog, represent what I'd call weak power. For the purposes of this reply, suffice it to say that one of the qualities of that kind of power is to weaken those whom it seeks to subordinate, and this often regardless of whether they choose to oppose it or not. But there is also something that can be called strong power (often seemingly “weak”), the use of which again tends to make the target ”stronger”. I think (hope) it is in this sense that Paal described your intervention as an instance of ”hersketeknikken”, and I hope (think) he was right to do so.
In your introductory post, my problem is with formulations like ”Hur kan man då arbeta för att bereda plats...”
Let me try this example, at another – linguistic – level. In the Biskop-Arnö seminar room, I might have been the one most underprivileged as it comes to languages: the only ”native” Finn, one with worst listening skills in Danish and Norwegian and Swedish, perhaps also one whose English accent was the strangest. That was a power relation if any, and from your ”att bereda plats” angle, it would only have been fair for me to ”demand” it ”removed”, in form of a simultaneous interpretor or something, thus enabling a (Habermasian) ”ideal understanding”.
This, however, would have had the effect of bereaving me of the following benefits (which I count among the most precious in the whole seminar, for me): 1) the ability to practice my listening skills, especially in Danish and Norwegian, 2) opportunity to get a better understanding of how my situation wasn't that exceptional after all, but rather a rule (i.e., when asking a Norwegian to explain to me what was just said in Danish, they usually replied by ”I'm not quite sure.”), 3) (as a real bonus) the realization that I ”only” need to pick up Icelandic – something I may even do, as I soon come to have a certain family relation with the island – plus get some more practise in listening to Danish and Norwegian, and I'd be the most privileged one in the whole group. (Eiríkur, with his budding Finnish, could be almost as privileged...)
Now, with the ”removing” the power structures of the ”outside” in ”advance” attitude, none of this could have happened. On the contrary, it was crucial not to remove them. I'm afraid at least some of this applies to the concerns you rise (and you rise the question of language as well).
Then again, I admit some of what I say may still be attributable to my being a man. I also admit men being a group. But I would deny writing this as a member of that group. What then? Dwarf perhaps.
One that welcomes anyone to leaf through any book of their choosing while listening to him,
Leevi
Sunday, May 20, 2007
Maktrelationer och kollektiva interventioner
Det är glädjande att den diskussion som i stor utsträckning uteblev under seminariet nu börjar uppstå här på bloggen. Den text som vi framförde under sammanfattningen finns publicerad här nedanför och är, liksom detta inlägg, kollektivt skriven. Vår grupp uppstod spontant under lördagen, utifrån samtal om aspekter av seminariet som vi upplevde som problematiska, och en vilja att synliggöra dessa samtal också i seminarierummet. Under en halvtimme satt vi på gräsmattan och skickade texter mellan oss. Vi skrev varsin första mening på ett papper, skickade sedan vidare och lät de andra sex skriva varsin mening på våra papper. Sedan läste vi varandras meningar, lät varje text falla isär vid läsningen, och lånade ut våra kroppar till varandras ord.
Var det verkligen i egenskap av skrivarskolestudenter vi gjorde detta kollektiva inlägg? Frågan är retoriskt ställd, och svaret torde vara "nej", även om hälften av dem som deltog i aktionen faktiskt studerar på Biskops-Arnö. Inlägget var ett försök att samtidigt uppmärksamma och förändra en samtalsstruktur som hade misslyckats med tre viktiga saker: 1) att förhålla sig till vissa för det annonserade seminarietemat centrala frågeställningar om makt 2) att uppmärksamma sig själv som maktproduktion 3) att arbeta dialogiskt över seminariets olika sociologiska grupperingar, i synnerhet i termer av genus och etnicitet. Att det på schemalagd taltid fanns mer än dubbelt så många män som kvinnor spelade säkert in, men är inte en heltäckande eller ens önskvärd förklaring till den öppna diskussionstidens fullständiga överslag mot några få röster. Vem får tala i ett rum? Vems röst görs det plats för? Vems tal uppmärksammas? Vad händer, vad blir inte sagt, och varför? Den sortens frågor ville vi ställa, och samtidigt störa den rådande ordningen genom att forcera in sju nya röster.
Paal skriver i sitt inlägg: "Opplesningen var uansett en av de mest effektive, og den klart mest demonstrative hersketeknikken som ble praktisert under seminaret." Varför slår han, i ett annars nyanserat och frågande inlägg, fast just detta, att vi uansett och klart mest demonstrativt använde oss av en härskarteknik när vi framförde en litterär kollektivtext som för oss sammanfattade och utvärderade seminariet? Härskarteknikerna är utarbetade av Berit Ås och används som analysredskap för att synliggöra marginaliserande strukturer. De är: 1. Osynliggörande, 2. Förlöjligande, 3. Undanhållande av information, 4. Dubbelbestraffning, 5. Påförande av skuld och skam. På vilket sätt överensstämmer detta med vårt framträdande? Paal skriver att han är rädd att det från vår sida riktades negativ kritik mot seminariedeltagare och mot seminariet som helhet, men vet inte om han hörde rätt. Menar han att vi genom att framföra vår text utsatte de närvarande männen för kritik, och svarar på detta genom att påstå att vi utsatte andra för härskartekniker? Att ta plats i ett rum är ingen härskarteknik, så länge det inte sker på annans bekostnad. Det är ingen härskarteknik att rikta kritik mot företeelser man inte tycker har fungerat på ett seminarium, särskilt inte om man gör det på den tid som är avsatt till sammanfattning och utvärdering. Det är inte att vara negativ att säga att män tog nästan allt talutrymme under seminariet - det är konkreta fakta.
Män är ovana att se på sig själva som grupp. När någon påpekar att också män är en grupp, och att man kan dra slutsatser kring denna grupp, kan det kännas obehagligt för männen ifråga. Andra grupper i samhället som är utsatta för förtryck och marginalisering, tycker inte heller om att klumpas ihop i grupper och bli kollektivt etiketterade, men får ändå finna sig i detta. Teoribildning på området (kring genus, etnicitet, sexualitet, och så vidare) uppmärksammar vikten av att inte bara rikta blicken mot det som avviker, utan att fokusera normen och det som "inte syns". I det här fallet skulle det kunna gälla det faktum att alla seminariedeltagare utom tre var vita, och att nittio procent av taltiden hamnade hos männen (som dagen ifråga i själva verket bara utgjorde strax över hälften av de närvarande i rummet). Samhället utanför ett seminarierum är också en del av detta seminarierum - det finns "ett rum innan rummet" - vilket betyder att vi aldrig är blanka subjekt då vi träder in i nya sammanhang. En seminariestruktur behöver förhålla sig till detta i arbetet med upplägg av program, form och genomförande.
Här är några exempel på hur man istället skulle kunna applicera teorin kring härskartekniker på seminariet: En härskarteknik är till exempel att, medan en kvinna håller ett föredrag, flera gånger resa sig, gå till bokbordet för att hitta olika böcker att läsa i, sitta framme vid föredragshållaren och bläddra i en bok, och sedan gå och hämta en annan. Att inte visa uppmärksamhet och respekt gentemot den som håller ett föredrag. Eller att inte över huvud taget dyka upp på seminariepunkter där kvinnor framträder. Något som också fungerar som en härskarteknik är att osynliggöra vissa deltagare på seminariet. Som Paal uppmärksammar fanns det en namnlös grupp som deltog på seminariet: ”skrivarskolestudenterna”. Till nästa seminarium behöver det åtgärdas. Alla som deltar måste stå med på deltagarlistan. Vissa deltagare förväntas vara just namnlösa och lyssnande (läs tysta), gärna i stolar bakom själva seminariebänkarna, eftersom det inte gjorts plats för alla seminariedeltagare vid skrivborden. Detta är inte okej. Kanske har det varit så” i alla år", men förhoppningsvis är detta det sista. Det går inte att ha första och andra klassens deltagare på ett seminarium. Alla som är där viker lika mycket av sin tid och kraft för att delta, oavsett om man framträder och får betalt, eller inte. En annan härskarteknik är att osynliggöra kritik som framkommer, till exempel i form av vår kollektivtext. Det var på sätt och vis förvånande att den blev så osynliggjord, men samtidigt var det helt i linje med hur seminariet var upplagt kring vem som kunde tala och inte. Och kanske visar just det hur nödvändig vår text och våra röster var i rummet.
Hur kan man då arbeta för att bereda plats åt fler än de som har enklast att ta till orda? Till exempel genom att räkna alla som fullvärdiga deltagare och ge alla plats att sitta vid borden. Så kan man arbeta med maktstrukturer på ett väldigt fysiskt och konkret sätt. Man kan även utforma arbetet i mindre grupper, eftersom det kan öka blandningen av vilka som deltar i ett samtal, för att skapa ett annat utrymme att tala än det som enbart utgår från handuppräckning i storgrupp och samtal på fikarasterna. Som Paal påpekar känner en del varandra sedan tidigare och andra gör det inte, en del är väl insatta i de ämnen som tas upp och andra är mer insatta i något annat. Och när flera av deltagarna inte har träffats förr, är värdefullt att lägga tid på en form där alla kommer in med mer lika förutsättningar, så att vem som känner vem sedan tidigare, och vem som är verksam i vilka nätverk, inte blir övergripande för seminariet. Det är enklare att tala om man känner att seminariet och rummet är ett "nytt" för alla och inte faller tillbaka på tidigare möten och diskussioner som hållits vid tidigare seminarier. Att lägga upp sina minioplaeg på det vis Caroline Bergvall gjorde då hon tydligt sa att vi som deltog när som helst kunde komma med frågor och kommentarer är också ett sätt som vidgar möjligheten till en bredare diskussion.
Ett ämne som berör demokrati på det sätt som detta seminarium i det utannonserade programmet sa sig göra, har en potential att gå djupare i denna fråga och se hur maktstrukturer i samhället i övrigt också finns på nätet. Vad har alternativ publicering med exempelvis identitetspolitik och politiskt motstånd att göra, utifrån andra aspekter än ekonomiska och tekniska? Till nästa gång önskar vi att denna diskussion lyfts fram tydligare och att man i upplägget av programmet kallar in röster från fler håll än de redan synliga.
Och till sist ännu en kommentar angående härskartekniken osynliggörande: "Alla" har inte lika tillgång till internet. "Alla" har inte ens tillgång till rent drickvatten, och det är otroligt viktigt att lyfta blicken, även inom ramen för ett nordiskt seminarium, för att kunna diskutera alternativ publicering på ett sätt som blir relevant. Att "polska programmerare" är billiga att anlita för "oss" i Norden, betyder inte att vi kan slå oss till ro med att vi kan lägga upp information på internet på så sätt, utan gör det skriande aktuellt att det finns ojämlika maktstrukturer i världen. Också på en nordisk nivå reproducerar sig denna maktobalans, också inom radikala konstnärliga kretsar som gör anspråk på motsatsen existerar den. Det är tid att börja göra bruk av sina ideal, också under tiden man samtalar om dem. Eller som Mahatma Gandhi svarade på frågan "Mr. Gandhi, what do you think about Western civilisation?": "I think it would be a good idea."
/Textkollektivet
Var det verkligen i egenskap av skrivarskolestudenter vi gjorde detta kollektiva inlägg? Frågan är retoriskt ställd, och svaret torde vara "nej", även om hälften av dem som deltog i aktionen faktiskt studerar på Biskops-Arnö. Inlägget var ett försök att samtidigt uppmärksamma och förändra en samtalsstruktur som hade misslyckats med tre viktiga saker: 1) att förhålla sig till vissa för det annonserade seminarietemat centrala frågeställningar om makt 2) att uppmärksamma sig själv som maktproduktion 3) att arbeta dialogiskt över seminariets olika sociologiska grupperingar, i synnerhet i termer av genus och etnicitet. Att det på schemalagd taltid fanns mer än dubbelt så många män som kvinnor spelade säkert in, men är inte en heltäckande eller ens önskvärd förklaring till den öppna diskussionstidens fullständiga överslag mot några få röster. Vem får tala i ett rum? Vems röst görs det plats för? Vems tal uppmärksammas? Vad händer, vad blir inte sagt, och varför? Den sortens frågor ville vi ställa, och samtidigt störa den rådande ordningen genom att forcera in sju nya röster.
Paal skriver i sitt inlägg: "Opplesningen var uansett en av de mest effektive, og den klart mest demonstrative hersketeknikken som ble praktisert under seminaret." Varför slår han, i ett annars nyanserat och frågande inlägg, fast just detta, att vi uansett och klart mest demonstrativt använde oss av en härskarteknik när vi framförde en litterär kollektivtext som för oss sammanfattade och utvärderade seminariet? Härskarteknikerna är utarbetade av Berit Ås och används som analysredskap för att synliggöra marginaliserande strukturer. De är: 1. Osynliggörande, 2. Förlöjligande, 3. Undanhållande av information, 4. Dubbelbestraffning, 5. Påförande av skuld och skam. På vilket sätt överensstämmer detta med vårt framträdande? Paal skriver att han är rädd att det från vår sida riktades negativ kritik mot seminariedeltagare och mot seminariet som helhet, men vet inte om han hörde rätt. Menar han att vi genom att framföra vår text utsatte de närvarande männen för kritik, och svarar på detta genom att påstå att vi utsatte andra för härskartekniker? Att ta plats i ett rum är ingen härskarteknik, så länge det inte sker på annans bekostnad. Det är ingen härskarteknik att rikta kritik mot företeelser man inte tycker har fungerat på ett seminarium, särskilt inte om man gör det på den tid som är avsatt till sammanfattning och utvärdering. Det är inte att vara negativ att säga att män tog nästan allt talutrymme under seminariet - det är konkreta fakta.
Män är ovana att se på sig själva som grupp. När någon påpekar att också män är en grupp, och att man kan dra slutsatser kring denna grupp, kan det kännas obehagligt för männen ifråga. Andra grupper i samhället som är utsatta för förtryck och marginalisering, tycker inte heller om att klumpas ihop i grupper och bli kollektivt etiketterade, men får ändå finna sig i detta. Teoribildning på området (kring genus, etnicitet, sexualitet, och så vidare) uppmärksammar vikten av att inte bara rikta blicken mot det som avviker, utan att fokusera normen och det som "inte syns". I det här fallet skulle det kunna gälla det faktum att alla seminariedeltagare utom tre var vita, och att nittio procent av taltiden hamnade hos männen (som dagen ifråga i själva verket bara utgjorde strax över hälften av de närvarande i rummet). Samhället utanför ett seminarierum är också en del av detta seminarierum - det finns "ett rum innan rummet" - vilket betyder att vi aldrig är blanka subjekt då vi träder in i nya sammanhang. En seminariestruktur behöver förhålla sig till detta i arbetet med upplägg av program, form och genomförande.
Här är några exempel på hur man istället skulle kunna applicera teorin kring härskartekniker på seminariet: En härskarteknik är till exempel att, medan en kvinna håller ett föredrag, flera gånger resa sig, gå till bokbordet för att hitta olika böcker att läsa i, sitta framme vid föredragshållaren och bläddra i en bok, och sedan gå och hämta en annan. Att inte visa uppmärksamhet och respekt gentemot den som håller ett föredrag. Eller att inte över huvud taget dyka upp på seminariepunkter där kvinnor framträder. Något som också fungerar som en härskarteknik är att osynliggöra vissa deltagare på seminariet. Som Paal uppmärksammar fanns det en namnlös grupp som deltog på seminariet: ”skrivarskolestudenterna”. Till nästa seminarium behöver det åtgärdas. Alla som deltar måste stå med på deltagarlistan. Vissa deltagare förväntas vara just namnlösa och lyssnande (läs tysta), gärna i stolar bakom själva seminariebänkarna, eftersom det inte gjorts plats för alla seminariedeltagare vid skrivborden. Detta är inte okej. Kanske har det varit så” i alla år", men förhoppningsvis är detta det sista. Det går inte att ha första och andra klassens deltagare på ett seminarium. Alla som är där viker lika mycket av sin tid och kraft för att delta, oavsett om man framträder och får betalt, eller inte. En annan härskarteknik är att osynliggöra kritik som framkommer, till exempel i form av vår kollektivtext. Det var på sätt och vis förvånande att den blev så osynliggjord, men samtidigt var det helt i linje med hur seminariet var upplagt kring vem som kunde tala och inte. Och kanske visar just det hur nödvändig vår text och våra röster var i rummet.
Hur kan man då arbeta för att bereda plats åt fler än de som har enklast att ta till orda? Till exempel genom att räkna alla som fullvärdiga deltagare och ge alla plats att sitta vid borden. Så kan man arbeta med maktstrukturer på ett väldigt fysiskt och konkret sätt. Man kan även utforma arbetet i mindre grupper, eftersom det kan öka blandningen av vilka som deltar i ett samtal, för att skapa ett annat utrymme att tala än det som enbart utgår från handuppräckning i storgrupp och samtal på fikarasterna. Som Paal påpekar känner en del varandra sedan tidigare och andra gör det inte, en del är väl insatta i de ämnen som tas upp och andra är mer insatta i något annat. Och när flera av deltagarna inte har träffats förr, är värdefullt att lägga tid på en form där alla kommer in med mer lika förutsättningar, så att vem som känner vem sedan tidigare, och vem som är verksam i vilka nätverk, inte blir övergripande för seminariet. Det är enklare att tala om man känner att seminariet och rummet är ett "nytt" för alla och inte faller tillbaka på tidigare möten och diskussioner som hållits vid tidigare seminarier. Att lägga upp sina minioplaeg på det vis Caroline Bergvall gjorde då hon tydligt sa att vi som deltog när som helst kunde komma med frågor och kommentarer är också ett sätt som vidgar möjligheten till en bredare diskussion.
Ett ämne som berör demokrati på det sätt som detta seminarium i det utannonserade programmet sa sig göra, har en potential att gå djupare i denna fråga och se hur maktstrukturer i samhället i övrigt också finns på nätet. Vad har alternativ publicering med exempelvis identitetspolitik och politiskt motstånd att göra, utifrån andra aspekter än ekonomiska och tekniska? Till nästa gång önskar vi att denna diskussion lyfts fram tydligare och att man i upplägget av programmet kallar in röster från fler håll än de redan synliga.
Och till sist ännu en kommentar angående härskartekniken osynliggörande: "Alla" har inte lika tillgång till internet. "Alla" har inte ens tillgång till rent drickvatten, och det är otroligt viktigt att lyfta blicken, även inom ramen för ett nordiskt seminarium, för att kunna diskutera alternativ publicering på ett sätt som blir relevant. Att "polska programmerare" är billiga att anlita för "oss" i Norden, betyder inte att vi kan slå oss till ro med att vi kan lägga upp information på internet på så sätt, utan gör det skriande aktuellt att det finns ojämlika maktstrukturer i världen. Också på en nordisk nivå reproducerar sig denna maktobalans, också inom radikala konstnärliga kretsar som gör anspråk på motsatsen existerar den. Det är tid att börja göra bruk av sina ideal, också under tiden man samtalar om dem. Eller som Mahatma Gandhi svarade på frågan "Mr. Gandhi, what do you think about Western civilisation?": "I think it would be a good idea."
/Textkollektivet
Texten
Polyglottiska försök att bryta upp andraheter
Vem, hon? Jaha, du menar mig.
Vissa saker intresserar mig inte.
Vissa saker formar min kropp till annanheten.
Vissa saker vill jag inte ska hända i det här rummet.
Omsätta genom det främmande
Ensligheten tillblivelsen
”literature is not indifferent to its institutions”, litteraturen är inte likgiltig inför makt, litteraturen är en institution, rummet är en del
Alla namnen som jag redan glömt, som jag behöver någonting annat än mitt vänliga rollövertagande för att tillägna mig;
Ett här, nu, på grund av.
*
Mansröster, kroppar, jag tänker på talytrymme,
jag tänker 90-10 men jag talar inte.
Jag är vulkanisk under ytan och jag antecknar allt som händer:
mansröster, kroppar, talutrymme.
Ska jag resa mig upp och gå? Är det den bästa den enda protesten?
Dessa urtidsdjur under
utdöende utanför
Ovetande slags Dandyboys
om vi pratar om maktrelationer mellan författare – förlag, konsument
media, hur kan vi inte också tala om människor och makt mellan människor?
synas tala lyssna höra se betrakta
röra sig, röra sig, röra sig
En underbar symmetri, att frätas
ut i bilden av den andre
Nu talar jag i rummet
*
Rösten med en bakgrund av andras röster och läsningen som en lyssning
Vilka alternativ finns till alternativen ? Korporaliteter och alla andetag som uppfattar/intar luften
Det är inte en digital kyss
Här kommer äntligen det som ger rösten röst.
Jag menar att jag behöver tala om viktiga saker.
Det finns ett alternativ som talar till mig.
Låt alternativet tala i timmar ! Låt dem inse.
Försöker mena vad jag sagt. Få ner det i fötterna.
Få upp det ur halsen, rummer, in i alla rum, alla rum är en del av halsen, halsen är ett rum, nätet finns också där.
*
Om jag har en färg, måste också du ha en färg?
transformationen, från en tillhörighet till en annan
om nätverket ska vara nätverk vill jag också se bakom, se tekniken som rötter, metoder, färgade, ifyllda, inte tysta
Länka vidare in till nästa "tillfällighet" och betänka att talaktens genomskinliga citattecken också är negationer
Ja, du har en färg. Det handlar om makt, jag kan inte uttrycka det annorlunda.
Färgläran är en komparativ vetenskap;
mot olika bakgrunder framträder du
i olika nyanser.
*
Och texten sa: Om jag synliggjordes ville jag att det i bakgrunden skulle finnas en kropp, och att det av den kroppen skulle framgå.
Att inta ett rum och att frånta det.
Angående anatomin; färgen formen ingången
voices are nothing natural, every day we have to invent them and re-invent them
bodies are nothing natural, every day we have to invent them and re-invent them
Det är kort sagt mycket arbetsamt. Detta förhandlande om centrum och marginaler. Och måste vara det. RB: ”It’s crowded at the margins.”
Oljuden, inskriptionsytorna
And within this crowded margin: What are our possibilities to throw a big party and celebrate? The marginality of the crowded.
Det gick inte att täppa igen alla hålen.
Vem, hon? Jaha, du menar mig.
Vissa saker intresserar mig inte.
Vissa saker formar min kropp till annanheten.
Vissa saker vill jag inte ska hända i det här rummet.
Omsätta genom det främmande
Ensligheten tillblivelsen
”literature is not indifferent to its institutions”, litteraturen är inte likgiltig inför makt, litteraturen är en institution, rummet är en del
Alla namnen som jag redan glömt, som jag behöver någonting annat än mitt vänliga rollövertagande för att tillägna mig;
Ett här, nu, på grund av.
*
Mansröster, kroppar, jag tänker på talytrymme,
jag tänker 90-10 men jag talar inte.
Jag är vulkanisk under ytan och jag antecknar allt som händer:
mansröster, kroppar, talutrymme.
Ska jag resa mig upp och gå? Är det den bästa den enda protesten?
Dessa urtidsdjur under
utdöende utanför
Ovetande slags Dandyboys
om vi pratar om maktrelationer mellan författare – förlag, konsument
media, hur kan vi inte också tala om människor och makt mellan människor?
synas tala lyssna höra se betrakta
röra sig, röra sig, röra sig
En underbar symmetri, att frätas
ut i bilden av den andre
Nu talar jag i rummet
*
Rösten med en bakgrund av andras röster och läsningen som en lyssning
Vilka alternativ finns till alternativen ? Korporaliteter och alla andetag som uppfattar/intar luften
Det är inte en digital kyss
Här kommer äntligen det som ger rösten röst.
Jag menar att jag behöver tala om viktiga saker.
Det finns ett alternativ som talar till mig.
Låt alternativet tala i timmar ! Låt dem inse.
Försöker mena vad jag sagt. Få ner det i fötterna.
Få upp det ur halsen, rummer, in i alla rum, alla rum är en del av halsen, halsen är ett rum, nätet finns också där.
*
Om jag har en färg, måste också du ha en färg?
transformationen, från en tillhörighet till en annan
om nätverket ska vara nätverk vill jag också se bakom, se tekniken som rötter, metoder, färgade, ifyllda, inte tysta
Länka vidare in till nästa "tillfällighet" och betänka att talaktens genomskinliga citattecken också är negationer
Ja, du har en färg. Det handlar om makt, jag kan inte uttrycka det annorlunda.
Färgläran är en komparativ vetenskap;
mot olika bakgrunder framträder du
i olika nyanser.
*
Och texten sa: Om jag synliggjordes ville jag att det i bakgrunden skulle finnas en kropp, och att det av den kroppen skulle framgå.
Att inta ett rum och att frånta det.
Angående anatomin; färgen formen ingången
voices are nothing natural, every day we have to invent them and re-invent them
bodies are nothing natural, every day we have to invent them and re-invent them
Det är kort sagt mycket arbetsamt. Detta förhandlande om centrum och marginaler. Och måste vara det. RB: ”It’s crowded at the margins.”
Oljuden, inskriptionsytorna
And within this crowded margin: What are our possibilities to throw a big party and celebrate? The marginality of the crowded.
Det gick inte att täppa igen alla hålen.
IEPI
I put up a short announcement, together with links to this blog and to Eiríkur's "Destruction" piece (still the only longer English text related to the seminar?), at the International Exchange for Poetic Invention blog.
Saturday, May 19, 2007
Destruction threefold
A 3 x extended version of The importance of destroying a language (of ones own), with some references to the seminar is up here.
Friday, May 18, 2007
En kort seminarrapport, litt forsinket pga. mellomlanding i Warszawa, er nå å lese på Afsnit Ps plog.
Dverg och straff
"Det startet med at ordene "neger" og "hottentott" ble bannlyst. Nå mener språkforskere at du heller ikke bør si "indianer", "eskimo" eller "dverg"."
NRK.no
Dverglitteratur är i fara!
NRK.no
Dverglitteratur är i fara!
I det seneste nummer af Kritiker har Mikkel Bruun Zangenberg en artikel - Krise og Kritik i Norden - som jeg tænker måske ville være interessant at koble på diskussionen her. Ikke mindst fordi han forholder sig lidt mere eksplicit til begrebet >litterær offentlighed<, end vi hidtil har gjort her. Jeg tænker ikke mindst på spørgsmålet jeg rejste til sidst i diskussionen på BA - men det var efter det poetiske drive-by, så det er ikke sikkert folk fik det med sig ... Jeg forsøgte at vende den optimiske retorik omkring en ny eller opblomstrende litterær, nordisk offentlighed, og se det fra den anden side: kunne dette, den ekstreme specialisering, det specialiseredes dislokation til blogs og tidsskrifter, væk fra en bredere litterær offentlighed, i virkeligheden være begyndelsen på enden for de eksisterende, bredt forankrede, om ikke andet så nationalt, litterære offentligheder? Opløsningen af dem, et farvel til mødet imellem >den almindelige læser< (og jeg tænker ikke kun på forbrugere, bogkøbere, men også på fx debatmiljøer, politik, undervisning osv., steder hvor litteraturen også spiller en >samfundsmæssig< rolle i bredere forstand, fx som en art evaluering af alting) og den mere eksperimenterende litteratur? At fx nettets >demokratisering<, i betydningen fri tilgængelighed for alle, også i sig rummer den potentielt totale usynlighed. At man skal vide det er der, for at kunne finde det. Og så videre. Sådan er situationen jo i høj grad i dag i USA, som Caroline Bergvall også var inde på - men sådan er den (endnu) ikke i Norden.
Måske ville Kritiker donerer artiklen til alternativ publicering her på bloggen? Annelie? Mikkel?
Måske ville Kritiker donerer artiklen til alternativ publicering her på bloggen? Annelie? Mikkel?
Thursday, May 17, 2007
I forlængelse af Paals indlæg vil jeg gerne pege på kommentarfeltet; jeg synes det kunne være rigtig interessant, hvis nogen tog tråden op og tog hul på en diskussion af det oplæg, dén intervenerende kollektivoplæsning, hvad gjorde den, hvad ville den, hvad dislokerede den, hvordan, hvorfor - og måske særligt: hvorfor ikke!? For eksempel er jeg ret interesseret i intentionaliteten bag - ikke mindst fordi teksten jo ikke er tilgængelig, som sådan, ikke endnu ihvertfald; Sara, for eksempel, hvad handlede det om?
Miniatures presented and unpresented
I've posted what I read about Nýhil and Tíu þúsund tregawött in Biskops Arnö here, and the miniature "The importance of destroying a language (of one's own)" (that I intended to read, but cancelled) here.
(See, Paal, being short-worded and long-worded at the same time, democratic and spacious at the same time, is possible!)
(See, Paal, being short-worded and long-worded at the same time, democratic and spacious at the same time, is possible!)
Rapport 3
Den sidste dag startede med Paal og Stians præsentation af nypoesi.net, om dets fortid og fremtid og øjeblikkelige projekter og om hvad nettets transgeografiske natur betyder for begrebet offentlighed. Faktisk foreslog Paal, at det var forkert overhovedet at tale om en bestemt offentlighed, man bør snarere se på hvilke kontekster værker og diskussioner dukker op i. Paal forsøgte osse at plædere for et lidt mindre ensidigt værkbegreb end det, der kun forstår et litterært værk som noget, der foregår på tryk mellem det, der vist både på norsk og svensk betegnes med et ord, som altid har fascineret mig, to permer. (Nu kan jeg se, at det faktisk osse findes på dansk i Ordbog over det danske sprog (det bruges bare ikke i Danmark), og at ordet etymologisk er forbundet med pergament, men jeg associerer altid til permanent, til noget der gør bogen til et nærmest tidløst objekt).
Paal nævnte osse en eller anden åndssvag norsk anmelder (jeg ved ikke hvem), som havde talt om den eksperimenterende litteratur som en bevidst selvmarginalisering. Imidlertid rettede han sin polemiske pointe ikke bare mod dagbladene i Norge, men osse mod litlive – altså den pointe, at den del af litteraturen, der foregår uden for permernes rum, tilsyneladende forbliver usynlig for litteraturkritikken, osse den der selv befinder sig på nettet. Jeg synes, det var en god pointe, og jeg vil forsøge at tænke over det i fremtiden. Måske vil jeg osse opildnet af det få lavet en onlineversion af min egen læsning af Christophe Brunos' Dreamlogs, for man skal ikke tage fejl af at kritik er svært at skrive, især på et område hvor der ikke allerede eksisterer et kritisk vokabular, og selv små skridt i den retning kan være nyttige.
Så var der kaffepause og efter den fremlagde Simen et meget fint tekststykke om teksten som vare i den digitale distributions tidsalder (se osse Paals indlæg). Jeg var så enig i det meste af hvad han sagde, at jeg ikke tog nogle noter, men bare rolig, det er helt sikkert en tekst som dukker op på nettet inden længe, måske her. Jeg synes godt nok, at det var lidt utopisk at se teksten som et helt depersonaliseret objekt (Simen sammenlignede en tekst med en brønd – ikke på den måde, at man kan hente ting op af den, hvad man jo kan – men på den måde, at det er ligemeget for den der skal drikke af vandet, hvem der har gravet brønden. Men en tekst er jo i modsætning til vand kommunikerende i en kontekst og som sådan bundet til en signatur.) Imidlertid synes jeg omvendt, det var så smukt at opfatte teksten som et så platonisk objekt, at man kunne sige om alle de tekster, som forsvandt ved branden i Alexandria, at de ikke ophørte med at eksistere men blot "blev usynlige for menneskene".
Der skete virkelig frygteligt meget denne dag. Jeg tror ikke engang vi nåede at have kaffepause, før Anders og Christian præsenterede deres projekt for hvordan forfattere og vel sikkert osse musikere ville kunne sælge deres værker på deres egne hjemmesider. Det lød som en god ide, men tiden var knap og systemet ikke så udviklet, at de kunne præsentere helt præcist, hvordan det kommer til at virke, eller det gjorde de i hvert fald ikke. Jeg kom til at tænke på Coach House's system med at give frivillige donationer til forfattere af elektroniske bøger, gad vide hvordan deres erfaringer med det har været?
Efter middag var det Caroline Bergvall. Mine noter er meget rodede. Hun talte om lyden som et organiserende princip for forskellige værker og spillede nogle eksempler, dels hendes egen ambient fish, dels en del andre værker af bl.a. Gil Scott-Heron og et kort men kedeligt On Kawara-uddrag. Jeg forstod hendes position som værende i opposition til L=A=N=G=U=A=G=E-digterne eller mere specifikt til Greniers I HATE SPEECH-slagord. Talen er nemlig ikke bare egoets Stemme, den er ikke bare det heroiske individs udtryk, den åbner op for alle mulige sociale og personlige og etniske muligheder. Hvorfor? Fordi talen ikke sidder i Subjektet, den sidder i halsen, i kroppen. Vi kender den gode gamle shibbolet-historie som en historie om eksklusion, men at talen er biologisk, altid indskrevet i en krop giver osse mulighed for at den kan udtrykke kulturel mangfoldighed. (Jvf. iøvrigt Paals oplistning ndf. om de mange sprog og accenter og dialekter der blev talt bare på dette seminar).
Så har jeg noteret at "talen er ikke Logos" og noget om at det lokale er indskrevet i dialekten, men det lyder lidt hjemstavnsromantisk og det var vist ikke lige det Caroline mente.
Så var der kaffe. Og så sluttede det egentlige program med at Thorunn kort præsenterede det (desværre for os andre) rent islandske kistan.is og Eiríkur fortalte om nogle andre meget sjove projekter og grupper på island samlet omkring Nyhil og Ti tusind tårewatt (min skæve oversættelse). De laver virkelig nogle sjove ting og jeg håber vi kommer til at høre meget mere om det på den nye ikke-islandske blog.
Så var der oplæsninger, mange oplæsninger, mange gode, Caroline og Leevi igen og Simen og Oscar og, ja, mange flere og så endte det hele med kakofonien. Pyha. Nåja, så har jeg sprunget den opsamlende debat over, men den har Paal allerede skrevet om nedenfor, så læs det.
Paal nævnte osse en eller anden åndssvag norsk anmelder (jeg ved ikke hvem), som havde talt om den eksperimenterende litteratur som en bevidst selvmarginalisering. Imidlertid rettede han sin polemiske pointe ikke bare mod dagbladene i Norge, men osse mod litlive – altså den pointe, at den del af litteraturen, der foregår uden for permernes rum, tilsyneladende forbliver usynlig for litteraturkritikken, osse den der selv befinder sig på nettet. Jeg synes, det var en god pointe, og jeg vil forsøge at tænke over det i fremtiden. Måske vil jeg osse opildnet af det få lavet en onlineversion af min egen læsning af Christophe Brunos' Dreamlogs, for man skal ikke tage fejl af at kritik er svært at skrive, især på et område hvor der ikke allerede eksisterer et kritisk vokabular, og selv små skridt i den retning kan være nyttige.
Så var der kaffepause og efter den fremlagde Simen et meget fint tekststykke om teksten som vare i den digitale distributions tidsalder (se osse Paals indlæg). Jeg var så enig i det meste af hvad han sagde, at jeg ikke tog nogle noter, men bare rolig, det er helt sikkert en tekst som dukker op på nettet inden længe, måske her. Jeg synes godt nok, at det var lidt utopisk at se teksten som et helt depersonaliseret objekt (Simen sammenlignede en tekst med en brønd – ikke på den måde, at man kan hente ting op af den, hvad man jo kan – men på den måde, at det er ligemeget for den der skal drikke af vandet, hvem der har gravet brønden. Men en tekst er jo i modsætning til vand kommunikerende i en kontekst og som sådan bundet til en signatur.) Imidlertid synes jeg omvendt, det var så smukt at opfatte teksten som et så platonisk objekt, at man kunne sige om alle de tekster, som forsvandt ved branden i Alexandria, at de ikke ophørte med at eksistere men blot "blev usynlige for menneskene".
Der skete virkelig frygteligt meget denne dag. Jeg tror ikke engang vi nåede at have kaffepause, før Anders og Christian præsenterede deres projekt for hvordan forfattere og vel sikkert osse musikere ville kunne sælge deres værker på deres egne hjemmesider. Det lød som en god ide, men tiden var knap og systemet ikke så udviklet, at de kunne præsentere helt præcist, hvordan det kommer til at virke, eller det gjorde de i hvert fald ikke. Jeg kom til at tænke på Coach House's system med at give frivillige donationer til forfattere af elektroniske bøger, gad vide hvordan deres erfaringer med det har været?
Efter middag var det Caroline Bergvall. Mine noter er meget rodede. Hun talte om lyden som et organiserende princip for forskellige værker og spillede nogle eksempler, dels hendes egen ambient fish, dels en del andre værker af bl.a. Gil Scott-Heron og et kort men kedeligt On Kawara-uddrag. Jeg forstod hendes position som værende i opposition til L=A=N=G=U=A=G=E-digterne eller mere specifikt til Greniers I HATE SPEECH-slagord. Talen er nemlig ikke bare egoets Stemme, den er ikke bare det heroiske individs udtryk, den åbner op for alle mulige sociale og personlige og etniske muligheder. Hvorfor? Fordi talen ikke sidder i Subjektet, den sidder i halsen, i kroppen. Vi kender den gode gamle shibbolet-historie som en historie om eksklusion, men at talen er biologisk, altid indskrevet i en krop giver osse mulighed for at den kan udtrykke kulturel mangfoldighed. (Jvf. iøvrigt Paals oplistning ndf. om de mange sprog og accenter og dialekter der blev talt bare på dette seminar).
Så har jeg noteret at "talen er ikke Logos" og noget om at det lokale er indskrevet i dialekten, men det lyder lidt hjemstavnsromantisk og det var vist ikke lige det Caroline mente.
Så var der kaffe. Og så sluttede det egentlige program med at Thorunn kort præsenterede det (desværre for os andre) rent islandske kistan.is og Eiríkur fortalte om nogle andre meget sjove projekter og grupper på island samlet omkring Nyhil og Ti tusind tårewatt (min skæve oversættelse). De laver virkelig nogle sjove ting og jeg håber vi kommer til at høre meget mere om det på den nye ikke-islandske blog.
Så var der oplæsninger, mange oplæsninger, mange gode, Caroline og Leevi igen og Simen og Oscar og, ja, mange flere og så endte det hele med kakofonien. Pyha. Nåja, så har jeg sprunget den opsamlende debat over, men den har Paal allerede skrevet om nedenfor, så læs det.
Wednesday, May 16, 2007
Kan vi slippe offentligheten?
Under oppsummeringen på lørdag ble det etterlyst en diskusjon med utgangspunkt i det Martins i sin innledning kalte «nettets demokratipotentiale», antakelsen om nettet som et i prinsippet åpent medium hvor alle kan ytre seg, delta i samtalen. Litlive ble trukket fram som et tidsskrift som forsøker å nå alle og favne hele bredden i den skandinaviske litteraturen. En vakker, men neppe realiserbar tanke. For viser ikke seminaret selv på flere hindre for en slik «demokratisk, bred offentlighet»: hvordan allerede eksisterende strukturer ordner ytringer og ytringsbetingelser i hierarkier det er vanskelig å unnslippe med mindre man ikke slipper til?
Språkene som ble snakket i seminarrommet var norsk, svensk, finlandssvensk, dansk og engelsk. Og norsk med franskbritisk aksent, svensk med islandsk aksent, svensk med finsk aksent og dansk med færøysk aksent. Og engelsk med norsk aksent, engelsk med svensk aksent, engelsk med finlandssvensk aksent, engelsk med dansk aksent, engelsk med finsk aksent, engelsk med islandsk aksent, engelsk med færøysk aksent, engelsk med nederlandsk aksent, engelsk med fransknorsk aksent og semiotisk svensk. Og jeg kunne fortsatt: engelsk med en finsk aksent som blant annet er preget av en oppvekst i et religiøst hjem hvor det forekom tungetale og en karriere i det finske kommunistpartiet på syttitallet, engelsk med en norsk aksent som blant annet er preget av å ha blitt innlært i en av Norges mer eller mindre bokløse kvadratkilometere og på en dialekt som professor i moderne nordiske språk Finn Erik Vinje en gang rundt nittenåtti kalte «Norges styggeste». Men jeg stopper her.
For å fortsette med de andre, minst like åpenbare, institusjonelle strukturene: noen av oss hadde valgt ut deltakerne blant de påmeldte og strukturert seminarets forløp; noen av oss var tildelt mer taletid enn andre og fikk betalt for det (blant annet jeg); noen av oss kjente hverandre fra før, noen av oss er til og med nære venner; noen få av oss hadde tilgang til bloggen og dermed muligheten til å gi den «offisielle» versjonen av det som hendte, andre av oss ble henvist til kommentarfeltet (nå er det endret på); noen av oss sitter i posisjoner hvor vi i ettertid kan gi den såkalte «brede offentligheten» vår versjon av seminaret; noen av oss er forfattere, med den posisjonen det gir i dette miljøet, mens andre av oss prøver å skrive (og prøvde å lese) tekster vi håper er litteratur, med den usikkerheten det gir i dette miljøet, mens atter andre av oss sitter i posisjoner med makt til å definere noe som viktig eller interessant nok litteratur eller ikke, med de doble følelsene det gir i dette miljøet; noen av oss er trenede seminardeltakere og forelesere, noen til og med profesjonelle; noen av oss representerer sentrale institusjoner, og sist men ikke minst; noen av oss behersket språkene som ble snakket og diskursene som ble brukt langt bedre enn andre.
Hva slags kontekst befant vi oss faktisk i denne helgen? Eller sagt på en annen måte: er det mulig å snakke om demokrati og «offentlighet» uten å samtidig reflektere over de språklige, sosiale og institusjonelle strukturene vi selv befinner oss i som seminardeltakere, redaktører, forfattere og kritikere? Har vi ikke egentlig sittet på Biskops-Arnö i tre dager og snakket om alternativ publisering uten å artikulere hva vi faktisk mener med «alternativ publisering», hvordan denne alternative publiseringen forholder seg til resten av det litterære kretsløpet, hva den gjør med det tekstene utsier og hva tekstene gjør med den? For dette handler vel om mer enn å legge en tekst ut på nettet? Et konkret eksempel: hadde vi forstått Simens problematisering av copyrightsystemet annerledes hvis det var en åpenbar del av dens kontekst at Den norske forfatterforeningen har kjøpt copyrighten til å publisere den på nett i Norge? Jeg hadde i det minste gjort det, som redaktør for et nettidsskrift som juridisk sett er norsk, men i praksis prøver å unnslippe det nasjonale, som ikke praktiserer copyright, har som politikk at det er opp til forfatterne selv om de også vil publisere tekstene andre steder og som nettopp derfor gjerne skulle publisert den i nypoesis kontekst (som fra før av inkluderer Leevis problematisering av det samme systemet). Vil dere forstå den annerledes hvis nypoesi approprierer den fra Forfatterforeningens nettsider, slik at Simen skal kunne få honoraret sitt, enn hvis vi publiserer den parallelt med forfatterforeningen? Eller hvis den bare kan leses på Forfatterforeningens sider? Eller bare på nypoesi fordi Forfatterforeningen ikke vil publisere den parallelt? Eller på papir i Vagant, Vinduet eller OEI? For meg er slike spørsmål akutte, jeg savnet kanskje dem på seminaret.
I sin innledning hevdet Ingmar at ideen om «et nordisk samarbeid» er bygget på en misforståelse. Det samme kan vel sies om invitasjonstekstens automatiske sammenkobling av «alternativ publisering», «litterær innovasjon» og en «ny fellesnordisk litterær offentlighet på nettet». Selv om Martin modifiserte denne automatikken i sin innledning er det i etterkant ganske tydelig at disse tre størrelsene og sammenhengen dem i mellom knapt ble diskutert eller problematisert, men bare med vekslende hell forsøkt praktisert. «Med vekslende hell» fordi det vel ikke var noen av oss som ikke en eller flere ganger under seminaret opplevde at vårt eget språk vanskeliggjorde en forståelsen av og/eller en utveksling med den som snakket. Og da snakker jeg ikke bare om nasjonalspråkene, men om alt fra akademisk begreps- og sitatturnering til kroppsspråk til estetiske preferanser til ikke-kompatible roller til Mara og Sara og de under seminaret navnløse skrivekursstudentenes kupping av den avsluttende diskusjonen (Hva var det egentlig dere sa? Kan vi få lese teksten? Diskutere den? På lik linje med de andre ytringene på seminaret? Selv ble jeg forvirret av en del av det jeg hørte eller trodde jeg hørte, blant annet ting som for meg virket som negative karakteristikker av noen av deltakerne og av seminaret som helhet. I form av litteratur. Muligens hørte jeg feil, kanskje vitner det bare om hvor effektivt det dere gjorde var, hvor godt dere traff. Eller kanskje hørte jeg riktig. Og kanskje gjør ikke det noen forskjell. Opplesningen var uansett en av de mest effektive, og den klart mest demonstrative hersketeknikken som ble praktisert under seminaret. Og var det egentlig meningen?).
Hva jeg vil fram til? Kanskje dette: I mitt hode har både «alternativ publisering» og «litterær innovasjon» med institusjonskritikk å gjøre. Klarte vi, meg iberegnet, i noen særlig grad å diskutere vår egen plass i den litterære institusjonen? Var Mara og Sara og de på seminaret navnløse skrivekursstudentenes kupp og vår egen bevissthet om hvor pinlig det var at vi fortsatte som om ingenting hadde skjedd det nærmeste vi kom?
Er formatet på denne bloggen lite demokratisk? Tvinger det oss til å velge mellom å skrive kort og demokratisk eller skyve andres innlegg ut av synsfeltet? Opponerer dette innlegget mot formatets hersketeknikk, eller vitner det bare om at jeg selv benytter meg av en? Er det noen forskjell?
Språkene som ble snakket i seminarrommet var norsk, svensk, finlandssvensk, dansk og engelsk. Og norsk med franskbritisk aksent, svensk med islandsk aksent, svensk med finsk aksent og dansk med færøysk aksent. Og engelsk med norsk aksent, engelsk med svensk aksent, engelsk med finlandssvensk aksent, engelsk med dansk aksent, engelsk med finsk aksent, engelsk med islandsk aksent, engelsk med færøysk aksent, engelsk med nederlandsk aksent, engelsk med fransknorsk aksent og semiotisk svensk. Og jeg kunne fortsatt: engelsk med en finsk aksent som blant annet er preget av en oppvekst i et religiøst hjem hvor det forekom tungetale og en karriere i det finske kommunistpartiet på syttitallet, engelsk med en norsk aksent som blant annet er preget av å ha blitt innlært i en av Norges mer eller mindre bokløse kvadratkilometere og på en dialekt som professor i moderne nordiske språk Finn Erik Vinje en gang rundt nittenåtti kalte «Norges styggeste». Men jeg stopper her.
For å fortsette med de andre, minst like åpenbare, institusjonelle strukturene: noen av oss hadde valgt ut deltakerne blant de påmeldte og strukturert seminarets forløp; noen av oss var tildelt mer taletid enn andre og fikk betalt for det (blant annet jeg); noen av oss kjente hverandre fra før, noen av oss er til og med nære venner; noen få av oss hadde tilgang til bloggen og dermed muligheten til å gi den «offisielle» versjonen av det som hendte, andre av oss ble henvist til kommentarfeltet (nå er det endret på); noen av oss sitter i posisjoner hvor vi i ettertid kan gi den såkalte «brede offentligheten» vår versjon av seminaret; noen av oss er forfattere, med den posisjonen det gir i dette miljøet, mens andre av oss prøver å skrive (og prøvde å lese) tekster vi håper er litteratur, med den usikkerheten det gir i dette miljøet, mens atter andre av oss sitter i posisjoner med makt til å definere noe som viktig eller interessant nok litteratur eller ikke, med de doble følelsene det gir i dette miljøet; noen av oss er trenede seminardeltakere og forelesere, noen til og med profesjonelle; noen av oss representerer sentrale institusjoner, og sist men ikke minst; noen av oss behersket språkene som ble snakket og diskursene som ble brukt langt bedre enn andre.
Hva slags kontekst befant vi oss faktisk i denne helgen? Eller sagt på en annen måte: er det mulig å snakke om demokrati og «offentlighet» uten å samtidig reflektere over de språklige, sosiale og institusjonelle strukturene vi selv befinner oss i som seminardeltakere, redaktører, forfattere og kritikere? Har vi ikke egentlig sittet på Biskops-Arnö i tre dager og snakket om alternativ publisering uten å artikulere hva vi faktisk mener med «alternativ publisering», hvordan denne alternative publiseringen forholder seg til resten av det litterære kretsløpet, hva den gjør med det tekstene utsier og hva tekstene gjør med den? For dette handler vel om mer enn å legge en tekst ut på nettet? Et konkret eksempel: hadde vi forstått Simens problematisering av copyrightsystemet annerledes hvis det var en åpenbar del av dens kontekst at Den norske forfatterforeningen har kjøpt copyrighten til å publisere den på nett i Norge? Jeg hadde i det minste gjort det, som redaktør for et nettidsskrift som juridisk sett er norsk, men i praksis prøver å unnslippe det nasjonale, som ikke praktiserer copyright, har som politikk at det er opp til forfatterne selv om de også vil publisere tekstene andre steder og som nettopp derfor gjerne skulle publisert den i nypoesis kontekst (som fra før av inkluderer Leevis problematisering av det samme systemet). Vil dere forstå den annerledes hvis nypoesi approprierer den fra Forfatterforeningens nettsider, slik at Simen skal kunne få honoraret sitt, enn hvis vi publiserer den parallelt med forfatterforeningen? Eller hvis den bare kan leses på Forfatterforeningens sider? Eller bare på nypoesi fordi Forfatterforeningen ikke vil publisere den parallelt? Eller på papir i Vagant, Vinduet eller OEI? For meg er slike spørsmål akutte, jeg savnet kanskje dem på seminaret.
I sin innledning hevdet Ingmar at ideen om «et nordisk samarbeid» er bygget på en misforståelse. Det samme kan vel sies om invitasjonstekstens automatiske sammenkobling av «alternativ publisering», «litterær innovasjon» og en «ny fellesnordisk litterær offentlighet på nettet». Selv om Martin modifiserte denne automatikken i sin innledning er det i etterkant ganske tydelig at disse tre størrelsene og sammenhengen dem i mellom knapt ble diskutert eller problematisert, men bare med vekslende hell forsøkt praktisert. «Med vekslende hell» fordi det vel ikke var noen av oss som ikke en eller flere ganger under seminaret opplevde at vårt eget språk vanskeliggjorde en forståelsen av og/eller en utveksling med den som snakket. Og da snakker jeg ikke bare om nasjonalspråkene, men om alt fra akademisk begreps- og sitatturnering til kroppsspråk til estetiske preferanser til ikke-kompatible roller til Mara og Sara og de under seminaret navnløse skrivekursstudentenes kupping av den avsluttende diskusjonen (Hva var det egentlig dere sa? Kan vi få lese teksten? Diskutere den? På lik linje med de andre ytringene på seminaret? Selv ble jeg forvirret av en del av det jeg hørte eller trodde jeg hørte, blant annet ting som for meg virket som negative karakteristikker av noen av deltakerne og av seminaret som helhet. I form av litteratur. Muligens hørte jeg feil, kanskje vitner det bare om hvor effektivt det dere gjorde var, hvor godt dere traff. Eller kanskje hørte jeg riktig. Og kanskje gjør ikke det noen forskjell. Opplesningen var uansett en av de mest effektive, og den klart mest demonstrative hersketeknikken som ble praktisert under seminaret. Og var det egentlig meningen?).
Hva jeg vil fram til? Kanskje dette: I mitt hode har både «alternativ publisering» og «litterær innovasjon» med institusjonskritikk å gjøre. Klarte vi, meg iberegnet, i noen særlig grad å diskutere vår egen plass i den litterære institusjonen? Var Mara og Sara og de på seminaret navnløse skrivekursstudentenes kupp og vår egen bevissthet om hvor pinlig det var at vi fortsatte som om ingenting hadde skjedd det nærmeste vi kom?
Er formatet på denne bloggen lite demokratisk? Tvinger det oss til å velge mellom å skrive kort og demokratisk eller skyve andres innlegg ut av synsfeltet? Opponerer dette innlegget mot formatets hersketeknikk, eller vitner det bare om at jeg selv benytter meg av en? Er det noen forskjell?
Tuesday, May 15, 2007
Rapport 2
Dag 2 startede med Leevi. Han talte om mange ting og jeg kan ikke få det hele med.
For det første talte han om en ny model for forholdet mellem digter og offentlighed i Finland. Eller rettere om 3 modeller, hvoraf den sidste måske er ny.
I den første model har vi digteren, som bor alene ude i sin hytte og en gang om året eller deromkring tager ind til Helsinki med en stak papirer, han så giver til sin redaktør, som sørger for, at de kommer ud i verden på tryk. Den eneste dialog digteren har (med andre end naturen) er med redaktøren. Dette er ikke bare en model for publiceringen selvfølgelig - den går hånd i hånd med en æstetik, som ser digteren som et naturtalent, en original, en vildmand, et geni.
I den anden model – som holdt sit indtog i Finland på et tidspunkt i det 20. århundrede, som jeg ikke helt fik fat på – lader digterne ikke på samme måde deres digte i stikken, når de skal ud i verden – digterne indgår i diskussioner (især (da verden nu er som den er) med hinanden) om digtene og om deres plads i samtiden. Hvor den første model har en tendens til at se poesien sub specie aeternitatis, er disse digteres poesi forankret i et historisk punkt. Digterne organiserer sig i skoler og en vis konformitet kan dermed let opstå. Til gengæld læser man både hinanden og man oversætter osse fremmed poesi, dog fortrinsvis døde hvide mænd.
I den 3. fase – som måske er ved at opstå lige nu – har man en mægtig proliferation af digtere. Der læses og oversættes nu osse samtidige udenlandske digtere. Jeg tror ikke Leevi kender digte.dk, men det synes at være et perfekt eksempel på netop dette fænomen. I denne model er det ikke evigheden eller historien, der opleves mest prægnant, men samtidigheden, den simultane virkelighed. Digterne ser sig selv som dele af et netværk. Jeg tror ikke, jeg fik det hele med her...
Jeg vil osse nævne Leevis begreb om barbaric english, dvs. det sprog, som deles af alle os i verden, der har engelsk som andetsprog. Det er et af de største sprog i verden nu, men det har ingen egen litteratur. Jeg finder ideen om det (og ideen om at skabe denne litteratur) ekstremt tiltalende. Hvorfor? Fordi i stedet for at have et andetsprog, som man altid (selv om man taler og læser det rigtig godt) altid føler sig utilstrækkelig på, får man et helt nyt sprog, som man taler perfekt. Naturligvis er det en litteratur ingen indfødt engelsktalende kan bidrage til; for dem er det er ulærbart sprog. Leevi nævnte, at han havde fremlagt denne tanke for Christian Bök, som var blevet chokeret ved at blive konfronteret med en for ham a priori umulig opgave.
Så præsenterede Leevi sit splinternye forlag ntamo som Martin nævnte tidligere. Det finske ord for 'forlag' er åbenbart ostantamo. [note: Se Leevi og Eirikurs kommentarer i kommentarfeltet]. Der var et ordspil, fordi ordet osta betyder et eller andet, som jeg ikke fik fat i. Forlaget fungerer via lulu.com, som kan lave udmærkede og fine bøger on demand. Han viste os den første og det lignede på alle måder en rigtig bog. Forlaget fungerer uden nogen som helst investering og til gengæld bliver der ikke uddelt nogle gratiseksemplarer, hverken til anmeldere, forlaget selv eller forfatteren. Leevi sluttede med det, han selv kaldte sit Boris Jeltsin-nummer, en oplæsning af et digt af den finske nationalskjald Eino Leino.
Efter kaffepausen talte Magnus Bärtås om kunstneres forhold til ordkunst. Det jeg husker bedst er et citat fra Jörgen Gassilewski; i kunsten fungerer tekst som en metafor for tekst, hvilket jeg synes lyder besnærende, men ganske vist ikke fortæller hele historien. Vi talte osse lidt om væggen (typisk galleriets men det kunne selvfølgelig osse være en mur på gaden) som publiceringsmedie. Så viste Magnus sin film Kumiko, Johnnie Walker & the Cute, som var stærkt (og ganske eksplicit) inspireret af Chris Markers poetiske og essayistiske film.
Efter middag var det Marianne Ping Huangs tur. Hun fortalte om Beckwerkets mange manifestationer på teater, blogs og i romaner. Jeg må indrømme, at jeg selv er lidt træt af at høre om det, så jeg var nok ikke så opmærksom, som jeg burde have været. Men hun undgik heldigvis at bruge for meget tid på det stadigt mere kedsommelige emne 'forfatterens død' og talte om rejserne til USA, Irak og Iran som en iscenesættelse af kommunikationens umulighed.
Efter endnu en kaffepause var det vistnok Martin Johannes Møller og Jannik Hjorthave, der præsenterede sig selv og digtergruppen FLY. Jeg siger vistnok, fordi jeg ikke har taget nogen noter. Jeg kendte godt deres hjemmesider i forvejen, så jeg brugte i stedet meget af tiden til at udtænke grundprincipperne for et nyt snabel-alfabet. Viktor Johansson viste os et lysende navn og fortalte lidt om det, det kendte jeg til gengæld ikke, så det må jeg checke ud snart.
Så blev det besluttet at holde fri og skyde resten af programmet til den følgende dag, bortset fra en midnatsfilm The Plumed Horn, som jeg var altfor udbanket til at se. Så den må nogle andre skrive om, den var vist vældigt god. Der var osse flere oplæsninger, Thorunn, Leevi og Martin og Martin og Jannik, og var det osse den aften Malte lavede en fin lille cut-up, eller rip-up performance, det var det vist, men det kan godt være jeg allerede blander aftenerne sammen. Nogle af de læsninger ligger osse allerede hos MJM
For det første talte han om en ny model for forholdet mellem digter og offentlighed i Finland. Eller rettere om 3 modeller, hvoraf den sidste måske er ny.
I den første model har vi digteren, som bor alene ude i sin hytte og en gang om året eller deromkring tager ind til Helsinki med en stak papirer, han så giver til sin redaktør, som sørger for, at de kommer ud i verden på tryk. Den eneste dialog digteren har (med andre end naturen) er med redaktøren. Dette er ikke bare en model for publiceringen selvfølgelig - den går hånd i hånd med en æstetik, som ser digteren som et naturtalent, en original, en vildmand, et geni.
I den anden model – som holdt sit indtog i Finland på et tidspunkt i det 20. århundrede, som jeg ikke helt fik fat på – lader digterne ikke på samme måde deres digte i stikken, når de skal ud i verden – digterne indgår i diskussioner (især (da verden nu er som den er) med hinanden) om digtene og om deres plads i samtiden. Hvor den første model har en tendens til at se poesien sub specie aeternitatis, er disse digteres poesi forankret i et historisk punkt. Digterne organiserer sig i skoler og en vis konformitet kan dermed let opstå. Til gengæld læser man både hinanden og man oversætter osse fremmed poesi, dog fortrinsvis døde hvide mænd.
I den 3. fase – som måske er ved at opstå lige nu – har man en mægtig proliferation af digtere. Der læses og oversættes nu osse samtidige udenlandske digtere. Jeg tror ikke Leevi kender digte.dk, men det synes at være et perfekt eksempel på netop dette fænomen. I denne model er det ikke evigheden eller historien, der opleves mest prægnant, men samtidigheden, den simultane virkelighed. Digterne ser sig selv som dele af et netværk. Jeg tror ikke, jeg fik det hele med her...
Jeg vil osse nævne Leevis begreb om barbaric english, dvs. det sprog, som deles af alle os i verden, der har engelsk som andetsprog. Det er et af de største sprog i verden nu, men det har ingen egen litteratur. Jeg finder ideen om det (og ideen om at skabe denne litteratur) ekstremt tiltalende. Hvorfor? Fordi i stedet for at have et andetsprog, som man altid (selv om man taler og læser det rigtig godt) altid føler sig utilstrækkelig på, får man et helt nyt sprog, som man taler perfekt. Naturligvis er det en litteratur ingen indfødt engelsktalende kan bidrage til; for dem er det er ulærbart sprog. Leevi nævnte, at han havde fremlagt denne tanke for Christian Bök, som var blevet chokeret ved at blive konfronteret med en for ham a priori umulig opgave.
Så præsenterede Leevi sit splinternye forlag ntamo som Martin nævnte tidligere. Det finske ord for 'forlag' er åbenbart ostantamo. [note: Se Leevi og Eirikurs kommentarer i kommentarfeltet]. Der var et ordspil, fordi ordet osta betyder et eller andet, som jeg ikke fik fat i. Forlaget fungerer via lulu.com, som kan lave udmærkede og fine bøger on demand. Han viste os den første og det lignede på alle måder en rigtig bog. Forlaget fungerer uden nogen som helst investering og til gengæld bliver der ikke uddelt nogle gratiseksemplarer, hverken til anmeldere, forlaget selv eller forfatteren. Leevi sluttede med det, han selv kaldte sit Boris Jeltsin-nummer, en oplæsning af et digt af den finske nationalskjald Eino Leino.
Efter kaffepausen talte Magnus Bärtås om kunstneres forhold til ordkunst. Det jeg husker bedst er et citat fra Jörgen Gassilewski; i kunsten fungerer tekst som en metafor for tekst, hvilket jeg synes lyder besnærende, men ganske vist ikke fortæller hele historien. Vi talte osse lidt om væggen (typisk galleriets men det kunne selvfølgelig osse være en mur på gaden) som publiceringsmedie. Så viste Magnus sin film Kumiko, Johnnie Walker & the Cute, som var stærkt (og ganske eksplicit) inspireret af Chris Markers poetiske og essayistiske film.
Efter middag var det Marianne Ping Huangs tur. Hun fortalte om Beckwerkets mange manifestationer på teater, blogs og i romaner. Jeg må indrømme, at jeg selv er lidt træt af at høre om det, så jeg var nok ikke så opmærksom, som jeg burde have været. Men hun undgik heldigvis at bruge for meget tid på det stadigt mere kedsommelige emne 'forfatterens død' og talte om rejserne til USA, Irak og Iran som en iscenesættelse af kommunikationens umulighed.
Efter endnu en kaffepause var det vistnok Martin Johannes Møller og Jannik Hjorthave, der præsenterede sig selv og digtergruppen FLY. Jeg siger vistnok, fordi jeg ikke har taget nogen noter. Jeg kendte godt deres hjemmesider i forvejen, så jeg brugte i stedet meget af tiden til at udtænke grundprincipperne for et nyt snabel-alfabet. Viktor Johansson viste os et lysende navn og fortalte lidt om det, det kendte jeg til gengæld ikke, så det må jeg checke ud snart.
Så blev det besluttet at holde fri og skyde resten af programmet til den følgende dag, bortset fra en midnatsfilm The Plumed Horn, som jeg var altfor udbanket til at se. Så den må nogle andre skrive om, den var vist vældigt god. Der var osse flere oplæsninger, Thorunn, Leevi og Martin og Martin og Jannik, og var det osse den aften Malte lavede en fin lille cut-up, eller rip-up performance, det var det vist, men det kan godt være jeg allerede blander aftenerne sammen. Nogle af de læsninger ligger osse allerede hos MJM
Monday, May 14, 2007
Reklamepause
Et lite tips til dere som befinner dere i Tampere, Stockholm eller Berlin de nærmeste dagene: den libanesiske bloggeren Mazen Kerbaj, hvis blog + bok (= blok?) jeg reklamerte litt for på seminaret, er nå på nord-europeisk turné. Han spiller på sin temmelig alternative trompet i Tampere 15. mai, Stockholm 16. og 17. mai og Berlin 18.-21. mai. Anbefales for alle som ikke er avhengige av melodilinjer. I Berlin kommer han dessuten til å ha utstilling & en workshop med tittelen "improvisation and visual art - can the hand command to the brain?"
Dverger i utvalg
Den fryktelige "Dvergleken", hvis regler snart blir klare, oppsto egentlig på FSL, men fant også noen tilhengere på publiceringsseminaret og har blant annet gitt seg utslag i verker som "Wuthering dwarfs", "Dwarf and Prejudice", "Den store dvergen", "På sporet av den dvärg som flytt", "Lang dvergs ferd mot natt", "De 120 dverger i Sodom", "1000 dverger", "1001 dverg", "Hundre dvergers ensomhet", "Det var ur dvärgerna orden kom", "Fordvergingen", "Dwarf-Dick", "Dvergens uutholdelige letthet", "Dverg korrigert", "Kurt og den kjempestore dvergen", "Intet nytt på dvergfronten", "Dwarf Lost", "Dwarf Regained", "A Dwarf of One's Own", "Sterk sult. Plutselig dverg", "En stor og øde dverg", "Hemsödvärgarna", "Madam Dvärg", "Dverg i lufta", "The History of the Dwarf and Fall of the Roman Empire", "Herr Tristram Shandys dverg og meninger", "Portait of the Artist as a Young Dwarf", "The Picture of Dorian Dwarf", "Dwarfs for Nothing", "Dverg, min elskede", "Of Dwarfs and Men", "The Pit and the Dwarf"... og flere.
Der er kommet nye multimediale indslag på //martinjm. Bl.a. er der video og senest også lyd fra den Biskops-Arnö-kakofoni, som de fleste af seminarets deltagere deltog i, som en slags afslutning på dagene. Lyd-optagelserne er i modsætning til filmen i ret fin kvalitet, takket være Stian Kristensens gode udstyr og know how.
Desuden fortæller Kari Løvaas lidt anekdoter om Biskops-Arnö her, baseret på en rundvisning hun var med på om søndagen efter de fleste var taget hjem eller videre ud i verden.
Desuden fortæller Kari Løvaas lidt anekdoter om Biskops-Arnö her, baseret på en rundvisning hun var med på om søndagen efter de fleste var taget hjem eller videre ud i verden.
Rapport 1
Seminaret er forbi. Som man kan se blev der ikke blogget meget fra det. Der var ikke tid, og når der var, var der ingen netadgang. Og når der var det, var man for udmattet til at skrive noget.
Jeg fik taget nogen noter, og jeg tænkte jeg ville prøve at få formuleret, det jeg husker, mens jeg stadig husker det. Flere af seminarets foredrag vil blive trykt/offentliggjort i OEI eller på nypoesi, eller hvor det nu bliver. Jeg husker sikkert forkert nogle gange, og andre gange har jeg sikkert ikke forstået, hvad der blive sagt i det stærkt heterolinguale miljø, men så står fejltagelserne bare for min egen regning og iøvrigt kan folk jo kommentere, hvis de læser dette og gerne vil præcisere, hvad meningen egentlig var. Iøvrigt sker det mest spændende til sådan nogle arrangementer tit i kaffepauserne, og dem var der mange af, og der tog jeg altså ingen noter.
Det startede selvfølgelig med Martins indledning, som står længere nede, med Ingmar, der fortalte lidt om Biskops Arnö og hvad højskolen har betydet for nordiske litterære netværker i præ-internettets tidsalder, og hvad den mon kommer til at betyde i fremtiden, hvor folk kan mødes (og gør det) uden at være på samme sted, og med Annelie Axén, der præsenterede litlive. Det eneste jeg har skrevet ned fra det er "bog≠værk" – jeg kan ikke huske i hvilken sammenhæng Annelie sagde det, men det skulle komme til at blive et diskussionspunkt senere.
Hubert van den Berg tog udgangspunkt i Bourdieus begreb om den begrænsede produktions (sub)felt og stillede det over for begrebet om modkultur. Pointen var, at man på ingen måde kan identificere de to – at noget bliver produceret i begrænsede mængder og ikke til massekonsumption er på ingen måde ensbetydende med, at det sætter sig uden for markedets vilkår. At en bog kun kommer i små oplag behøver ikke at betyde, at den er alternativ. Hubert viste en række eksempler på at dada-kunstnere og -forfattere i høj grad udnyttede kunstmarkedets og samlernes fetich for ... hvad hedder sådan noget ... ja, altså sjældenhed simpelthen, til at trykke deres tidsskrifter i mange forskellige versioner med forskelligt udstyr, så hver af dem blev mere værd på markedet. Limited editions er jo på ingen måde alternative, de er tvært imod kunstinstitutionens emblematiske udtryk, og det er derfor helt ude i hampen at sætte lighedstegn mellem modkultur og smalhed.
I en af kaffepauserne husker jeg osse, at Hubert fortalte, at en anden af klicheerne om den historiske avantgarde, nemlig deres politiske radikalitet, er stærkt problematisk. Det er selvfølgelig sandt, at nogle af de markante skikkelser Marinetti og Breton fx. allierede sig med hhv. fascister og kommunister, men størstedelen af dadakunstnerne (han nævnte Schwitters og mange flere) befandt sig i virkeligheden trygt og godt på den politiske midterbane, enten som medlemmer af de europæiske socialdemokratier eller af de liberale borgerlige partier (Hubert har rejst rundt og forsket helt konkret og biografisk i det emne). Det kunne i og for sig være ligegyldigt, hvis det ikke var fordi den påståede politiske radikalitet ofte kommer til at miskreditere avantgarden som kunstnerisk og æstetisk projekt. Zangenberg og jeg blev enige om, at det nok er Peter Bürger, vi har at takke for den misforståelse.
Resten af Huberts foredrag handlede om den ægte anarkistiske modkultur (han brugte flere gange Ungdomshuset som eksempel) og udviklede sig til en lettere paranoid historie om hvor svært det er at være anonym i netpublikationer, fordi IP-adresser kan spores. Jeg tror, jeg må være faldet lidt i staver her (ikke for sidste gang).
Efter aftensmaden talte Malte om bloggen som en tilbagevenden til en form for litterær offentlighed, der fandtes før moderniteten og massemedierne, Susanne om bloggen som en form for prøvende mumlen, og jeg selv forsøgte at påstå, at en litterær blog, der ikke ville være litterær fordi den handlede om litteratur, men fordi den selv prøvede at være et litterært værk, måtte have tiden som sin centrale æstetiske kategori, snarere end fx. sit (visuelle) design, fordi et sådant værk ville folde sig ud i tiden på en helt anden måde end den tid, vi møder i et trykt værk. Det kan være jeg skriver mere om det ovre hos mig selv senere...
Om aftenen var der de første oplæsninger, og dem kan man høre ovre hos MJM.
Jeg fik taget nogen noter, og jeg tænkte jeg ville prøve at få formuleret, det jeg husker, mens jeg stadig husker det. Flere af seminarets foredrag vil blive trykt/offentliggjort i OEI eller på nypoesi, eller hvor det nu bliver. Jeg husker sikkert forkert nogle gange, og andre gange har jeg sikkert ikke forstået, hvad der blive sagt i det stærkt heterolinguale miljø, men så står fejltagelserne bare for min egen regning og iøvrigt kan folk jo kommentere, hvis de læser dette og gerne vil præcisere, hvad meningen egentlig var. Iøvrigt sker det mest spændende til sådan nogle arrangementer tit i kaffepauserne, og dem var der mange af, og der tog jeg altså ingen noter.
Det startede selvfølgelig med Martins indledning, som står længere nede, med Ingmar, der fortalte lidt om Biskops Arnö og hvad højskolen har betydet for nordiske litterære netværker i præ-internettets tidsalder, og hvad den mon kommer til at betyde i fremtiden, hvor folk kan mødes (og gør det) uden at være på samme sted, og med Annelie Axén, der præsenterede litlive. Det eneste jeg har skrevet ned fra det er "bog≠værk" – jeg kan ikke huske i hvilken sammenhæng Annelie sagde det, men det skulle komme til at blive et diskussionspunkt senere.
Hubert van den Berg tog udgangspunkt i Bourdieus begreb om den begrænsede produktions (sub)felt og stillede det over for begrebet om modkultur. Pointen var, at man på ingen måde kan identificere de to – at noget bliver produceret i begrænsede mængder og ikke til massekonsumption er på ingen måde ensbetydende med, at det sætter sig uden for markedets vilkår. At en bog kun kommer i små oplag behøver ikke at betyde, at den er alternativ. Hubert viste en række eksempler på at dada-kunstnere og -forfattere i høj grad udnyttede kunstmarkedets og samlernes fetich for ... hvad hedder sådan noget ... ja, altså sjældenhed simpelthen, til at trykke deres tidsskrifter i mange forskellige versioner med forskelligt udstyr, så hver af dem blev mere værd på markedet. Limited editions er jo på ingen måde alternative, de er tvært imod kunstinstitutionens emblematiske udtryk, og det er derfor helt ude i hampen at sætte lighedstegn mellem modkultur og smalhed.
I en af kaffepauserne husker jeg osse, at Hubert fortalte, at en anden af klicheerne om den historiske avantgarde, nemlig deres politiske radikalitet, er stærkt problematisk. Det er selvfølgelig sandt, at nogle af de markante skikkelser Marinetti og Breton fx. allierede sig med hhv. fascister og kommunister, men størstedelen af dadakunstnerne (han nævnte Schwitters og mange flere) befandt sig i virkeligheden trygt og godt på den politiske midterbane, enten som medlemmer af de europæiske socialdemokratier eller af de liberale borgerlige partier (Hubert har rejst rundt og forsket helt konkret og biografisk i det emne). Det kunne i og for sig være ligegyldigt, hvis det ikke var fordi den påståede politiske radikalitet ofte kommer til at miskreditere avantgarden som kunstnerisk og æstetisk projekt. Zangenberg og jeg blev enige om, at det nok er Peter Bürger, vi har at takke for den misforståelse.
Resten af Huberts foredrag handlede om den ægte anarkistiske modkultur (han brugte flere gange Ungdomshuset som eksempel) og udviklede sig til en lettere paranoid historie om hvor svært det er at være anonym i netpublikationer, fordi IP-adresser kan spores. Jeg tror, jeg må være faldet lidt i staver her (ikke for sidste gang).
Efter aftensmaden talte Malte om bloggen som en tilbagevenden til en form for litterær offentlighed, der fandtes før moderniteten og massemedierne, Susanne om bloggen som en form for prøvende mumlen, og jeg selv forsøgte at påstå, at en litterær blog, der ikke ville være litterær fordi den handlede om litteratur, men fordi den selv prøvede at være et litterært værk, måtte have tiden som sin centrale æstetiske kategori, snarere end fx. sit (visuelle) design, fordi et sådant værk ville folde sig ud i tiden på en helt anden måde end den tid, vi møder i et trykt værk. Det kan være jeg skriver mere om det ovre hos mig selv senere...
Om aftenen var der de første oplæsninger, og dem kan man høre ovre hos MJM.
Sunday, May 13, 2007
Saturday, May 12, 2007
Flere billeder fra seminaret her. Nu er det meste lykkeligt overstået - og vi skal feste; om få minutter begynder den sidste omgang opläsninger...
Jeg har Kim Simonsen ...
... i min öresnegl og han gör opmärksom på en artikel i Politikken idag om boganmelderi og litteraturblogging i Amerika.
De lyttende ansigter
Både nettet og jeg selv har väret nede på tälling nogle dage, men nu skulle vi alle väre oppe og online igen. På Biskops-Arnö findes der bl.a. Martin Johannes med h.h.v. kamera og drikkeglas i sin hånd, med örerne foldet ud, lyttende på diverse opläsninger. Flere lyttende mennesker er at finde hvis man kigger sig godt omkring, de kontemplative ansigter lyser som små blomster i grässet vendt mod opläsningssolen, her lytter bl.a. Audun og Malte, Caroline og Mariann.
Idag kaldte den unge Simen Hagerup til revolution mod diverse kapitalistiske copyrightslovgivninger og Anders og Christian viste (som et slags modsvar måske) de romantiske forestillinger frem i rå symbolsk form: den blomstrende eng blomstrende af alternativ publiceringsiver versus de triste påskeliljer i cooperationens snävre vase with the big fat cat controlling business. Vi nik-
kede alle og sagde: Ja, dette er sandt.
Idag kaldte den unge Simen Hagerup til revolution mod diverse kapitalistiske copyrightslovgivninger og Anders og Christian viste (som et slags modsvar måske) de romantiske forestillinger frem i rå symbolsk form: den blomstrende eng blomstrende af alternativ publiceringsiver versus de triste påskeliljer i cooperationens snävre vase with the big fat cat controlling business. Vi nik-
kede alle og sagde: Ja, dette er sandt.
Den Castro-agtige og allerbedste Leevi Letho fortalte i går om sit nystartede, net- og print-on-demandbaserede forlag Ntamo. Omkring 40 titler vil forlaget udgive näste år, anslår forläggeren. Mere poesi end alle andre finske forlag tilsammen. Ntamos förste udgivelse er Lethos egen Toinen runous, samlede digte, som man kan köbe for bare 14 euro her.
Friday, May 11, 2007
I eftermiddags talte Marianne Ping Huang på seminaret under overskriften The Democracy: offentlighedsformater Om Beckwerkets brug af offentlige rum fra Kongens Nytorv til bloggosfæren - i går, ser man nu, hvor avisen med en dags forsinkelse kommer til Biskops Arnö - havde hun en klumme i den danske avis Information, hvor hun skriver en smule om seminaret her og läser Charles Bernsteins essay. De provisoriske institutioners ödsle offentlighed hedder artiklen, som man först kan komme til på Informations hjemmeside om en lille uges tid, hvis man ikke er abbonnent...
Martin J M
...rapporterar också härifrån på sin egen blogg. Komplett med inspelningar av gårdagens uppläsningar.
VELKOMST TIL BISKOPS ARNÖ
//Martin Glaz Serup
Når vi i invitationen til Litlive og Biskops Arnös seminar har valgt at inkludere et citat at Charles Bernstein der siger at “Literature is never indifferent to its institutions. A new literature requires new institutions”, er det fordi vi godt kunne tænke os at fokusere på fremkomsten af en ny litterær offentlighed. Undersøge om der overhovedet findes sådan en, og hvis der gør, finde ud af hvordan den ser ud, hvori den består og hvordan samtidens webpublicering og de miljøer og udvekslinger den skaber og selv er skabt af, ligger i forlængelse af den tradition little magazines og small presses udgør. Med særligt fokus på de netværk og institutioner en (litterær) offentlighed altid består af – sociale, ikke mindst. Seminaret handler altså ikke snævert om at publicere på nettet, men i høj grad også om at publicere på nettet, fordi det ser ud som om det blandt andet er her der sker en masse. Her der findes en masse ikke-kommercielle, uafhængige og selvorganiserende initiativer. Blogs, nettidsskrifter, netforlag, mailinglister og forskellige andre elektroniske udvekslingsfora. Her der opstår alternative, ekstremt lettilgængelige publiceringsformer, der i sig selv er med til skabe en ny (type) litterær offentlighed. I Norden og måske globalt. Det er i hvert fald nogle af de ting vi gerne vil diskutere på seminaret om Alternativ publicering / Litterær innovation?
Udover, eller samtidig med, at undersøge spørgsmål omkring nettets specielle muligheder - gratisprincip, tilgængelighed, nedbrydning af geografiske grænser, demokratipotentiale, muligheden for umiddelbar publicering, umiddelbar interaktion, hastighedens effekt på indhold og form og så videre - er det tanken at en del af vægten i seminaret således kommer til at ligge på hele idéen om udvekslingen. Hvor den finder sted netop nu, hvordan den gør det og hvad den gør.
I det essay fra 1993, der har givet seminaret sin titel - Provisional Institutions: Alternative Presses and Poetic Innovation – indleder Charles Bernstein med det retoriske forslag:
“Imagine that all the nationally circulated magazines and all the trade presses and all the university presses in the
Udgangspunktet for essayet er at det spændende, det egentligt nye i amerikansk poesi allerede sker andre steder end i de etablerede akademiske institutioner, medier og mediehuse. At der findes en anden poetisk økonomi og organisering end i det typisk konservativt topstyrede, centraliserede og kommercielt funderede system. Bernstein skriver om oplæsninger, small press magazines and books som ”the most vital site of poetic activity”, ikke mindst fordi disse steder virker som dynamiske mødesteder hvor ideer kan blive udvekslet og miljøer og forskellige konstellationer etableret.
Selvom seminaret her ikke er tænkt som et poesiseminar, og selvom jeg ikke personligt tror på en så stiv, om end retorisk, dikotomi som Bernstein lægger for dagen – alt det interessante sker vel ikke udelukkende udenfor de etablerede institutioner i Norden, men nok snarere i en vekselvirkning med disse – er der alligevel mange lighedspunkter mellem en del af de nordiske aktører der er til stede i dag, og de forskellige dele af den samtidige amerikanske poesiscene Bernstein præsentere i sit essay. Økonomien er anderledes end markedets. Folk her arbejder ofte con amore, symbolsk aflønnet om overhovedet. Folk her medvirker ofte til at generere et lokalt miljø omkring sig – det være sig fysisk eller virtuelt eller begge dele – samtidig med at de indgår i et rhizomatisk netværk der hele tiden forskydes i forskellige konkrete manifestationer, på nettet, i papirform, i form af oplæsninger eller festivaler eller et seminar som dette. Selvsagt bør man ikke være blind for at vi, simpelthen ved at være her i dag, også er med til netop at udbygge dén eksisterende litterære offentlighed, som seminaret i sig selv er en undersøgelse af eksistensen af.
OEI, EPC Scandinavia, UBU web, Litlive, Biskops Arnö, Nypoesi, Kritiker, FSL, Audiatur, BergensBrag, Biblioteket Gasspedal, Nordisk Avantgardenetværk, Horisont, Ett Lysanda Namn, Au Petit Garage, H-Press, Basilisk, Vagant, Outsider Magazine, Hvedekorn, Københavns Poesifestival, Smått forlägt, Verbale Pupiller, Swinging with Neighbours, O-tidskrift, forfatterskolerne i Bø, i Bergen, på Biskops Arnö, i København, Fabrik, Textmässan, Sigrid Undsetdagene og så videre og så videre.
Man kunne spørge hvad denne lange række, vilkårligt opremsede websites, magasiner, aktionslabels, forskernetværk, festivaler og skoler har til fælles. For nu ikke at nævne nogle af alle de litterære blogs og netaviser med meget mere der findes. De har selvfølgelig det tilfælles at de alle sammen findes som et eller flere punkter langs de flugtlinjer der også udgør en alternativ nordisk litterær offentlighed, men måske mere substantielt kunne man svare med en parafrase af Bernstein, at de også udgør konstellationer af aktive læsere, der alle er interesserede i udveksling, men ikke nødvendigvis i kollektivitet. Eller at ”…the alternative poetry press are less concerned with evaluation than with interaction, participation and partisanship (…)”.
Sådan et sted er seminaret her altså tænkt som – et samtalens. Og forhåbentlig kan et seminar som dette i bedste fald berede en struktur for et indhold, en diskussion, der kan vise sig givtig og god – og for eksempel belære mig om islandske og færøske og måske grøndlandske initiativer som jeg, hvad listen ovenfor bevidner, ikke ved meget om.
Undervejs i Bernsteins altså 14 år gamle essay, når han at forudsige nettets kommende betydning for poesien, for litteraturen. Han skriver:
”It seems certain, however, that the net will be a crucial site for the distribution of works of poetry, especially out-of-print works, as well as for information on obtaining books and magazines, and, I suspect, for long-term local, national and international exchanges of ideas and work in progress.”
Seminaret er tænkt som en mulighed for forskellige forfattere og (net)aktører for at møde hinanden, etablerer og videreudvikle netværk og for derigennem, igennem samtalen, udvekslingen, at berige hinandens arbejder.
Det rummer sin egen (typiske!) poesi at afholde et tredages seminar om webpublicering, blandt andet, med tilhörende gruppeblog, men uden et internet der fungerer... well... Det skulle der väre rettet op på nu, om et sekund kommer gårsdagens åbning af seminaret på skrift... stay tuned,,, if you're still out there...
Thursday, May 10, 2007
Messages from the Medium
Hubert van der Bergs föredrag om little magazines med mera kretsade mycket kring motkultur och övervakningssamhället. Som ett slags mottext publicerade projektorn som stod på sina egna kommersiella och vagt hotfulla (alternativt subversiva) budskap i bakgrunden:
”Warming up”
”SHARP”
”Antar beredskapsläget om 1 min”
Tuesday, May 8, 2007
PROGRAM
Litlive på Nordens Biskops Arnö
"Alternativ publicering/ Litterär innovation?"
PROGRAM:
Torsdagen 10 maj
Ankomst under förmiddagen
kl.12.00 Lunch
kl.13.00 Seminariet börjar
Martin Glaz Serup och Ingmar Lemhagen inleder
Annelie Axén, Presentation av Litlive
kl.15.00 Hubert van den Berg, “Some notes on the function and future of little magazines and small presses”
kl.17.00 Kvällsmat
kl.18.30 Den litterære blog. Samtal mellan Susanne Christensen, Martin
Larsen och Malte Persson
Kväll: Biskopsköket (med uppläsningar och annat)
Fredagen 11 maj
kl.09.00 Leevi Lehto, "Nothing That Is Initially Interesting To More Than Seven People Can Ever Change the Conscience of Masses" – Toward a new view on publishing (and perhaps on literature as institution)"
Magnus Bärtås, “Kumiko, Johnnie Walker & The Cute”
Martin Johannes Møller och Jannik Hjorthave , Lyrikgruppen FLY
Viktor Johansson om ett lysande namn och arbetet med ett webbaserat textäventyr
Thorunn Valdimarsdottír, Den isländska kulturtidskriften
Lördagen 12 maj
kl.09.00 Paal Bjelke Andersen/Stian Kristensen, "Hvor er vi nå? Websites og
nonsites - koder, kontekst, babbel"
kl.10.30 Kaffe
kl.11.00.Simen Hagerup, "Retten til å lese"/"Teksten som vare i den fri distributions tidsalder”
Anders Johansen och Christian Rishøj presenterar ett utvecklingsprojekt för virtuell publicering
kl.12.00 Lunch
kl.13.30 Caroline Bergvall, "The audio assimilation of writing"
kl.14.30 Kaffe
Kl.15.30 Sammanfattning
kl.17.00 Kvällsmat
Kväll: Fellessvømning i Mälaren
Avslutningsfest (med uppläsningar och annat)
Söndagen 13 maj
Hemresa
Subscribe to:
Posts (Atom)