Årets siste Litlive!

I Litlive #52 skriver Jenny Högström om Jørgen Leth, Lars Bukdahl om Hanne Richardt Beck, Ulf Karl Olov Nilsson om Marcel Bénabou, Mikkel Bruun Zangenberg om Walter Benjamin og Sissel Lie om Gro Dahle.

Dessuten er Litlives kalender oppdatert med desember måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark.

NB! Litlive tar nå juleferie, hvilket betyr at neste kritikknummer og nyhetsbrev kommer 1. februar. Kalenderen vil imidlertid holdes oppdatert også i januar.

Simen Hagerup - Biskops Arnö d. 11.5.07

Danmarks røde lejesvende...

I bogsektionen i dagens udgave af det danske dagblad Information bliver den yngre danske forfatterstand kritisteret for ikke at blande sig nok i den offentlige debat, og når de gør det, så mener de alle sammen det samme - de er allesammen venstreorienterede og forudsigelige, klager de borgerlige kritikere. Kristina Nya Glaffey, Lars Frost, Kristina Stoltz, Dennis Gade Kofod og jeg selv (Martin Glaz Serup) responderer på 'kritikken'... Se selv artiklen: Det er rødt, det er tamt, det er alt for forudsigeligt.

Ballad om språkmaterialismen

På allmän begäran (nåja, två personer) ger jag härmed nedanstående tillfällighetsdikt, egentligen publicerad i senaste OEI, en bredare digital spridning:

På våren tjugohundrasju
var det som lektorn skrek: Vad nu?
Vad har de gjort med dikten?
Svensk dikt har tappat vikten,
har drivits till anorexi
av media och oei.

Och lektorn började att jojka
om en lömsk och mäktig ”trojka”
som i fjäskiga salonger
umgås utan ånger:
ett skamlöst, skändligt kotteri,
vars namn – o ve! – är oei.

I vattenglaset blåser upp
en storm och i oordnad trupp
går avantgardet till försvar,
att för ett frilanshonorar
hylla vår samtidspoesi,
integritet och oei.

Och Raattamaa han brusar
och materialister grusar
så gott de kan i tidningsspråket,
och Greider stövlar in i bråket…
Ett stort debattmaskineri
vrids kring en lös skruv – oei.

Vad kan man lära sig av detta?
Ej mycket om det sanna, rätta –
men någonting om vattenglas.
Som vän av vin-, saft-, språkkalas
(helst utan is som ”de” och ”vi”)
skrev jag det här till oei.

Oslo Poesifestival 2007

Etter suksessen i 2005 arrangeres Oslo poesifestival for annen gang 2–4 november 2007. Det blir opplesninger, performance, forelesninger, samtaler, debatter, utstillinger, filmvisninger og konserter. Velkommen til tredagers poesifest!


FREDAG 2. NOVEMBER

Seminar om konseptuell poesi
Amalie Skram
14.00-15.00: Foredrag ved Kenneth Goldsmith (USA)
15.00-16.00: Foredrag ved Derek Beaulieu (CAN)
16.00-17.00: Paneldebatt med Kenneth Goldsmith (USA), Derek Beaulieu (CAN), Ulf Karl Olov Nilsson (S), Gitte Broeng (DK) og Monica Aasprong (N). Ordstyrer: Mariann Enge (N)

Pause 17.00-19.00

Offisiell åpning
19.00-19.15: Amalie Skram
Poesiforsvaret – tale ved Øyvind Berg (N)

Opplesning
19.15-21.30: Amalie Skram
Espen Stueland (N)
Rebecca Kjelland (N)
Lars Bukdahl (DK)
Mazdak Shafieian (N)
Niklas Söderberg (S)
Inger Elisabeth Hansen (N)
Ulf Eriksson (S)
Lone Hørslev (DK)
Morten Wintervold (N)

Poesifilm
21.30-22.00 Henrik Wergeland
Ödeläggelse av Marie Silkeberg (S) och Fredrik Arsaeus Nauckhoff (S), en film basert på innlesninger av diktsamlingen 23:23.

Opplesning
22.00-23.00: Henrik Wergeland
Pedro Carmona-Alvarez (N)
Kristine Næss (N)
Kenneth Goldsmith (USA)
Eiríkur Örn Norðdahl (ISL)

Konsert
23.00: Henrik Wergeland
I SING THE BODY ELECTRIC
Terje Dragseth (N), sang, trekkspill, gitar
John Nikolaisen (N), gitar, sang


LØRDAG 3. NOVEMBER

Skandinavisk poesikritikersalong
13.00-15.00: Amalie Skram (arr.: Norsk kritikerlag)
Hvordan leses samtidspoesien? Et skandinavisk kritikerpanel bestående av kritikerne Lars Bukdahl (DK), Ulf Eriksson (S) og Mariann Enge (N), diskuterer dikt av Morten Søndergaard (DK), Ann Jäderlund (S) og Eldrid Lunden (N). Ordstyrer er Trond Haugen (N). Poetene leser opp de aktuelle tekstene, som også deles ut til publikum. Det oppfordres til deltakelse fra salen i en samtale hvor nærlesningen står i fokus.

Opplesning
15.00-16.30 Amalie Skram
Gro Dahle (N)
Cecilie Løveid (N)
Steinar Opstad (N)
Thomas Marco Blatt (N)
Marie Silkeberg (S)
Tone Hødnebø (N)

Samtale 16.30-17: Kverneland
Spanskspråklige impulser med Pedro Carmona-Alvarez (N) og Inger Elisabeth Hansen (N)

Pause 17.00–19.00

Opplesning med fotografier
19–19.30: Henrik Wergeland
Poeten og fotografen Suzanne Doppelt (FRA) arbeider parallelt med tekst og bilder. Opplesningen er på fransk, men det vil bli delt ut oversettelser.

Opplesning
19.30-20.30 Amalie Skram
Magnus William-Olsson (S)
Ann Jäderlund (S)
Eldrid Lunden (N)
Torgeir Schjerven (N)

Samtale og opplesning
20.30-21.30 Kverneland
Geir Gulliksen (N) og Martin Glaz Serup (DK) holder opplesning og samtaler om jegets biografiske status i diktet.

Opplesning
21.30-22.30 Amalie Skram
Monica Aasprong (N)
Gitte Broeng (DK)
Derek Beaulieu (CAN)
Øyvind Berg (N)

Hørespill
22.30-23.00 Henrik Wergeland
Ulf Karl Olov Nilsson (S) og psychopopgruppen Njurmännen fremfører en versjon av Det panegyriska, hørespillet som finnes vedlagt på CD i UKONs ferske diktsamling Synopsis.

Konsert
23.00 Henrik Wergeland
Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard (DK), som nylig har gitt ut CD’en Hjertets abe sparker sig fri, avslutter kvelden med sin sammensmeltning av lyrikk og elektronisk musikk.


SØNDAG 4. NOVEMBER

Lunsj / hyllest til Gertrude & Alice
13–14: Kafé Oslo
Litteraturhusets Kafé Oslo tilbyr lunsjretter fra Alice B. Toklas’ kokebok. Oversetter Gerd Kvanvig (N) leser fra kokeboken, og Kenneth Goldsmith (USA) og Martin Glaz Serup (DK) leser til ære for Gertrude Stein, som selv vil kunne oppleves i lydopptak.

Poesifilm
14-15.30 Henrik Wergeland
Eric Engelbracht (DE) presenterer høydepunkter fra ZEBRA Poetry Film Award.

Skandinavisk filmpremière
15.30-17.00 Henrik Wergeland Regissør Simon Morris (UK) presenterer Sucking on words, en film om Kenneth Goldsmith.

Festivalen avsluttes 17.00

* Mer informasjon: www.oslopoesi.no

Hvad sssssssssssssskal vi egentlig med pooooooooooooooooooooooooooesien? Er den dyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyybt elitær? Eller er den tværtimod uuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuultrademokratisk? I Norge og Sveeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeerige bliver den moooooooooooooooooooooooodernistiske lyriiiiiiiiiiiiiiiiiiik for tiden både lemlææææææææææææææææææææææææstet og looooooooooooooovprist. I Daaaaaaaaaaaaaaanmark går det knap så hårrrrrrrrrrrrrrdt til, for her trives pluralismen. Men hvorfor er der iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiingen, der vil betale for en diiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiigtsamling?

Fra lyrikkens slagmark

Hvad skal vi egentlig med poesien? Er den dybt elitær? Eller er den tværtimod ultrademokratisk? I Norge og Sverige bliver den modernistiske lyrik for tiden både lemlæstet og lovprist. I Danmark går det knap så hårdt til, for her trives pluralismen. Men hvorfor er der ingen, der vil betale for en digtsamling?

Af Søren Kassebeer
Berlingske Tidende. Lørdag den 6. oktober 2007, 00:01

Den lyriske modernisme er ikke, hvad den har været. Den lyriske modernisme er kommet under beskydning. Skandinavisk beskydning.I sin seneste bog, »Tack, modernismen för den tid som varit!« er det den højt respekterede, svenske forfatter Göran Palm, der skyder. Göran Palm - der gentog sin kritik et interview i Berlingske Tidende sidste lørdag - hævder, at den lyriske modernisme, set fra et publikumssynspunkt, er en total fiasko. Og Göran Palm står ikke alene.Lige så uforsonlig er Bendik Wold, bogredaktør ved det norske dagblad Klassekampen, der i længere tid har kørt en intens debat om modernismens lyder og dyder. De modernistiske lyrikere dyrker ifølge Bendik Wold den floromvundne tale. Den modernistiske lyrik er - take it or leave it - elitistisk og antidemokratisk. »Den læses ikke. Den diskuteres ikke. Den værdsættes primært for sin generelle »ophøjethed,« mener Bendik Wold, der også formulerer sin kritik på denne måde:»Poesien er en lidt mærkelig onkel, som vi kun møder et par gange om året - vi havde aldrig holdt ham ud til hverdag, men han løfter stemningen rundt om middagsbordet anden juledag, så meget må man give ham».Men hvordan har den mærkelige onkel det så set med danske øjne?Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, kan godt følge dem, der siger, at den modernistiske lyrik har lukket sig om sig selv og holder læserne ude. Problemet ligger dog ifølge Anne-Marie Mai ikke så meget i digternes måde at digte på. Der er snarere tale om, at den moderne litteraturkritik i overvejende grad interesserer sig for modernistiske former og udtryk:»Kritikken er - firkantet sagt - i for ringe grad i stand til at se kvalitet i andet end modernistisk digtning. Man kan altså, efter min mening, godt sige tak for alt, men ikke til modernismen, som Göran Palm gør det, men til den modernistiske kritik. Jeg synes også godt, at anmelderne kunne anmelde på en anden måde, f.eks. ved at gå ud og anmelde en lyrikperformance. Hvordan fungerer sådan en performance? Er tilskuerne med? Hvordan virker det kunstneriske udtryk?«Hvor rykker det, efter din mening, lige nu, rent lyrisk, hvis vi ser bort fra den »traditionelle«, modernistiske lyrik, som Göran Palm kritiserer?»Digtere som Martin Glaz Serup blander populære udtryk og genrer på en helt særegen måde. Kristinia Nya Glaffeys »Lykkejægerne« ligger også meget langt væk fra traditionel højmodernisme. Også digtere som Lars Skinnebach, Maja Lee Langvad og Maja Lucas går nye veje. »Spørger man Martin Glaz Serup selv, hvordan den modernistiske lyrik aktuelt går og har det, siger den endnu ikke 30-årige lyriker, forfatter, børnebogsforfatter og redaktør på websitet www.litlive.dk, at man indledningvis må gøre det klart, at det er vanskeligt definere, hvad modernisme overhovedet er for en størrelse: »Modernismebegrebet har jo været voldsomt debatteret i de seneste 6-7 år i den vestlige verden,« påpeger han.»Man er simpelthen i tvivl om, hvad begrebet dækker.« Martin Glaz Serup siger videre, at det er vigtigt at holde fast i, at der altid eksisterer mange ismer på én og samme tid, og ikke bare mange ismer, men også mange litteraturhistorier. Homer, Dante og Shakespeare læses jo stadigvæk og er i den forstand lige så nutidige som de nutidige.»Dette er en ret vigtig pointe,« siger han.»I stedet for at se litteraturhistorien som noget med årsag-virkning i hegelsk forstand, bør man tænke litteraturen ind i et samtidighedsrum, hvor der både er plads til den nyeste digitalpoesi og til det klassiske og det højmodernistiske. Man kan sagtens rumme det hele. Som litteraten Trond Haugen har sagt det i Klassekampen, er det ikke nødvendigvis sværere at læse nye norske digtere, end det er at læse »Bro, Bro, Brille«!«Man skal med andre ord lade være med at se på litteraturens ismer som noget, der ligner modeverdenens ditto, hvor efterårskollektionen afløser sommerkollektionen og så fremdeles. »Sådan fungerer det ikke,« fastslår Martin Glaz Serup.Men er det ikke rigtigt, at poesien - forstået som noget, man læser - får meget lidt ørenlyd? Er poesien ikke nok så meget blevet noget, man oplever på en scene? »Jo«, siger Anne-Marie Mai:»Oplæsningsarrangementerne er blevet meget vigtige. Mange mennesker hører digte, frem for at læse dem, og måske er lyrikken ved at blive en mundtlig genre? I hvert fald er det tankevækkende, hvordan digterne når ud til læserne, så snart digterpersonen træder frem. Hvis så bare alle de, der gik ind og lyttede til de unge forfatteres oplæsninger, også ville købe deres bøger, så ville det se meget bedre ud for digterne. Det er ikke de unge digtere, der ligger på toppen af bestsellerlisterne. De ligger ikke engang i bunden af bestsellerlisterne!«Skal man så ikke bare acceptere, at det er det, der er vilkåret i dag - at digte er noget, man lytter til?»Det er et vilkår i dag, men det er alligevel ærgerligt, for der er også digte, der har godt af at blive læst. Læserne går glip af en dimension, hvis de ikke får bogsiden med.«Hvad mener Martin Glaz Serup om det spørgsmål? Han erklærer sig enig med Anne-Marie Mai i, at den performede poesi er i vælten. Han siger også, at det er »superglædeligt«, at fæno- menet har så meget succes, som det vitterlig har:»Det er mit indtryk, at der i hvert fald de seneste fem år er kommet flere og flere af disse live-ting. Folk, der ikke selv køber digte, har ikke noget imod at betale 50 kroner for at komme ind til en oplæsning. Men jeg undrer mig over, at der ikke er flere, der køber digtbøger. Jeg undrer mig faktisk vildt meget over det.«Poesien har det med andre ord - ifølge flere - både godt og skidt, men også - ifølge folk som Mai og Glaz - langt bedre, end litterater som Göran Palm og Bendik Wold påstår. Ovennævnte Trond Haugen, der også hører til optimisterne, går så vidt som til at sige, at poesien er den mest demokratiske kunstneriske genre overhovedet. Eller som han forleden formulerede det på www.litlive.dk:»Den (poesien, red.) er den eneste genre, jeg kender til, hvor et almindeligt oplyst menneske i løbet af en uges tid, og bare ved at bruge nogle få aftentimer hver dag, har mulighed for at sætte sig ind i en håndfuld af årets bedste udgivelser - og dermed også være i stand til at sætte selv de mest professionelle litteraturlæsere- og kendere i forlegenhed«.

Ny Nordisk Visuel Poesi

	Websitet Afsnit P har løftet sløret for den norske digter Monica Aasprongs netinstallation Soldatmarkedet i serien Ord i øjet - ny nordisk visuel poesi. Soldatmarkedet er et tekstværk i fire dele, svimlende uendeligt og med en forkærlighed for bogstavet t. Ord, stavelser og enkeltbogstaver samles til to- og trefløjede billeder, flagformationer og store tekstlandskaber, som læseren inviteres til at udforske, dykke i og omarrangere. Parallelt hermed er der mulighed for på skærmen at bladre i en hel bog ­ et eksemplar af Aasprongs debutroman, mellom Alex Gobulev og meg, fra 1997 ­ hvori alt undtagen t’erne er maskeret med hvid gouachefarve. To af de interaktive installationer er teknisk udført af den svenske medieingeniør Erik Sjödin. Den første står i forlængelse af et tidligere samarbejde med Sjödin ­ en installation på Skulpturens Hus i Stockholm i 2005 bestående af et arkivskab med 16.000 automatisk genererede tekstpermutationer, alle udgjort af bogstavet t. I Soldatmarkedet på Afsnit P er 300 af teksterne samlet til tre større tekstflader, som besøgeren kan bevæge sig rundt i ved at trække i teksten inden for triptykkens rammer. Netinstallationens del 2 og 3 er baseret på tidligere upubliceret materiale. Her består teksterne af morfemer og ord, som alle er bygget af titelordet Soldatmarkedets enkeltbogstaver. Tekstrækkefølgen er fastlagt, mens sammenstillingerne mellem felterne i del 2 stadig er op til læseren. Soldatmarkedet på Afsnit P er seneste skud på stammen i en række af “Soldatmarkeder” fra Monica Aasprongs hånd: inkarnationer med samme titel, som også tæller bøger, fysiske installationer, oplæsninger, lyd- og netkunst ­ et arbejde som har stået på siden 2003. En digtsamling med titlen er udkommet på N.W. Damm & Søn, en pamflet på Biblioteket Gasspedal, og fragmenter er publiceret i tidsskrifter, ved oplæsninger og på udstillinger. I forbindelse med releasen leverer norske litterat Audun Lindholm i Afsnit Ps Anneks en læsning af det samlede “værk under tilblivelse”, essayet Om Monica Aasprongs Soldatmarkedet. Første del af Ord i øjet-trilogien var Primärdirektivet, der er et nyt digitalpoetisk værk af den svenske digter og billedkunstner Johannes Heldén. Heldéns største onlineværk til dato forener hans talenter inden for litteratur, lydkunst og tegning. “Det sådan de tidlige utopister så det for sig”, skrev Dagens Nyheter, “Poesien har ikke fundet hjem på nettet, den har fundet væk. Og det bedre”. Værket findes både på svensk og engelsk (se også tidligere pressemeddelelse). Ord i øjets del 3, archives zaroum, er en animeret version af den finske digter Cia Rinnes bog zaroum fra 2001, en visuel og filosofisk digtsamling inspireret af Dada og Fluxus. Digtene er skrevet på engelsk, fransk, græsk, finsk, spansk, italiensk og måske svensk. Cia Rinnes bevægelige og interaktive digtsamling lanceres i sin endelige version i slutningen af oktober i år. Ord i øjet - ny nordisk visuel poesi (www.afsnitp.dk/ordiøjet) er kurateret af Christian Yde Frostholm og Karen Wagner, som også udgør Afsnit Ps redaktion. Udstillingsrækken realiseres takket være Nordisk Kulturfond, Fondet for Dansk-Svensk Samarbejde og Kulturfonden for Danmark og Finland. Afsnit P er desuden støttet af Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg. Kontakt: afsnitp@afsnitp.dk Se også Monica Aasprongs hjemmeside

Litlive #50

Jeg begyndte at spørge mig selv om mine idiosynkrasier gjorde mig til en stærblind læser og om hvad der var fat med mine smagsløg? Var de blevet puristiske i en askets mund? Og hvad var det for nogle aversioner? Hvor kom de fra, kunne jeg underbygge dem?

-- René Jean Jensen konfronteres med sine egne smaksløker i anmeldelsen av Adda Djørups noveller. I Litlive #50 skriver også Linda Östergaard om Mara Lee, Mai Misfeldt om Thomas Boström og Astrid Fosvold om Izzet Celasin.

Dessuten er Litlives kalender oppdatert med oktober måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen? Send en mail til litlive@litlive.dk.

131.839 ...

The prologue to my new Icelandic translation anthology, which includes poetry from some of the participants in Biskops Arnö last spring, is online here. It touches on some subjects that were brought up at the seminar.

Information on the book can be found here (where it can also be ordered). It's published by Leevi Lehto's Ntamo press.

Johannes Göransson, som nylig besøkte Oslo, er blant annet en av redaktørene for Action Books, som nå er ute med The Edge of Europe av Pentti Saarikoski, oversatt av Anselm Hollo. I sommer ga forlaget ut Fredrik Hertzbergs Björlingoversettelse You Go The Words. Johannes selv har oversatt Aase Berg og Henry Parland, og jobber nå med Collobert Orbital av Johan Jönson.

Forlagets nettidsskrift Action Yes er og så ute med et nytt nummer. Jeg anbefaler særlig 45 Letters to Magnussons before the Spring... av Annabel Castro Meagher, mens Johannes snakket varmt om denne mens han var her.

Ordveksling med utgangspunkt i Litlive #49 her.

Festival for ny poesi 2007

Bergen 27–30. september

Caroline Bergvall (UK/F/N), Ingvild Burkey (N), Christian Bök (CDN), Pedro Carmona-Alvarez (N), Ellen Grimsmo Foros (N), Simen Hagerup (N), Linn Hansén (S), Martin Larsen (DK), Karl Larsson (S), Leevi Letho (FIN), Cecilie Løveid (N), Mette Moestrup (DK), Fredrik Nyberg (S), Cia Rinne (FIN), Jacques Roubaud (F), Øyvind Rimbereid (N), Sharks (S), Aleksandr Skidan (RUS), Kajsa Sundin (S), Tomomi Adachi (JPN) og Gunnar Wærness (N)

Mer info her.

Bokhandel

Skandinavisk nettbokhandel for småforlag, tidsskrifter, poesi, filosofi.
Velkommen.

Katalog for ny poesi 2007

Utgitt som et samarbeid mellom Gasspedal, nypoesi.net og Audiatur - festival for ny poesi (Bergen, 27.–30. september 2007).

832 sider nordisk og internasjonal samtidspoesi: Oulipo, babel, kombinatorikk, konseptuell skriving, alternativ publisering, samtidig / på ulike steder, science fiction.

Redigert av Paal Bjelke Andersen og Audun Lindholm. Designet av Judith Nærland.

Utkommer 27. september. Innhold her.

Litteratur og politik, igen

Debatten fortsætter i de danske medier - mest interessant på Tue Andersen Nexøs blog, hvor han og Mikkel Bruun Zangenberg begge gør deres indledende for at opkvalificere den lidt tåbelige mudderkastning. Zangenberg forsøger at udstikke en kurs, give et bud på hvad det er vi taler om når vi taler om politik og litteratur, og Nexø forsøger sig med konkrete nærlæsninger af et værk der måske kunne være eksemplarisk for en del af diskussionen (min seneste digtsamling, Trafikken er uvirkelig). I morgen, torsdag, kommer der vist et større opslag om det hele på Informations litteratursider.

Litteratur og Politik i Danmark

På Tue Andersen Nexøs blog er der kommet (endnu mere) gang i en for tiden større dansk diskussion omkring litteratur og politik, eller måske mere præcist: om forfattere og politik. Hvad det egentlig handler om er lidt svært at få styr på, men jeg har netop postet et længere indlæg dér...

Nytt fra Litlive

Poesien er litteraturens mest demokratiske genre. Den er så lett tilgjengelig. Dessverre finnes det en massiv motstand mot å erkjenne dette enkle faktumet, ikke minst i norske medier. Hva betyr egentlig medienes massive motstand mot poesiens tilgjenglighet? Jeg er ikke sikker, men jeg har en anelse.

-- I Litlive #49 sier Trond Haugen sitt om sommerens norske poesidebatt og avslører at den største poetry swindle i dag er at vi lures til å tro at man må være ekstraordinær for å lese poesi. Han har også skrevet om Ingrid Storholmen, og ellers skriver Ulf Karl Olov Nilsson om Markis de Sade, Kristine Kabel om Morten Søkilde, Johan Dahlbäck om Daniel Sjölin og Lars Bukdahl om Max Frisch.

Dessuten er Litlives kalender oppdatert med september måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge.

Fra 1. september trer Martin Grüner Larsen (N) inn i Litlives redaksjon, som for øvrig består av Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK) og Thomas Nystrøm (DK).

- festival for ny poesi og bogmesse for nordiske småforlag (small press)

Festivalen arrangeres af Litteraturen på Scenen og afholdes i Århus d. 14-16. september 2007 på den gamle Tolbod ved havnen, som i dag rummer Studenterhus Århus. I løbet af de tre dage festivalen varer præsenteres således en række små forlag fra Danmark, Norge og Sverige. Sideløbende og sammenhængende vil der være en lang række oplæsninger, af forfattere fra Norden, Tyskland og Frankrig, samt koncerter, eksperimenter, præsentationer af billedkunst, samt litterære debatter. Alt sammen med et poetisk udgangspunkt.

Der er kommet liv i festivalens hjemmeside hvor en række af de forfattere og musikere med mere, man vil kunne opleve i Århus, bilver præsenteret...

Litlive står for to kritikersaloner, der løber af stablen under Verbale Pupiller - de deltagende Litlive-kritikere bliver Kristine Kabel (dk), Espen Stueland (N) og Nils Olsson (S).

Vær der eller vær en firkant.

Leevi Lehto om Ntamo

Her.

Audiatur åpner nettbokhandel

Martin Sørhaug intervjuet i Klassekampen i dag. Se kommentarfeltet.

Kenneth Goldsmith / Johannes Göransson / Audiaturs programslipp / Oslo Poesifestival

Fredag 10.august på Spasibar i Oslo

Kenneth Goldsmith er en av de mest omskrevne og omdiskuterte amerikanske poetene i generasjonen etter de såkalte languagepoetene og grunnlegger av det legendariske Ubu Web. Han har gitt ut ni bøker som alle kan betegnes som konseptuell poesi, eksempelvis Soliloquy (2001), som kom til ved at Goldsmith bar med seg en båndopptaker i en uke. Boken er en uredigert transkripsjon av alt han sa denne uka. Goldsmiths arbeider har blant annet blitt kalt «the most exhaustive and beautiful collage work yet produced in poetry».

Johannes Göransson er poet, oversetter av skandinavisk poesi til amerikansk og forlegger for Action Books. Göransson har også redigert flere antologier med svensk poesi i oversettelse, blant annet denne.

Audiatur – Festival for ny poesi arrangeres for tredje gang i Bergen 27.-30. september. Programmet presenteres.

Oslo Poesifestival arrangeres for andre gang 2.-4. november 2007, hovedsaklig på Litteraturhuset. Deler av programmet presenteres.

Dessuten: Prelansering av Audiatur – nettbokhandel, som er en interskandinavisk salgskanal for poesi, filosofi, teori og tidsskrifter. Bokhandelen søker nær kontakt med småforlag og tidsskrifter i hele Norden og har en helt annen profil enn eksisterende bokhandlere og nettbokhandlere i dag.

I tillegg til å være en salgskanal vil bokhandelen også fungere som en tekstbank som publiserer nyskrevne anmeldelser og graver frem eldre tekster og relevante linker til den aktuelle utgivelsen. Tanken er at bokhandelen skal gi noe tilbake til den pågående samtalen bøkene inngår i.

Arrangør: nypoesi.net.

Nyt nummer af Litlive...

I Litlive #48 skriver Linda Östergaard om Marie Norin, Peter Borum om Deszö Kosztolányi, Sissel Lie om Torild Wardenær, Martin Larsen om Bruno Schulz, Astrid Fosvold om Mirja Unge og Lilian Munk Rösing om Marius Nørup-Nielsen.

Derudover er Litlives kalender opdateret med august måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Savner du et arrangement i kalenderen? Send en mail til litlive@litlive.dk.


Med venlig hilsen
Redaktionen

Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK) og Thomas Nystrøm (DK).

Playing the Scandinavian Card in China...

In my talk last week in the Conference on American Literature in Wuhan, China, I came to touch upon some themes of the seminar - as well as advertising our Scandinavian front line ;-) (see point "Three" toward the end of this.).

Bloggen lader til at holde sommerpause, så her bringes et nostalgisk pausebillede fra Biskops-Arnö d.11.5.07.

Apropos dikt

-- Forfatterforeningen.no har publisert Simen Hagerups seminarinnlegg - nå omarbeidet til et dikt.

Wallenstein, Rett Kopi

Today we are witnessing the rapid dissolution of an Occidential art historical narrative, which has been at the basis of most theories of the dialectical movement of form and materials. This also means the end of the traditional dialectic between mass culture and modernism, and also of the mantra of the "dissolution" of the border between them, as has been diagnosd, cherished and feared, since the Frankfurt School of the 30s. What we require is a new analysis of the situation after the break-up of the monocultures which previously contained the high-low dialectic, and whose downfall brings with it the idea of a unified public space, now mutating into proliferating sub-systems. Criticism, debates, and patterns of publishing will change as intellectual communities become less rooted in language, place, or nation.

[...]

Todays avant-garde faces the formidable task of inventing new models of production and reception. Such an avant-garde no doubt exists, and it will be both like and unlike the one which once appeared as the "historical" avant-garde at the beginning of the previous century, since the outer forces - technologies, economies and power relations - that it works through, appropriates, and transforms are themselves in constant movement.

Citat fra Sven-Olov Wallensteins artikel "Technology, the avant-garde, and temporality" i Rett Kopis 222 siders manifest-tour de force, anbefales.

Lars Bukdal ind i ringen:

I Weekendavisens Bøger kommer LB med en fin opsummering af "Vinduet" artiklen og hele balladen/debatten i Norge om poesiens status i Norge i dag, som bliver sat op som en modsætning til opgøret med modernismekonstruktionen i Danmark, og hele debatten om de mere realistiske digtere vs. den "modernistiske mainstream".

Mr. Bukdal henviser til denne blog og andres herinde - det er første gang, at jeg har set den slags mediekonvergens og talen sammen på tværs af avisartikler og blogs i Norden i dag, hvilket bare endnu engang viser, at vores dage i Sverige og debatten om alternativ offentlighed(er) bare er mega tiltrængt.

Jeg ved ikke om jeg må vente lidt med at lægge den ud, da det er i den nyeste udgave af Weekendavisen, da WA ikke kan læses på nettet - hvad siger I?

Jeg har selv skrevet en stor artikel om blooks, bloogs og litterære blogs i avisen http://www.sosialurin.fo/ på Færøerne kaldet "Den litterære offentlighed 2.0", som bliver bragt i løbet af ugen.

Mit nye forlag EKSIL, er lettet og vi har udgivet Kafka på færøsk og en bog om elektronisk, skriftlig og mundtlig kultur, blogspot her: http://forlagideksil.blogspot.com/

Biskops Arnö d.11.5.07

Ping Huang in the ring ...

Marianne Ping Huang har en kommentar til det norske poesirabalder i dagens Information, findes i kommentarfeltet.

Vagant 2/07 ute nå

Tema: Estetikk og politikk | 144 sider | Guy Debord | Sara Stridsberg | Gisle Selnes | Thomas Pynchon | Karin Haugen | Finn Iunker | Susan McManus | Jacques Rancière | Fredric Jameson | Noam Chomsky | Johan Jönson | Counterpunch | Forlaget Manifest | Fem årstider | Cormac McCarthy | Sigurd Tenningen | Jenny Högström | Tue Andersen Nexø | Mikkel Bolt | Moa Schulman | Tova Gerge | m.fl.

Mer her.

A commercial break for ntamo

Four new books that should be readable all over Scandinavia:

Jyrki Pellinen: Kuuskajaskari
A seminal work by the Finnish Second Generation Modernist virtuoso, together with an English translation, Afterword, and Notes by Leevi Lehto. "And as we now think and not a single thought goes as far up as the head."

Janna Kantola: Anteckningar från grannlandet
On translation of and by Saarikoski, Ekelöf, Joyce, Michaux. A book of essays - på svenska - by a Finnish literary scholar. "Inget folk är ensamt i sin litteratur".

Tuula Hökkä (ed.): Toiset ambivalentit äänet
Essays by female scholars on Nordic female poetics - Eldrid Lunden, Gunvor Hofmo, Eeva-Liisa Manner, Betti Alver, and Debora Vaarandi, in Norwegian, Finnish, Estonian, and/or English. "The other, ambivalent voices."

Aki Salmela: Word In Progress
Poems in Barbaric English by Aki Salmela, a young Finnish poet. "Funny no one paid sidewalkany attentacrossthion, I thong. lt consoliugh me, it fel me good."

http://ntamo.blogspot.com

Rett Kopi

På fredag lanseres årets viktigste norske utgivelse.

If It Doesn't Exist on the Internet, It Doesn't Exist

Shhhh... the new radicalism is paper. Right. Publish it on a printed page and no one will ever know about it. It's the perfect vehicle for terrorists, plagiarists, and for subversive thoughts in general. In closing, if you don't want it to exist -- and there are many reasons to want to keep things private -- keep it off the web.

-- sikkert en del av bidragsyterne & leserne til denne bloggen som har lest Kenneth Goldsmiths artikkel før? Rimelig relevant sak i alle fall.

An ongoing conversation

Herr Wold har nu svaret Herr Opstad, mere her.

Kritikk og Avantgarde

Denne her konference ser ud til at ligge i god forlængelse af BA-seminaret - der vil være flere gengangere tilstede også, blandt andet vil Audun Lindholm, Anna Hallberg og jeg sidde i panel sammen. Dér vil der sikket blive lejlighed til at høre anden halvdel af Auduns tese om hvad der er sket i Norge, hvordan det kan være at de alternative tidsskrifts- og forlagsmiljøer er blomstret sådan op i løbet af de sidste år.

NB! Deadline på Call for papers om bare tre dage (15. juni)!

//Martin Glaz Serup

*

- En konferanse om litterære tidsskrifter i Norge
NTNU, Trondheim 5. – 6. oktober 2007

Nordisk nettverk for avantgardestudier og forskningsprosjektet Norsk litteraturkritikks historie 1870-2000 inviterer til tidsskriftkonferanse ved NTNU i Trondheim fredag 5. og lørdag 6. oktober 2007.

Litterært orienterte tidsskrifter har helt siden 1700-tallet spilt en viktig rolle i europeisk offentlighetsutvikling, både som premissleverandører for en kritisk resonnerende offentlighet og som arena for utforskning av nye estetiske og ideologiske posisjoner. I dag synes kommersialiseringen av journalistikk og bokbransje å ha skapt et fornyet behov for tidsskrifter som gir rom for kritisk refleksjon og litterær eksperimentering.

Under overskriften Kritikk og avantgarde vil konferansen belyse noen sentrale historisk nedfelte funksjonsmåter som strukturerer den litterære tidsskriftoffentligheten i Norge. Det gjelder blant annet:

• Dynamikken mellom institusjonstilknyttede tidsskrifter og mindre, unglitterære tidsskrifter (little magazines, petites reuves)
• Poetologiske og generasjonsmessige interessekonflikter som griper inn i selve kampen om litteraturhistorien.
• Arbeidsdelingen mellom leserorienterte og forfatterstyrte publikasjoner, som ofte viser seg gjennom ulik vektlegging av kritisk opplysning og litterær praksis, av vurdering og lesning, av sakprosa og skjønnlitteratur.
• Tidsskrift som for avantgardens skjønnlitterære utforskning og eksperimentering med nye litteraturkritiske former.
• Internett som publiseringsmedium legger til rette for nye typer tidsskrifter, som på den ene siden utvider rammene for estetisk utfoldelse ved å innby til flermediale og dialogiske uttrykksformer, og som på den andre siden opphever litteraturfeltets geografiske begrensninger.
• Hvordan nettidsskriftene er med på å skape en dynamisk fellesnordisk kritisk offentlighet.

Både forskere og tidsskriftaktører inviteres til å bidra ved konferansen. Det er plass til 10-15 foredrag med 30 minutters varighet. Deltakere både med og uten egne foredrag er hjertelig velkomne.

Call for Papers:
Påmelding og abstract (ca. 250 ord) sendes til Sissel Furuseth sissel.furuseth@hf.ntnu.no eller Bodil Børset bodil.borset@hf.ntnu.no innen 15. juni 2007.

Arrangørene tar sikte på å utarbeide en vitenskapelig antologi i kjølvannet av konferansen der de enkelte bidragene publiseres som artikler. Publikasjonen vil danne grunnlag for to større prosjekter for kartlegging av norsk kritikkhistorie og nordisk avantgardehistorie.


Praktisk informasjon
Konferansen vil finne sted i Suhmhuset i Gunnerursgate 6, som er en del av Vitenskapsmuseet ved NTNU i Trondheim. Utgifter til reise og opphold dekkes i hovedsak av deltakerne selv. Program og mer detaljert informasjon om konferansen vil bli sendt ut til alle påmeldte ved utgangen av august.

nypoesi 1/7 er ute

Nypoesis dobbeltnummer 4/06 og 1/07 har hatt «Oversettelsen» som arbeidstittel.

I 4/06 er et nummer om oversettelse uten en eneste oversettelse fra et nasjonalspråk til et annet. Det vil si: et nummer med oversettelser som ikke handlet om mottakerspråkets evne til å assimilere tekster skrevet på et annet språk, men om oversettelse som skrivemåte. Eksempelvis amerikansks Joyelle McSweeneys oversettelse av Aeniden til en amerikansk kontekst, canadiske Oana Avasilichioaei og Erín Moures transmuteringer av et dikt av rumenske Nichita Stănescu, finske Aki Salmelas googleoversettelser eller amerikanske Rodrigo Toscanos «body-movement translation» «Spine».

Nypoesi 1/07 inneholder flere oversettelser, essays og en transponering av canadiske bp Nichols Translating Translating Apollinaire til en nordisk kontekst (i den grad en slik faktisk finnes), med en avstikker tilbake til Canada. Av innholdet: Charles Bernstein, Leevi Lehto og Jörgen Gassilewskis homofone og semantiske oversettelser av Bernsteins «gibberish poem» «Johnny Cake Hollow», dikt og essays av meksikanske Heriberto Yépez og nye arbeider av Mette Moestrup, Joar Tiberg, Craig Dworkin, Martin Högström og Sharks i tillegg til en rekke andre nordiske forfattere.

Til sammen tekster på 16 språk av et 40-tals forfattere fra 13 land. God lesning.

*

1. tillegg: Innledning til Landskapsinteriør oversatt

27. mai 1975, på flyet til Toronto, etter å ha deltatt på den 8. internasjonale lydpoesifestivalen i London, utilfreds med visse sider ved sitt eget forfatterskap, med en følelse av at det fantes mer å lære, flere begrensninger å bryne seg på, og bryte ned, med en forestilling om en undersøkelse hvor kreativiteten utelukkende befant seg på den formale oppfinnsomhetens nivå og ikke på innholdets, begynte bp Nichols på det som skulle bli Translating Translating Apollinaire. Utgangspunktet var det første diktet han hadde publisert, «Translating Apollinaire», som ved utgivelsen av Translating Translating Apollinaire – A Preliminary Report i 1978 var blitt bearbeidet via 55 ulike systemer, 55 metoder for å oversette diktet fra canadisk til canadisk. Rapporten inneholder 32 av dem.

Landskapsinteriør oversatt er en transponering av bp Nichols prosjekt til en nordisk kontekst (i den grad en slik faktisk finnes), med en avstikker til Canada. Mange av bp Nichols metoder er fulgt, andre har kommet til. Utgangspunktet er Jørn H. Sværens oversettelse av Jörgens Gassilewskis «Landskapsinteriör» i Audiatur – Katalog for ny poesi (2005). «Landskapsinteriör» finnes i portarnas bilder (Bonniers, 1999).

Om Landskapsinteriør oversatt faktisk handler om oversettelse kan diskuteres. Kanskje handler dette heller om tekster som leser, viser fram, bretter ut, måler opp, avtegner, forenkler, forvansker, sporer, skanderer, analyserer, dekomponerer, trakterer, manipulerer, preparerer, omarrangerer, ignorerer, peker inn i, ut av og skriver videre på enkelte nivåer i «Landskapsinteriør», om oversettelser som kort sagt utspiller seg under og over diktets nivå. Hvor «Landskapsinteriör» befinner seg på dette kartet er uvisst.

Landskapsinteriør oversatt er ikke et avsluttet prosjekt. Nye versjoner er med andre ord velkomne.

*

2. tillegg:

Dette nummeret av nypoesi kommer et par dager etter at «venstresidas dagsavis», Klassekampen, har lagt opp til en debatt om norsk samtidspoesi. Debattopplegget kommer i etterkant av en artikkel avisas litteraturredaktør Bendik Wold har publisert i «Norges eldste litteraturtidskrift», Vinduet. Rammen for debatten er kjent: «Det heter seg at poesien er i krise. Den leses ikke. Den forstås ikke. Den har ingen samfunnsmessig betydning». Og karakteristikkene av de uforståelige, ikke-kommuniserende har vi også hørt før, senest de siste ukene i Sverige: «vår tids språkmaterialisme, også kjent under faner som écriture- eller language-poesi». Som i Bendik Wolds Clement Greenberg-informerte versjon «dyrker det sjangerspesifikke», «fullt sysselsatt med å rense diktet for ’enhver egenskap som kunne tenkes å være lånt fra eller stamme fra et annet medium’».

Vi skal ikke gå inn i den debatten her, men bare bemerke et mer enn problematisk premiss i Wolds artikkel. Han skriver blant annet:

«Poetene vi her har med å gjøre, preker sjelden politikk. Og hvorfor skulle de? Poesien lar seg uansett ikke oversette til andre diskurser. Diktets suverenitet er absolutt: Ethvert forsøk på begrepsliggjøring innebærer en «reduksjon». Argumenter hører politikken, journalistikken og vitenskapene til. Derfor skriver disse dikterne sjelden eller aldri essays […] Kritiske innvendinger lar man helst stå ukommentert, slik at offentligheten etter hvert kommer til å betvile avsenderens intelligens.»

Wold regner med andre ord ikke diktet som en offentlig ytring, men krever at poetene må skrive essays som «oversetter» diktene til det språket Wold selv definerer som et gangbart offentlig språk (et språk vi må formode at Wolds egen artikkel gir et eksempel på).

At ordet «offentlighet» brukes i en sentrum/periferidiskurs, hvor brukeren som regel snakker innenfra sentrum og bruker det til å plassere andre aktører i periferien eller til og med utenfor «offentligheten», ofte begrunnet med at disse aktørene selv ikke ønsker å delta, er ikke uvanlig, men at litteraturredaktøren i «venstresidas dagsavis» krever at andre må være sin egen tolk, og dermed allerede ha godtatt å snakke det språket «offentlighetens» selvoppnevnte portvoktere selv snakker, kommer som en overraskelse.

Mener Wold virkelig at det ikke bare er mulig, men også påkrevd å oversette alle språklige ytringer til den sentraliserende norske offentlige diskursen han selv praktiserer, og at dette er et premiss for at de skal kunne regnes som offentlige ytringer i Norge? I så tilfelle: går da ikke helt vesentlige kvaliteter ved diktet, og dermed også språket, tapt for offentligheten? To eksempler: Ville et essay om eller en anmeldelse i Klassekampen av Mette Moestrups «Hvid Kvinne M.M» erfares på samme måte som man erfarer denne teksten i dette nummeret av nypoesi? Ville en kronikk i Klassekampen om Heriberto Yépezs essays og dikt, som både handler om og praktiserer ulike problemstillinger rundt oversettelse, språklige og kulturelle hierarkier og forholdet dikt/essay, si det samme til en norsk leser som det denne meksikanske poetens tekster gjør, på norsk og på engelsk, i et norsk, skandinavisk og internasjonalt nettidskrift for samtidspoesi?

Operer ikke Wold med et litteraturbegrep hvor teksten er totalt upåvirket av den konteksten den publiseres og leses i, og av teksten og leserens eget språk? Kanskje er det derfor hans egen tekst så uproblematisk kan overføres fra Vinduet til Klassekampen? Fordi de begge befinner seg godt innenfor en sentraliserende nasjonal diskurs og kontekst Wold selv behersker.

Tekstene i nypoesi er ytringer i den norske offentligheten. Fordi vi sier at de er det. At disse ytringene kommer i et nettidsskrift som også publiserer tekster på svensk, dansk, finsk, islandsk, amerikansk osv., og dermed også plasserer seg i og er henvendt andre kontekster enn den norske, er også å regne som en ytring i den norske offentligheten. En ytring som blant annet stiller spørsmål ved Wolds nasjonale fokus og krav om at alle skal snakke samme språk. Og som i stedet for å fokusere på en poesi man ikke vil ha, framhever og introduserer en poesi man gjerne ser mer av. Hvilken poesi er det Wold foretrekker? Finnes den?

Et eksperiment: teksten under er et dikt. Fordi vi sier at det er det. Utsier dette diktet det samme som det de samme ordenen i den samme rekkefølgen gjør i Wolds artikkel i Vinduet? Utsier dette diktet det samme i denne pressemeldingen som i kommentarfeltet på denne bloggen? Og hvordan ville dette diktet bli seende ut oversatt til en annen diskurs, for eksempel i en kronikk i Klassekampen?

POETENE vi her
har med å

gjøre preker sjelden
politikk. Og hvorfor

skulle de? Poesien
lar seg uansett

ikke oversette til
andre diskurser. Diktets

suverenitet er absolutt
Ethvert forsøk på

begrepsliggjøring innebærer en
«reduksjon». Argumenter hører

politikken, journalistikken og
vitenskapene til. Derfor

skriver disse dikterne
sjelden eller aldri

essays. Kritiske innvendinger
lar man helst

stå ukommentert, slik
at offentligheten etter

hvert kommer til
å betvile avsenderens

intelligens

Writing, Identity, and Copyright in the Net Age

Jobber med Kathy Acker lige nu og kom i tanke om den her tekst som jeg desværre for en tid rent havde glemt.

Krise?

Jeg vet ikke, jeg klarer liksom ikke helt å komme i krisestemning, til tross for at det slås alarm både her og der.

Nå er det Klassekampens litteraturredaktør Bendik Wold som roper opp om en krise i norsk poesi. I en artikkel i Vinduet med tittelen "Dikt som religionserstatning. Eller: Hva er galt med norsk samtidspoesi?" runder han av slik: "Poesien er en litt merkelig onkel vi møter bare et par ganger i året - vi hadde aldri holdt ut med ham til hverdags, men han løfter stemningen rundt middagsbordet andre juledag, det skal han ha. Da får det ikke hjelpe at han er elitist og antidemokrat. Fest er tross alt fest! Høytid er høytid! Og poesi er poesi."
Vel, hva skal man si... jeg for min del har et ganske hverdagslig forhold til denne merkelige onkelen, men så er jeg vel en slags elitist, i det minste, om ikke akkurat antidemokrat.

Ellers har visst debatten på Kritikers nettsider om krisen i kritikken stilnet, men jeg kom nettopp over et interessant innlegg fra Stefan Kjerkegaard som han har postet på sin egen blogg, her.

Hubert & The iPod of Bourdieu.

Den svenska poesidebatten...

...som, utan påtagliga resultat, förts på kultursidorna på sistone finns nu sammanfattad här, för den som till äventyrs är intresserad. (Jag kan inte uppriktigt rekommendera någon att ägna tid åt saken.)

Ur ett "alternativ publicering/litterär innovation"-perspektiv kan man förstås fråga sig: Vilken av parterna, om någon, representerar "traditionell publicering" och vilken, om någon, representerar "alternativ" eller "innovativ" publicering? Beror graden av "alternativitet" på vad man publicerar, eller var man gör det?

PS. Och en mer komplett länklista här.

Her skriver ...

... Mariann Enge bl.a. om Kritiker, Litlive og seminariet >>>

Geoffrey Chaucer hath a blog

Geoffrey Chaucer Hath a Blog (!)

jeg forbliver etc.
JH

preussisk valsetakt

aanden og sjælen danser til hen til kommoden ved musens fødsel danser roserne under solen jomfruen og guden danser kinddans hen til en ung digter som hun danser videre med i det højere liv dansende til den natlige sangerinde holder inde og selv danser som vandet i fossen der pjasker på rosenmøen i sin dans over engen forvandlingerne blandt de dansende og lina får dansens krans til helbredelsen af det eene nemlig dansen for det udvalgte par nummer syv nattergalen og natviolen der trampes under ridder edvards dansende klumpfod mens hans nærmer sig til hjertets dansetakt det tilkommende ligger plant ud for aftenrøden’s dansegulv og myrtegrenen danser balstyrisk i vinden sådan er tidens sejer en runddans til lykken og camoens gebis danser alene mens liljen og dugdråben har fundet sammen i en salomedans ved et æbletræ de tvende dråber holder skarpt øje med alle dansens trin og den unge digters klage mens han danser ud på toilettet ved seraphines fod skyller han ud og danser spastisk foran spejlet trækfuglen er gået i seng og danser i søvne mens tiderne går i dans og sonnetkrands med hymen til vandet er ladt i stikken på en stol i dansesalens hjørne til søvnen begynder at snige sig ind blandt de der ikke danser men elskovsbaalet flammer under de dansendes fødder til våren puster det ud til lidelsens charis tramper på det og til septembermaaned henter en skumslukker ind på dansegulvet den røvede brud hviler fødderne før hun tager dem på nakken igen og danser videre i vaaren til musen vokser med opgaven og giver danselektioner til en krigssang og ind kommer et dansekompagni med soldatersang på marchen og læben nogle er danset ud i haven for at se på stjernelil én bejler til min søster paakaldelsen af ordensmagten og blomsterne fra de dansende får etaten til at tage teten og give en påtale til bagtaleren og derefter en opfordring til alle om at danse og runddansen tager fart for nat-dueposten ankommer sammen med kong hadding det er et helt æventyr til de døde begynder at banke på og spørge om de også må svinge benene i en dans og den døende tager sig en sidste svingom vahls død bliver dog for en kende for meget for de tilstedeværende dansere og b. anker beder dem sammen med ludvig staffeldt om at forlade dansen inden blomsten visner jesus christus beder pianisten om et oratorium til musen siger stop

efter indholdsfortegnelsen til Schack Staffeldt: Nye Digte, 1808

We fade to grey - den litterære blog og etc

Martin Larsen refererer i sin rapport her til et oplæg som Larsen, Malte Persson og jeg selv holdt på seminariet. Tænkte at jeg skulle strikke en lille blogpost (= forholdsvist uforpligtende genre!) sammen udfra mine noter fra den dag. De to spørgsmål vi alle tre fik af seminarielederne lød således: 1) Hvad er en litterær blog? og 2) Hvorfor blogger du? Jeg har tidligere fået lignende spørgsmål, det danske tidsskrift Kvinden & Samfundet stillede mig for noget tid tilbage seks spørgsmål angående blogging, svarene ligger her -- kan være det følgende både ligner og divergerer.

Hvad er en litterær blog? Jeg må starte et andet sted, med at zoome voldsomt ud og forsøge at tale lidt om hvad jeg tror en blog i det hele taget er for noget/er et tegn på. Og her vakler jeg mellem to positioner, mit teknofobiske og mit teknomaniske ben, det bliver nok mit teknofobiske ben jeg vælger at støtte mest på, det ben som hænger sammen med en mere lyssky version af undertegnede. Den norske poet Tone Hødnebø trådte denne weekend frem i Bergen og citerede Brecht på et arrangement: "Den dag jeg kan sige alt til alle er der ingenting igen at sige" (frit efter hukommelsen), udfra dette citat vil jeg påstå at bloggen er medspiller i et fænomen som man kunne snige sig til at betegne som en slags kulturel overbelysning, en bekendelseskultur i udbrud.

Det kollektive øje trænger ind i alle sprækker, sværm- (og skærm-) identiteter summer løs på nettet og taler alt ned og fra-hinanden. I forhold til nyhedsmedierne er blogosfæren præget af rygter snarere end af efterrettelighed (kildehenvisning er ofte very tricky), men også af en langt større kommunikativ udspredning og hastighed, noget som kan fungere positivt når det fx gælder brugeroplysning (1-2-3, dræb et produkt) og forskellige slags uafhængig kritisk virksomhed.

Bloggen kan man anskue som en af de scener hvor nye måder at gøre jeg på bryder ud. Dette udbrud kan sætte repræsentationslogikken i krise, skriften er tilsyneladende "fri" på bloggen/nettet, "more real than real" - yes, endnu et Reality-fænomen som tager patent på det autentiske, læs sandheden om x på nettet in her own words wow! og hvem er Lonelygirl15 really? The heat is on.

Eller hvad? Martina Lowdens dagbogsroman "Allt" (her er h.h.v. en småsur og en glad anmeldelse) fremviser en eksperimentel praksis (påstår jeg) hvor et selv folder sig ud via den teknologi som skriften er, et selv foldet ind i sin kontekst, i kæder af sceniske situationer hvor et nydende samspil mellem subjekt og objekt viser sig i skrift, selvet læsende-skrivende og skrivende-læsende. Skriften er en skole, et selvopdragelsesprojekt, et eksperimentarium. Og/eller en magtudøvelse eftersom opdragelse jo skulle bevirke at en form træder frem. Så tæt er magten på huden, som Textkollektivet siger det så fint herunder: "Få upp det ur halsen, rummer, in i alla rum, alla rum är en del av halsen, halsen är ett rum, nätet finns också där."

Men jeg er sikkert ved at rode mig bort og skal blot lægge 2-3 spor til ud. I Danmark før seminariet læste jeg i en af de tre gadeaviser (finder intet link) om fire bloggere som var blevet "afsløret" som "falske" - hvilket vil sige at de som Lonelygirl15 var skuespillere. Jeg er interesseret i sproget som benyttes her og ser det nok symptomatisk for den danske situation pr. idag. Samme mistænkeliggørende retorik har hersket i forhold til forfattere som Beck-Nielsen, Leth etc. For det er slut på eksperimentet i Danmark, vi er nået frem, nok tull nu. Luk Christiania ned, jævn Ungdomshuset på Jagtvej 69 med jorden. 60-talsarven, det sociale eksperiment, ligger brak tilbage; vi fjerner det sidste snusk, fint. Bloggere som "afsløres" som "falske" er i Danmark ikke kunstnere som bedriver identitetseksperimenter i et nyt medie, men uærlige individer, ikke til at stole på.

Mais encore une fois, hvad er en litterær blog? Bloggen som en langvarig atombombeblitz der udjævner alle forskelle, overoplyser alle kroge og hjørner. Udslettelse eller potentiel udvidelse; identitetseksperiment, kritisk praksis? Jeg skal forsøge
at koble op til et par konkrete eksempler i det følgende.

Man har nævnt bloggen i forbindelse med demokratisering. Bloggen ville demokratisere mediet, men endte med at demokratisere talentet, med hilsen til Andy W. To eksildanskere her i Bergen blogger, lad mig bruge disse som eksempler for en stund. Begge blogge udøver demokrati (det følgende er sat op vældig s/h, desuden skal det nævnes at begge blogge er lidt trætte i øjeblikket, dog sjældent dødeligt inaktive), men de gør det på hver deres måde. Martins blog (...) er parlamentarisk, en sag lægges frem og en mening ytres. Mikkels blog Shädy Äcres er grænsesøgende (/anarkistisk) - den mumler, bruger billeder, collage og fortællinger, tester løbende ytringsfrihed og bedriver aktivisme. At sige og at gøre. En litterær blog ville vippe mellem de to, eventuelt i en opløsning af skellet.

Jeg nævnte på Biskops-Arnö Maltes blog som et eksempel på en repræsenterende blog og min egen som et eksempel på en mumlende, skriblende blogpraksis. Lige i øjeblikket fungerer min blog godt nok primært som et telegrambureau, men stadig med en vis affinitet for det "indforståede" udsagn, altså en tildækkende snarere end en anskueliggørende blogskrift. Må bare kaste hænderne i vejret og tilstå at min øvrige kritiske praksis (klarhedskrævende!) danner et sug i mig efter det ufærdige, efter et kollapset sprog.

Derfor vil jeg påstå at min blog taler mod mig snarere end med mig, den er (/har potentiale til at virke) destabiliserende hvor Malte pretty much er = Malte på Errata som dermed også er en platform der stikker længere ud i den rigtige offentlighed end fx Claws Talks gør/har planer om at gøre.

Et sidste eksempel skal være Herr seminarieleder Serups blog Kornkammer. Og dette skal blot forme sig som en kort bemærkning. Kornkammer oplever jeg som en slags one-man-coorporation. Bloggen kan tage ferie (den er altså et arbejde, den har forpligtelser og den har fritid), den er et forlag, der lejes skribenter ind og Serup bestiller tidsskrifter med løfte om omtale på bloggen = institutionens velkendte praksisser overført til blogformatet.

Og hvad vil jeg sige med alt dette? At den litterære blog kan gradbøjes i nuancer mellem lys/mørke måske? Spørgsmål nummer 2) blæser i vinden og konklusioner er i øjeblikket udsolgt, skal blot slutteligt komme med en teknisk bemærkning angående nærværende blog: vi har brug for software! Vi har brug for en lille trackliste ude i sidebaren som fortæller hvem som sidst har kommenteret hvor - for her foregår masse parallelle diskussioner og jeg synes det er synd hvis nogle tråde skulle gå tabt.

De provisoriske institutioners ødsle offentlighed

Marianne Ping Huangs artikkel fra Information er nå tilgjengelig også for ikke-abonnenter, her. (Og papirversjonen kan beskues – om enn vanskelig leses – her.)

Poesi? og konspiration

Johan Lundberg i svenske Ekspressen:

(...) Varför har utgivningen blivit så strömlinjeformad? Svaret finns i de nätverk som författarna runt dessa tidskrifter byggt upp. (...) Och vem vill sätta sin tillit till författare som bygger sin självbild på att de företräder marginaliserade grupper, när de i själva verket etablerat sig som en intolerant maktbas i den litterära offentligheten?

Dwarf Power!

Käraste Tekstkollektiv,

I thoroughly enjoy this discussion, and glad to be able to join it now, with this:

I admit there's power everywhere, but still, so much depends on what kind of power, and for what kind of purposes you use it.

To me, ”härskarteknikerna” as described in Berit Ås' catalog, represent what I'd call weak power. For the purposes of this reply, suffice it to say that one of the qualities of that kind of power is to weaken those whom it seeks to subordinate, and this often regardless of whether they choose to oppose it or not. But there is also something that can be called strong power (often seemingly “weak”), the use of which again tends to make the target ”stronger”. I think (hope) it is in this sense that Paal described your intervention as an instance of ”hersketeknikken”, and I hope (think) he was right to do so.

In your introductory post, my problem is with formulations like ”Hur kan man då arbeta för att bereda plats...”

Let me try this example, at another – linguistic – level. In the Biskop-Arnö seminar room, I might have been the one most underprivileged as it comes to languages: the only ”native” Finn, one with worst listening skills in Danish and Norwegian and Swedish, perhaps also one whose English accent was the strangest. That was a power relation if any, and from your ”att bereda plats” angle, it would only have been fair for me to ”demand” it ”removed”, in form of a simultaneous interpretor or something, thus enabling a (Habermasian) ”ideal understanding”.

This, however, would have had the effect of bereaving me of the following benefits (which I count among the most precious in the whole seminar, for me): 1) the ability to practice my listening skills, especially in Danish and Norwegian, 2) opportunity to get a better understanding of how my situation wasn't that exceptional after all, but rather a rule (i.e., when asking a Norwegian to explain to me what was just said in Danish, they usually replied by ”I'm not quite sure.”), 3) (as a real bonus) the realization that I ”only” need to pick up Icelandic – something I may even do, as I soon come to have a certain family relation with the island – plus get some more practise in listening to Danish and Norwegian, and I'd be the most privileged one in the whole group. (Eiríkur, with his budding Finnish, could be almost as privileged...)

Now, with the ”removing” the power structures of the ”outside” in ”advance” attitude, none of this could have happened. On the contrary, it was crucial not to remove them. I'm afraid at least some of this applies to the concerns you rise (and you rise the question of language as well).

Then again, I admit some of what I say may still be attributable to my being a man. I also admit men being a group. But I would deny writing this as a member of that group. What then? Dwarf perhaps.

One that welcomes anyone to leaf through any book of their choosing while listening to him,

Leevi

Maktrelationer och kollektiva interventioner

Det är glädjande att den diskussion som i stor utsträckning uteblev under seminariet nu börjar uppstå här på bloggen. Den text som vi framförde under sammanfattningen finns publicerad här nedanför och är, liksom detta inlägg, kollektivt skriven. Vår grupp uppstod spontant under lördagen, utifrån samtal om aspekter av seminariet som vi upplevde som problematiska, och en vilja att synliggöra dessa samtal också i seminarierummet. Under en halvtimme satt vi på gräsmattan och skickade texter mellan oss. Vi skrev varsin första mening på ett papper, skickade sedan vidare och lät de andra sex skriva varsin mening på våra papper. Sedan läste vi varandras meningar, lät varje text falla isär vid läsningen, och lånade ut våra kroppar till varandras ord.

Var det verkligen i egenskap av skrivarskolestudenter vi gjorde detta kollektiva inlägg? Frågan är retoriskt ställd, och svaret torde vara "nej", även om hälften av dem som deltog i aktionen faktiskt studerar på Biskops-Arnö. Inlägget var ett försök att samtidigt uppmärksamma och förändra en samtalsstruktur som hade misslyckats med tre viktiga saker: 1) att förhålla sig till vissa för det annonserade seminarietemat centrala frågeställningar om makt 2) att uppmärksamma sig själv som maktproduktion 3) att arbeta dialogiskt över seminariets olika sociologiska grupperingar, i synnerhet i termer av genus och etnicitet. Att det på schemalagd taltid fanns mer än dubbelt så många män som kvinnor spelade säkert in, men är inte en heltäckande eller ens önskvärd förklaring till den öppna diskussionstidens fullständiga överslag mot några få röster. Vem får tala i ett rum? Vems röst görs det plats för? Vems tal uppmärksammas? Vad händer, vad blir inte sagt, och varför? Den sortens frågor ville vi ställa, och samtidigt störa den rådande ordningen genom att forcera in sju nya röster.

Paal skriver i sitt inlägg: "Opplesningen var uansett en av de mest effektive, og den klart mest demonstrative hersketeknikken som ble praktisert under seminaret." Varför slår han, i ett annars nyanserat och frågande inlägg, fast just detta, att vi uansett och klart mest demonstrativt använde oss av en härskarteknik när vi framförde en litterär kollektivtext som för oss sammanfattade och utvärderade seminariet? Härskarteknikerna är utarbetade av Berit Ås och används som analysredskap för att synliggöra marginaliserande strukturer. De är: 1. Osynliggörande, 2. Förlöjligande, 3. Undanhållande av information, 4. Dubbelbestraffning, 5. Påförande av skuld och skam. På vilket sätt överensstämmer detta med vårt framträdande? Paal skriver att han är rädd att det från vår sida riktades negativ kritik mot seminariedeltagare och mot seminariet som helhet, men vet inte om han hörde rätt. Menar han att vi genom att framföra vår text utsatte de närvarande männen för kritik, och svarar på detta genom att påstå att vi utsatte andra för härskartekniker? Att ta plats i ett rum är ingen härskarteknik, så länge det inte sker på annans bekostnad. Det är ingen härskarteknik att rikta kritik mot företeelser man inte tycker har fungerat på ett seminarium, särskilt inte om man gör det på den tid som är avsatt till sammanfattning och utvärdering. Det är inte att vara negativ att säga att män tog nästan allt talutrymme under seminariet - det är konkreta fakta.

Män är ovana att se på sig själva som grupp. När någon påpekar att också män är en grupp, och att man kan dra slutsatser kring denna grupp, kan det kännas obehagligt för männen ifråga. Andra grupper i samhället som är utsatta för förtryck och marginalisering, tycker inte heller om att klumpas ihop i grupper och bli kollektivt etiketterade, men får ändå finna sig i detta. Teoribildning på området (kring genus, etnicitet, sexualitet, och så vidare) uppmärksammar vikten av att inte bara rikta blicken mot det som avviker, utan att fokusera normen och det som "inte syns". I det här fallet skulle det kunna gälla det faktum att alla seminariedeltagare utom tre var vita, och att nittio procent av taltiden hamnade hos männen (som dagen ifråga i själva verket bara utgjorde strax över hälften av de närvarande i rummet). Samhället utanför ett seminarierum är också en del av detta seminarierum - det finns "ett rum innan rummet" - vilket betyder att vi aldrig är blanka subjekt då vi träder in i nya sammanhang. En seminariestruktur behöver förhålla sig till detta i arbetet med upplägg av program, form och genomförande.

Här är några exempel på hur man istället skulle kunna applicera teorin kring härskartekniker på seminariet: En härskarteknik är till exempel att, medan en kvinna håller ett föredrag, flera gånger resa sig, gå till bokbordet för att hitta olika böcker att läsa i, sitta framme vid föredragshållaren och bläddra i en bok, och sedan gå och hämta en annan. Att inte visa uppmärksamhet och respekt gentemot den som håller ett föredrag. Eller att inte över huvud taget dyka upp på seminariepunkter där kvinnor framträder. Något som också fungerar som en härskarteknik är att osynliggöra vissa deltagare på seminariet. Som Paal uppmärksammar fanns det en namnlös grupp som deltog på seminariet: ”skrivarskolestudenterna”. Till nästa seminarium behöver det åtgärdas. Alla som deltar måste stå med på deltagarlistan. Vissa deltagare förväntas vara just namnlösa och lyssnande (läs tysta), gärna i stolar bakom själva seminariebänkarna, eftersom det inte gjorts plats för alla seminariedeltagare vid skrivborden. Detta är inte okej. Kanske har det varit så” i alla år", men förhoppningsvis är detta det sista. Det går inte att ha första och andra klassens deltagare på ett seminarium. Alla som är där viker lika mycket av sin tid och kraft för att delta, oavsett om man framträder och får betalt, eller inte. En annan härskarteknik är att osynliggöra kritik som framkommer, till exempel i form av vår kollektivtext. Det var på sätt och vis förvånande att den blev så osynliggjord, men samtidigt var det helt i linje med hur seminariet var upplagt kring vem som kunde tala och inte. Och kanske visar just det hur nödvändig vår text och våra röster var i rummet.

Hur kan man då arbeta för att bereda plats åt fler än de som har enklast att ta till orda? Till exempel genom att räkna alla som fullvärdiga deltagare och ge alla plats att sitta vid borden. Så kan man arbeta med maktstrukturer på ett väldigt fysiskt och konkret sätt. Man kan även utforma arbetet i mindre grupper, eftersom det kan öka blandningen av vilka som deltar i ett samtal, för att skapa ett annat utrymme att tala än det som enbart utgår från handuppräckning i storgrupp och samtal på fikarasterna. Som Paal påpekar känner en del varandra sedan tidigare och andra gör det inte, en del är väl insatta i de ämnen som tas upp och andra är mer insatta i något annat. Och när flera av deltagarna inte har träffats förr, är värdefullt att lägga tid på en form där alla kommer in med mer lika förutsättningar, så att vem som känner vem sedan tidigare, och vem som är verksam i vilka nätverk, inte blir övergripande för seminariet. Det är enklare att tala om man känner att seminariet och rummet är ett "nytt" för alla och inte faller tillbaka på tidigare möten och diskussioner som hållits vid tidigare seminarier. Att lägga upp sina minioplaeg på det vis Caroline Bergvall gjorde då hon tydligt sa att vi som deltog när som helst kunde komma med frågor och kommentarer är också ett sätt som vidgar möjligheten till en bredare diskussion.

Ett ämne som berör demokrati på det sätt som detta seminarium i det utannonserade programmet sa sig göra, har en potential att gå djupare i denna fråga och se hur maktstrukturer i samhället i övrigt också finns på nätet. Vad har alternativ publicering med exempelvis identitetspolitik och politiskt motstånd att göra, utifrån andra aspekter än ekonomiska och tekniska? Till nästa gång önskar vi att denna diskussion lyfts fram tydligare och att man i upplägget av programmet kallar in röster från fler håll än de redan synliga.

Och till sist ännu en kommentar angående härskartekniken osynliggörande: "Alla" har inte lika tillgång till internet. "Alla" har inte ens tillgång till rent drickvatten, och det är otroligt viktigt att lyfta blicken, även inom ramen för ett nordiskt seminarium, för att kunna diskutera alternativ publicering på ett sätt som blir relevant. Att "polska programmerare" är billiga att anlita för "oss" i Norden, betyder inte att vi kan slå oss till ro med att vi kan lägga upp information på internet på så sätt, utan gör det skriande aktuellt att det finns ojämlika maktstrukturer i världen. Också på en nordisk nivå reproducerar sig denna maktobalans, också inom radikala konstnärliga kretsar som gör anspråk på motsatsen existerar den. Det är tid att börja göra bruk av sina ideal, också under tiden man samtalar om dem. Eller som Mahatma Gandhi svarade på frågan "Mr. Gandhi, what do you think about Western civilisation?": "I think it would be a good idea."



/Textkollektivet

Texten

Polyglottiska försök att bryta upp andraheter

Vem, hon? Jaha, du menar mig.

Vissa saker intresserar mig inte.

Vissa saker formar min kropp till annanheten.

Vissa saker vill jag inte ska hända i det här rummet.

Omsätta genom det främmande
Ensligheten tillblivelsen

”literature is not indifferent to its institutions”, litteraturen är inte likgiltig inför makt, litteraturen är en institution, rummet är en del

Alla namnen som jag redan glömt, som jag behöver någonting annat än mitt vänliga rollövertagande för att tillägna mig;
Ett här, nu, på grund av.

*

Mansröster, kroppar, jag tänker på talytrymme,
jag tänker 90-10 men jag talar inte.

Jag är vulkanisk under ytan och jag antecknar allt som händer:
mansröster, kroppar, talutrymme.
Ska jag resa mig upp och gå? Är det den bästa den enda protesten?
Dessa urtidsdjur under
utdöende utanför
Ovetande slags Dandyboys

om vi pratar om maktrelationer mellan författare – förlag, konsument
media, hur kan vi inte också tala om människor och makt mellan människor?

synas tala lyssna höra se betrakta
röra sig, röra sig, röra sig

En underbar symmetri, att frätas
ut i bilden av den andre
Nu talar jag i rummet
*
Rösten med en bakgrund av andras röster och läsningen som en lyssning

Vilka alternativ finns till alternativen ? Korporaliteter och alla andetag som uppfattar/intar luften
Det är inte en digital kyss

Här kommer äntligen det som ger rösten röst.
Jag menar att jag behöver tala om viktiga saker.
Det finns ett alternativ som talar till mig.

Låt alternativet tala i timmar ! Låt dem inse.

Försöker mena vad jag sagt. Få ner det i fötterna.

Få upp det ur halsen, rummer, in i alla rum, alla rum är en del av halsen, halsen är ett rum, nätet finns också där.

*
Om jag har en färg, måste också du ha en färg?

transformationen, från en tillhörighet till en annan

om nätverket ska vara nätverk vill jag också se bakom, se tekniken som rötter, metoder, färgade, ifyllda, inte tysta

Länka vidare in till nästa "tillfällighet" och betänka att talaktens genomskinliga citattecken också är negationer

Ja, du har en färg. Det handlar om makt, jag kan inte uttrycka det annorlunda.

Färgläran är en komparativ vetenskap;
mot olika bakgrunder framträder du
i olika nyanser.
*

Och texten sa: Om jag synliggjordes ville jag att det i bakgrunden skulle finnas en kropp, och att det av den kroppen skulle framgå.

Att inta ett rum och att frånta det.

Angående anatomin; färgen formen ingången

voices are nothing natural, every day we have to invent them and re-invent them

bodies are nothing natural, every day we have to invent them and re-invent them

Det är kort sagt mycket arbetsamt. Detta förhandlande om centrum och marginaler. Och måste vara det. RB: ”It’s crowded at the margins.”

Oljuden, inskriptionsytorna

And within this crowded margin: What are our possibilities to throw a big party and celebrate? The marginality of the crowded.

Det gick inte att täppa igen alla hålen.

IEPI

I put up a short announcement, together with links to this blog and to Eiríkur's "Destruction" piece (still the only longer English text related to the seminar?), at the International Exchange for Poetic Invention blog.

Destruction threefold

A 3 x extended version of The importance of destroying a language (of ones own), with some references to the seminar is up here.

B-A lørdag morgen

Seminarrapport på isländska

Þórunn Valdimarsdóttir skriver ett seminarrapport (på isländska) här.

En kort seminarrapport, litt forsinket pga. mellomlanding i Warszawa, er nå å lese på Afsnit Ps plog.

Dverg och straff

"Det startet med at ordene "neger" og "hottentott" ble bannlyst. Nå mener språkforskere at du heller ikke bør si "indianer", "eskimo" eller "dverg"."

NRK.no

Dverglitteratur är i fara!

I det seneste nummer af Kritiker har Mikkel Bruun Zangenberg en artikel - Krise og Kritik i Norden - som jeg tænker måske ville være interessant at koble på diskussionen her. Ikke mindst fordi han forholder sig lidt mere eksplicit til begrebet >litterær offentlighed<, end vi hidtil har gjort her. Jeg tænker ikke mindst på spørgsmålet jeg rejste til sidst i diskussionen på BA - men det var efter det poetiske drive-by, så det er ikke sikkert folk fik det med sig ... Jeg forsøgte at vende den optimiske retorik omkring en ny eller opblomstrende litterær, nordisk offentlighed, og se det fra den anden side: kunne dette, den ekstreme specialisering, det specialiseredes dislokation til blogs og tidsskrifter, væk fra en bredere litterær offentlighed, i virkeligheden være begyndelsen på enden for de eksisterende, bredt forankrede, om ikke andet så nationalt, litterære offentligheder? Opløsningen af dem, et farvel til mødet imellem >den almindelige læser< (og jeg tænker ikke kun på forbrugere, bogkøbere, men også på fx debatmiljøer, politik, undervisning osv., steder hvor litteraturen også spiller en >samfundsmæssig< rolle i bredere forstand, fx som en art evaluering af alting) og den mere eksperimenterende litteratur? At fx nettets >demokratisering<, i betydningen fri tilgængelighed for alle, også i sig rummer den potentielt totale usynlighed. At man skal vide det er der, for at kunne finde det. Og så videre. Sådan er situationen jo i høj grad i dag i USA, som Caroline Bergvall også var inde på - men sådan er den (endnu) ikke i Norden.

Måske ville Kritiker donerer artiklen til alternativ publicering her på bloggen? Annelie? Mikkel?