Lars Bukdal ind i ringen:
I Weekendavisens Bøger kommer LB med en fin opsummering af "Vinduet" artiklen og hele balladen/debatten i Norge om poesiens status i Norge i dag, som bliver sat op som en modsætning til opgøret med modernismekonstruktionen i Danmark, og hele debatten om de mere realistiske digtere vs. den "modernistiske mainstream".
Mr. Bukdal henviser til denne blog og andres herinde - det er første gang, at jeg har set den slags mediekonvergens og talen sammen på tværs af avisartikler og blogs i Norden i dag, hvilket bare endnu engang viser, at vores dage i Sverige og debatten om alternativ offentlighed(er) bare er mega tiltrængt.
Jeg ved ikke om jeg må vente lidt med at lægge den ud, da det er i den nyeste udgave af Weekendavisen, da WA ikke kan læses på nettet - hvad siger I?
Jeg har selv skrevet en stor artikel om blooks, bloogs og litterære blogs i avisen http://www.sosialurin.fo/ på Færøerne kaldet "Den litterære offentlighed 2.0", som bliver bragt i løbet af ugen.
Mit nye forlag EKSIL, er lettet og vi har udgivet Kafka på færøsk og en bog om elektronisk, skriftlig og mundtlig kultur, blogspot her: http://forlagideksil.blogspot.com/
5 comments:
Bring it on! Og held med det nye foretagende!;)
Og Bukdahls tekst in extenso:
Weekendavisen | 29.06.2007 | 2 Sektion, BØGER | Side 14 (Bøger) | 1103 ord | artikel-id: e0a629ab
Poesiens hættepåbud
Fjeldfejde. I Norge skændes digtere og kritikere bravt om poesien, og med en vis betuttelse optræder illustre danskere som ekspertvidner for vistnok anklageren.
Af Lars Bukdahl
Den unge nordmand Bendik Wold,litteraturredaktør på dagbladet Klassekampen, skrev i det seneste nummer af tidsskriftet Vinduet en vældig bandbulle vendt mod den ifølge ham toneangivende tendens i norsk lyrik: »Hvad er galt med norsk samtidspoesi«, lød undertitlens retoriske spørgsmål, som overskriften havde svaret på allerede: »Digtet som religionserstatning«.
Wold giver ikke noget for den moderne poesis klagesange over de smalle kår: »Det er ikke den formeksperimentelle, men den realistiske, mundtlige og fortællende poesi, som må kæmpe for anerkendelse. Skriver man formeksperimentelt og inden for en modernistisk tradition, lægger man sig praktisk taget midt i dagens norske poesi-mainstream. Dine skriverier kan vurderes som mere eller mindre gode, men du anses under alle omstændigheder som en ægte digter, både af akademia, avisanmeldere og den jævne boglæser.«
Og lige her, hvor polemikken er ved at komme flot på vingerne, begiver Wold sig desværre ud i en større kunstteoretisk ekskurs med links til Marcuse og Foucault og den gamle vulgære ideologikritiske pointe, at den moderne kunst installerer sig i en luftig, ideel, autonom sfære skarpt adskilt fra nogen ægte virkelighed og dermed også fra nogen ægte samfundskritik, og hvad der ellers stod i Vindrosen i begyndelsen af 70erne (kun konceptkunsten (!) er der noget ved).
Til sidst finder han dog tilbage til den norske poesi og dens halvgamle modernister og unge avantgardister, der anklages for at være noget nær fascistisk renfærdige i deres sprog- og poesiopfattelse, poesien må ikke blande sig med andre genrer og medier, poesi er poesi. »Skriften er mit primære medium« har for eksempel digteren Ingrid Storholmen udtalt (hvilket jo egentlig lyder meget tilforladeligt). Og ikke bare skal poesien være genre-ren, mener Wold, at digterne mener, den skal helst også være blottet for intellektualitet og tankevirksomhed, som et lille barn, og på samme tid åh så åben og mangetydig.
»Det sørgelige resultat er at samtidspoesien bliver stående uproblematiseret. Den læses ikke. Den diskuteres ikke. Den værdsættes primært for sin generelle »ophøjethed.« (...) Poesien er en lidt mærkelig onkel vi kun møder et par gange om året – vi havde aldrig holdt ham ud i hverdagen, men han løfter stemningen rundt om middagsbordet 2. juledag, så meget skal han have. Så ser vi stort på, at han er elitist og antidemokrat. Fest er trods alt fest! Højtid er højtid! Og poesi er poesi!«
Det var sådan en slags bandbulle, jegsavnede i Niels Franks nye essaysamling Alt andet er løgn, hvor i det mindste fjenderne var nogle af de samme, men blot ikke var ført up to date (med navns nævnelse). Et problem, jeg selv har med Wolds artikel, er den krisetænkning, som han angiveligt deler med de kritiserede digtere: poesien læses ikke, poesien diskuteres ikke, poesien forstås ikke, og det er for galt, men poesien er for fanden kun undtagelsesvis blevet læst og diskuteret og forstået, i hvert fald den gode poesi, jf. bare 70ernes knæk og bræk, og trist nok, men det er vilkåret, og vi er nogle, der af bedste evne forsøger at propagandere for den, men så længe den enkelte læser, der er mig, bliver ved at læse ny, god poesi, så er poesien for mig at se ikke i krise, eller som kritikeren Mariann Enge skriver på fælles-bloggen publicering.blogspot.com: »Jeg for min del har et ganske hverdagsligt forhold til denne mærkelige onkel, men så er jeg vel også elitist, om ikke akkurat antidemokrat.«
Et par af de af Wold udhængte digtere er blevet godt gammeldags rasende, og det er jo altid underholdende, her fnyser Steinar Opstad i Klassekampen: »Jeg har aldrig betragtet Bendik Wold som først og fremmest en litterat, selvom han sagtens kan være det også, men snarere som en politisk arkitekt, som tilfældigvis er ansat på landets vigtigste venstreradikale avis.« Orv, gid nogen ville anklage mig for at være politisk arkitekt!
I sit svar til Opstad pegede Wold på Danmark som et foregangsland inden for modernismekritikken, og kort efter bragte Klassekampen et tredobbelt interview med Information-anmelder Tue Andersen Nexø, Kolding-professor Anne-Marie Mai og Århus-lektor Frits Andersen; både Tue Nexø og Mai gør (uden at prale!) opmærksom på, at modernisme-opgør har vi haft mindst to af i Danmark, det ene for 40 år siden og det andet for et øjeblik siden (ingen vej udenom at bringe spørgsmålet til Mai på norsk:]
»- Betyr det danske oppgjøret med modernismen at det ikke er så mange poeter som sysler med autonomiestetikk i Danmark?
– Nogle gør – Pia Tafdrup skriver for eksempel symbolistisk orienteret digtning, men det vi oplever i det nye årtusind er, at lyrikken er blevet stærkt engageret, poeter som Lars Skinnebach, Maja Lee Langvad eller Lone Hørslev [Nexø nævner også Mette Moestrup].«
Tue Andersen Nexø mener ikke, striden står mellem »eksperimentel« og »realistisk« litteratur:
»Da det begyndte i midten af 60erne, med digtere som Peter Laugesen, Klaus Høeck, som udfordrede modernismen, handlede det bl.a. om en ny mundtlighed – men dette er ikke en digtning, som ikke er formeksperimenterende, en digter som Høeck er ekstremt opfindsom, de har udviklet enormt mange måder at skrive på.«
Hørt, hørt, enig, enig, men så har Tue Nexø fortsat diskussionen på sin blog luftskibet.information.dk/sandkassen, hvor han forsøger at nuancere Wolds kritik af litteratur »der handler om sig selv«:
»Har man, som konkretismen, en opfattelse af skriften som noget rent fysisk, så bliver skrifttematiseringen temmelig tør og kedelig. Har man derimod en opfattelse af, at skrift og sprog er konstitutivt sociale fænomener, ja, så er det at fokusere på skriften (...) ikke det modsatte af at vende sig mod en større, social verden.«
Men hvorfor er det lige, at man medvold og magt skal vende sig mod en større, social verden? Hvorfor må poesi ikke også hermetisk og gennemsigtigt handle om sig selv, som lige præcis i konkretismen, som i det mindste jeg altså morer mig vældigt over til stadighed. Pointen med de stadige, stædige opgør med modernismekonstruktionen, også i disse spalter, er jo ikke at indføre en ny post-katekismus, men at frisætte litteraturen, så den kan te sig optimalt, tumultuøst forskelligt. Poesi er skidegod til både at handle om/med noget og til ikke at handle om/med noget.
Det er rigtigt, at der er mere samfundsmæssighed hos (visse) unge danske digtere, end der er hos deres norske jævnaldrende, men der er altså også mere humor og spektakel og postyr, og det er for MIG langt mere centrale kvaliteter: sensymbolistisk eller nykonkretistisk eller postpolitisk skal teksten i bevægelse, for sjov og som show. Tilbage i 60erne var det de norske konkretdigtere, der var skæggere end de danske, poesi var ikke bare poesi, en spade ikke bare en spade, Jan Erik Vold, 1969, »A/ D/ E/ P/ S«:
»espad/ desap/ pades/ sepad/ pesda/ epsad/ dapse/ spade.«
Billedtekst: En norsk kritiker mener, at poesien er for verdensfjern. Michael Sowa: Pompejis sidste time.
Godt brölt, löve.
Hm, jeg hadde egentlig tenkt å la debatt være debatt. Men nå da jeg igjen fikk tilgang til Atekst, fikk jeg lest Sissel Furuseths kommentar fra den 28. juni, og den er så bra at jeg ikke klarer å være å sitere den i sin helhet her.
Alt godt,
Mariann
Makt og avmakt
Klassekampen 28.06.2007
Sissel Furuseth sissel.furuseth@hf.ntnu.no
I artikkelen «Dikt som religionserstatning» (Klassekampen 7. juni, en lengre versjon fins i Vinduet 2/07) trekker Bendik Wold fram en intervjuuttalelse fra Gunnar Wærness som ett av flere belegg for at samtidspoetene er elitister og antidemokrater.
Det er i og for seg riktig at Wærness i samtale med undertegnede innrømmet at han i irritasjon over nivået på litteraturjournalistikken av og til kunne tenke «fuck hele det offentlige rommet» (Ratatosk 1-4/05). Men kan man dermed dra sluttsatsen at poeten avviser den offentlige samtale som sådan? Neppe. (Hvem av oss har ikke i et mørkt øyeblikk svoret liknende eder?)
Konteksten for Wærness' utbrudd var en diskusjon om utfordringene med å tilpasse poesiens språk til journalistikkens og vice versa; jo mer tabloid og varestyrt journalistikken blir, desto mer umulig er det for poetene å delta i samfunnsdebatten på pressens premisser. Det er altså ikke den kritisk resonnerende offentlighet - selve grunnlaget for moderne demokrati - Wærness har behov for å trekke seg tilbake fra, men konfliktjournalistikken i dagspressen. Avisoffentligheten har dessverre en lei tendens til å fordreie og forenkle estetiske og politiske argumenter slik at de lettere lar seg omsette som salgsvare (jf. for eksempel hvordan Wold i pågående debatt gjør Wærness og Opstad mer metafysiske og humørløse enn de faktisk er).
Derfor er det noe påfallende skjevt ved Wolds maktanalyse. Han mobiliserer all sin retoriske og institusjonelle tyngde i kamp mot et knippe lyrikere som har relativt liten makt i det litterære feltet. Riktig nok har de påståtte skriftmystikerne blitt belønnet av både kritikere og prisutdelere, men det har da også den «virkelighetsnære» poesien til for eksempel Geir Gulliksen, Ruth Lillegraven og Jan Erik Vold. Norske språkmaterialister har ikke hatt på langt nær den samme institusjonelle dominans som svenske og danske kolleger. Derfor blir det også noe provinsielt over forsøket på å importere nabolandenes modernismeoppgjør hit.
I denne debatten, som i universalismedebatten for et halvår siden, skyter Wold spurv med kanoner. Outsidere som ikke lar seg innrullere i noen felles ideologisk fylking, henges ut som samfunnsfiender. Det ser ikke pent ut. Utenfra fortoner angrepet mot samtidslyrikken seg som en avledningsmanøver for å unngå at maktkritikken rettes mot de instanser som virkelig kunne trenge den. Så lenge forfattere, akademikere og øvrige aktører i litteraturfeltet er henvist til medienes dagsorden, bør kulturjournalistene se nærmere på hvilket ansvar de selv har for å skape en rausere offentlighet.
Og til slutt: At poeter velger å trekke seg tilbake for å kunne se, tenke og skrive mer skjerpet, har lite med modernismekonstruksjon å gjøre. I flere tusen år har poeter inntatt outsider- og kjetterposisjonen; både samfunnskritikk og språkkritikk forutsetter et visst distansert blikk.
Midlertidig tilbaketrekning gjør oss alle til bedre tenkere. God sommer!
©Klassekampen
Post a Comment