Og i dag i Information, har Tue Andersen Nexø en kommentar, der også kommer til at handle om litteratur og demokrati, og om det overhovedet er attråværdigt; demokrati i litteraturen.
Hermed artiklen:
Puslerier Når litteraturen får sig en spiller Alt for meget frihed kan ødelægge glæden ved litteratur: Meningen er, at vi skal møde noget andet end os selv, ikke vores egne, ligegyldige valg 13. september 2007 Af: Tue Andersen Nexø
Så forskellige de end er, så deler to af årets mest markante danske bøger, Peter Adolphsens En million historier og Morten Søkildes dobbeltbog Pan, En fabel et bestemt træk: De opfatter litteraturen som et spil.
Deres bøger handler ikke om at sige noget bestemt, om at beskrive samfundets udvikling eller give form til store følelser. De vil heller ikke være skønne eller smukke eller på nogen anden måde leve op til traditionelle æstetiske kategorier - hvis deres bøger gør det, så gør de det som en biting, som en konsekvens af reglerne i det spil, de vil spille.
Det vigtige er i stedet at opsætte regler og så overholde dem. Læs mere om
Morten Søkilde
peter adolphsen
Hos Søkilde handler det om at skrive en krans af sonetter, hvor antallet af anslag i hver linje på forhånd er givet (der skal være 36, hverken mere eller mindre) og så kun bruge vokalerne a og e.
Det skaber linjer som: "hver nat ser jeg hesten tager afsked/ hesten jeg dengang jeg var barn aede/ med baskende hale tramper den afsted/ hesten jeg red dengang hesten jagede"
Hos Peter Adolphsen handler spillet om at skabe en bog, hvis forskellige elementer kan kombineres på kryds og tværs, således at man ud af 60 tekststumper kan skabe én million forskellige historier. Det er en udfordring.
Det er det ikke, fordi historierne skal være særligt betydningsfulde - de er absurde og usammenhængende - men fordi tekststumperne som regel stopper midt i en sætning, altimens de færdige resultater stadig skal være grammatisk korrekte. Og skal lade de samme personer optræde i nogenlunde samme konstellationer og så videre. Puslespil med ord
At skrive sådan en bog må være som at lægge et meget indviklet puslespil med ord.
Både Søkilde og Adolphsen har fået glimrende anmeldelser. Men der er undtagelser.
På hjemmesiden litlive.dk skrev kritikeren Kristine Kabel om Søkildes bog:
"Jeg oplever Pan, En fabel som så styret, at kampbalancen er tippet, systemet har vundet over mennesket i en form for fascistisk litteratur, hvor kunstneren som inspireret og original måske nok er udraderet, men kun for at erstattes af en ligeså ufejlbarlig og uangribelig instans. Det interesserer mig grundlæggende ikke, fordi det er litteratur, der grundlæggende ikke er interesseret i mig, det vil sige i en læser. Afsenderen er derimod først og fremmest interesseret i at leve op til et system."
"Fascistisk" er ikke et heldigt valgt ord. Pan, En fabel fremmaner en artificielt miniature-idyl, der ligger meget langt fra den fascistiske æstetiks hang til det monumentale; fascismens æstetik tiltalte og iscenesatte i allerhøjeste grad sine modtagere - som begejstrede folkemasser, f. eks. Men pointen er stadig interessant, især i mødet med Peter Adolphsens million historier. Masturbatorisk
Som bog er En million historier det modsatte af fascistisk, den er demokratisk.
Læseren kombinerer sig frem til sine egne historier, inden for rammerne af bogens system vælger man frit på alle hylder. Bagsiden er så, at intet er mere vigtigt, prægnant eller undeholdende end noget andet. Ingen af historierne vil dig, læseren, noget specielt. Det vil forfatteren heller ikke. Hvordan skulle han kunne det, når det er dig, der har kombineret dig frem til din historie?
I En million historier møder man ikke andet end sig selv, altimens man leger med de byggeklodser, forfatteren har stillet én til rådighed.
Og uanset hvor finurligt disse så kan kombineres, så bliver dén leg hurtigt kedelig. Og skuffende, især fordi noget af det mest attraktive ved skønlitteraturen er, at den kan hensætte én i sindstilstande, man ikke kan skabe ved egen hjælp.
Der er, kort sagt, noget masturbatorisk over dén underholdning, man kan presse ud af Adolphsens bog.
Forfatteren har spillet sit spil, nu sidder man så og spiller sit. Så hellere en litteratur, hvor der er færre frie valg - som er mindre demokratisk - og i stedet tvinger os steder hen, vi ikke kan komme af os selv.
1 comment:
Og i dag i Information, har Tue Andersen Nexø en kommentar, der også kommer til at handle om litteratur og demokrati, og om det overhovedet er attråværdigt; demokrati i litteraturen.
Hermed artiklen:
Puslerier
Når litteraturen får sig en spiller
Alt for meget frihed kan ødelægge glæden ved litteratur: Meningen er, at vi skal møde noget andet end os selv, ikke vores egne, ligegyldige valg
13. september 2007
Af: Tue Andersen Nexø
Så forskellige de end er, så deler to af årets mest markante danske bøger, Peter Adolphsens En million historier og Morten Søkildes dobbeltbog Pan, En fabel et bestemt træk: De opfatter litteraturen som et spil.
Deres bøger handler ikke om at sige noget bestemt, om at beskrive samfundets udvikling eller give form til store følelser. De vil heller ikke være skønne eller smukke eller på nogen anden måde leve op til traditionelle æstetiske kategorier - hvis deres bøger gør det, så gør de det som en biting, som en konsekvens af reglerne i det spil, de vil spille.
Det vigtige er i stedet at opsætte regler og så overholde dem.
Læs mere om
Morten Søkilde
peter adolphsen
Hos Søkilde handler det om at skrive en krans af sonetter, hvor antallet af anslag i hver linje på forhånd er givet (der skal være 36, hverken mere eller mindre) og så kun bruge vokalerne a og e.
Det skaber linjer som: "hver nat ser jeg hesten tager afsked/ hesten jeg dengang jeg var barn aede/ med baskende hale tramper den afsted/ hesten jeg red dengang hesten jagede"
Hos Peter Adolphsen handler spillet om at skabe en bog, hvis forskellige elementer kan kombineres på kryds og tværs, således at man ud af 60 tekststumper kan skabe én million forskellige historier. Det er en udfordring.
Det er det ikke, fordi historierne skal være særligt betydningsfulde - de er absurde og usammenhængende - men fordi tekststumperne som regel stopper midt i en sætning, altimens de færdige resultater stadig skal være grammatisk korrekte. Og skal lade de samme personer optræde i nogenlunde samme konstellationer og så videre.
Puslespil med ord
At skrive sådan en bog må være som at lægge et meget indviklet puslespil med ord.
Både Søkilde og Adolphsen har fået glimrende anmeldelser. Men der er undtagelser.
På hjemmesiden litlive.dk skrev kritikeren Kristine Kabel om Søkildes bog:
"Jeg oplever Pan, En fabel som så styret, at kampbalancen er tippet, systemet har vundet over mennesket i en form for fascistisk litteratur, hvor kunstneren som inspireret og original måske nok er udraderet, men kun for at erstattes af en ligeså ufejlbarlig og uangribelig instans. Det interesserer mig grundlæggende ikke, fordi det er litteratur, der grundlæggende ikke er interesseret i mig, det vil sige i en læser. Afsenderen er derimod først og fremmest interesseret i at leve op til et system."
"Fascistisk" er ikke et heldigt valgt ord. Pan, En fabel fremmaner en artificielt miniature-idyl, der ligger meget langt fra den fascistiske æstetiks hang til det monumentale; fascismens æstetik tiltalte og iscenesatte i allerhøjeste grad sine modtagere - som begejstrede folkemasser, f. eks. Men pointen er stadig interessant, især i mødet med Peter Adolphsens million historier.
Masturbatorisk
Som bog er En million historier det modsatte af fascistisk, den er demokratisk.
Læseren kombinerer sig frem til sine egne historier, inden for rammerne af bogens system vælger man frit på alle hylder. Bagsiden er så, at intet er mere vigtigt, prægnant eller undeholdende end noget andet. Ingen af historierne vil dig, læseren, noget specielt. Det vil forfatteren heller ikke. Hvordan skulle han kunne det, når det er dig, der har kombineret dig frem til din historie?
I En million historier møder man ikke andet end sig selv, altimens man leger med de byggeklodser, forfatteren har stillet én til rådighed.
Og uanset hvor finurligt disse så kan kombineres, så bliver dén leg hurtigt kedelig. Og skuffende, især fordi noget af det mest attraktive ved skønlitteraturen er, at den kan hensætte én i sindstilstande, man ikke kan skabe ved egen hjælp.
Der er, kort sagt, noget masturbatorisk over dén underholdning, man kan presse ud af Adolphsens bog.
Forfatteren har spillet sit spil, nu sidder man så og spiller sit. Så hellere en litteratur, hvor der er færre frie valg - som er mindre demokratisk - og i stedet tvinger os steder hen, vi ikke kan komme af os selv.
Post a Comment