Friday, May 18, 2007

I det seneste nummer af Kritiker har Mikkel Bruun Zangenberg en artikel - Krise og Kritik i Norden - som jeg tænker måske ville være interessant at koble på diskussionen her. Ikke mindst fordi han forholder sig lidt mere eksplicit til begrebet >litterær offentlighed<, end vi hidtil har gjort her. Jeg tænker ikke mindst på spørgsmålet jeg rejste til sidst i diskussionen på BA - men det var efter det poetiske drive-by, så det er ikke sikkert folk fik det med sig ... Jeg forsøgte at vende den optimiske retorik omkring en ny eller opblomstrende litterær, nordisk offentlighed, og se det fra den anden side: kunne dette, den ekstreme specialisering, det specialiseredes dislokation til blogs og tidsskrifter, væk fra en bredere litterær offentlighed, i virkeligheden være begyndelsen på enden for de eksisterende, bredt forankrede, om ikke andet så nationalt, litterære offentligheder? Opløsningen af dem, et farvel til mødet imellem >den almindelige læser< (og jeg tænker ikke kun på forbrugere, bogkøbere, men også på fx debatmiljøer, politik, undervisning osv., steder hvor litteraturen også spiller en >samfundsmæssig< rolle i bredere forstand, fx som en art evaluering af alting) og den mere eksperimenterende litteratur? At fx nettets >demokratisering<, i betydningen fri tilgængelighed for alle, også i sig rummer den potentielt totale usynlighed. At man skal vide det er der, for at kunne finde det. Og så videre. Sådan er situationen jo i høj grad i dag i USA, som Caroline Bergvall også var inde på - men sådan er den (endnu) ikke i Norden.

Måske ville Kritiker donerer artiklen til alternativ publicering her på bloggen? Annelie? Mikkel?

3 comments:

Kari Løvaas said...

Zangenbergs artikkel er nå publisert her.

Anonymous said...

[Jeg skriver min kommentar til Mikkels indlæg her, for ovre hos Kritiker var det for langt! Fik jeg at vide]

Det er et fint, interessant indlæg, Mikkel.

Et par kommentarer: Det er sjovt at diskutere det her som "kritikkens" krise og ikke gå skridtet ud og diskutere det som "litteraturens" krise, eller i al fald som et spørgsmål om den nye litteraturs gradvise domænetab i en bredere, kulturel offentlighed - og en deraf følgende, gradvis funktionsforandring. Kunne man kalde det. Det er den vej, jeg ville gå; det er noget, vi har diskuteret af flere omgange i Den Blå Ports ledere. Hvis kritikken forskyder sig og - måske - er i krise, så er det, ville jeg sige, fordi litteraturen selv forskyder sig. (Men hvorhen og til hvad - og overhovedet hen til noget, som er interessant?)

En anden er, at det kunne være interessant at undersøge, hvor meget historisk dybde, der er i den her "borgerlig offentligheds"-forestilling, du introducerer som et modbillede til i dag. Jeg tror jo ikke meget på den habermasianske models validitet når det kommer til 1700-tallet; ifølge Habermas selv forsvinder den igen allerede i slutningen af 1800-tallet. I mine øjne er koblingen mellem kulturel dannelse og et ideal om "massernes myndighed" først og fremmest et efterkrigstidsfænomen. Det vil sige: et fænomen, som bør forbindes med den gryende, sidenhen sejrende velfærdsstat. Og som reelt bryder sammen i starten af halvfjerdserne. Såden ville jeg i al fald tegne den historiske linje i Danmark, det kan være, tingene er anderledes i de andre nordiske lande.

En sidste ting er så - men det var det, der fik os til at skændes sådan sidst - at hverken du eller jeg bør nøjes med at betragte alt det her fra en olympisk position. Du har en af de virkeligt vigtige tjanser som anmelder af lyrik og "ny god dansk litteratur" på Politiken, jeg anmelder noget mindre prestigiøse bøger på Information. For så vidt problemet er fordummende redaktører og selvsmageri i kritikken, så er det jo kampe (med redaktørerne, med vores egen og vores kollegers skrive- og arbejdsform), som vi meget konkret må tage, en for en. For så vidt problemet er af strukturel karaktér, ja, så er igen op til os (her er "os" noget bredere end lige os to) at finde ud af, om vi kan "genopfinde" formålet med vores spalteplads på en interessant, givende måde. Det sidste kræver sikkert skæverter og refleksion og dialog, men ... der er ikke andre til at gøre arbejdet, vel?

Kari Løvaas said...

[Ah, for langt, det var slett ikke meningen; nå kan man skrive så langt man vil der borte på Kritiker... Håper du vil puplisere kommentaren der også.]