Etter suksessen i 2005 arrangeres Oslo poesifestival for annen gang 2–4 november 2007. Det blir opplesninger, performance, forelesninger, samtaler, debatter, utstillinger, filmvisninger og konserter. Velkommen til tredagers poesifest!
FREDAG 2. NOVEMBER
Seminar om konseptuell poesi
Amalie Skram
14.00-15.00: Foredrag ved Kenneth Goldsmith (USA)
15.00-16.00: Foredrag ved Derek Beaulieu (CAN)
16.00-17.00: Paneldebatt med Kenneth Goldsmith (USA), Derek Beaulieu (CAN), Ulf Karl Olov Nilsson (S), Gitte Broeng (DK) og Monica Aasprong (N). Ordstyrer: Mariann Enge (N)
Pause 17.00-19.00
Offisiell åpning
19.00-19.15: Amalie Skram
Poesiforsvaret – tale ved Øyvind Berg (N)
Opplesning
19.15-21.30: Amalie Skram
Espen Stueland (N)
Rebecca Kjelland (N)
Lars Bukdahl (DK)
Mazdak Shafieian (N)
Niklas Söderberg (S)
Inger Elisabeth Hansen (N)
Ulf Eriksson (S)
Lone Hørslev (DK)
Morten Wintervold (N)
Poesifilm
21.30-22.00 Henrik Wergeland
Ödeläggelse av Marie Silkeberg (S) och Fredrik Arsaeus Nauckhoff (S), en film basert på innlesninger av diktsamlingen 23:23.
Opplesning
22.00-23.00: Henrik Wergeland
Pedro Carmona-Alvarez (N)
Kristine Næss (N)
Kenneth Goldsmith (USA)
Eiríkur Örn Norðdahl (ISL)
Konsert
23.00: Henrik Wergeland
I SING THE BODY ELECTRIC
Terje Dragseth (N), sang, trekkspill, gitar
John Nikolaisen (N), gitar, sang
LØRDAG 3. NOVEMBER
Skandinavisk poesikritikersalong
13.00-15.00: Amalie Skram (arr.: Norsk kritikerlag)
Hvordan leses samtidspoesien? Et skandinavisk kritikerpanel bestående av kritikerne Lars Bukdahl (DK), Ulf Eriksson (S) og Mariann Enge (N), diskuterer dikt av Morten Søndergaard (DK), Ann Jäderlund (S) og Eldrid Lunden (N). Ordstyrer er Trond Haugen (N). Poetene leser opp de aktuelle tekstene, som også deles ut til publikum. Det oppfordres til deltakelse fra salen i en samtale hvor nærlesningen står i fokus.
Opplesning
15.00-16.30 Amalie Skram
Gro Dahle (N)
Cecilie Løveid (N)
Steinar Opstad (N)
Thomas Marco Blatt (N)
Marie Silkeberg (S)
Tone Hødnebø (N)
Samtale 16.30-17: Kverneland
Spanskspråklige impulser med Pedro Carmona-Alvarez (N) og Inger Elisabeth Hansen (N)
Pause 17.00–19.00
Opplesning med fotografier
19–19.30: Henrik Wergeland
Poeten og fotografen Suzanne Doppelt (FRA) arbeider parallelt med tekst og bilder. Opplesningen er på fransk, men det vil bli delt ut oversettelser.
Opplesning
19.30-20.30 Amalie Skram
Magnus William-Olsson (S)
Ann Jäderlund (S)
Eldrid Lunden (N)
Torgeir Schjerven (N)
Samtale og opplesning
20.30-21.30 Kverneland
Geir Gulliksen (N) og Martin Glaz Serup (DK) holder opplesning og samtaler om jegets biografiske status i diktet.
Opplesning
21.30-22.30 Amalie Skram
Monica Aasprong (N)
Gitte Broeng (DK)
Derek Beaulieu (CAN)
Øyvind Berg (N)
Hørespill
22.30-23.00 Henrik Wergeland
Ulf Karl Olov Nilsson (S) og psychopopgruppen Njurmännen fremfører en versjon av Det panegyriska, hørespillet som finnes vedlagt på CD i UKONs ferske diktsamling Synopsis.
Konsert
23.00 Henrik Wergeland
Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard (DK), som nylig har gitt ut CD’en Hjertets abe sparker sig fri, avslutter kvelden med sin sammensmeltning av lyrikk og elektronisk musikk.
SØNDAG 4. NOVEMBER
Lunsj / hyllest til Gertrude & Alice
13–14: Kafé Oslo
Litteraturhusets Kafé Oslo tilbyr lunsjretter fra Alice B. Toklas’ kokebok. Oversetter Gerd Kvanvig (N) leser fra kokeboken, og Kenneth Goldsmith (USA) og Martin Glaz Serup (DK) leser til ære for Gertrude Stein, som selv vil kunne oppleves i lydopptak.
Poesifilm
14-15.30 Henrik Wergeland
Eric Engelbracht (DE) presenterer høydepunkter fra ZEBRA Poetry Film Award.
Skandinavisk filmpremière
15.30-17.00 Henrik Wergeland Regissør Simon Morris (UK) presenterer Sucking on words, en film om Kenneth Goldsmith.
Festivalen avsluttes 17.00
* Mer informasjon: www.oslopoesi.no
Friday, October 26, 2007
Tuesday, October 16, 2007
Hvad sssssssssssssskal vi egentlig med pooooooooooooooooooooooooooesien? Er den dyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyybt elitær? Eller er den tværtimod uuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuultrademokratisk? I Norge og Sveeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeerige bliver den moooooooooooooooooooooooodernistiske lyriiiiiiiiiiiiiiiiiiik for tiden både lemlææææææææææææææææææææææææstet og looooooooooooooovprist. I Daaaaaaaaaaaaaaanmark går det knap så hårrrrrrrrrrrrrrdt til, for her trives pluralismen. Men hvorfor er der iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiingen, der vil betale for en diiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiigtsamling?
Saturday, October 6, 2007
Fra lyrikkens slagmark
Hvad skal vi egentlig med poesien? Er den dybt elitær? Eller er den tværtimod ultrademokratisk? I Norge og Sverige bliver den modernistiske lyrik for tiden både lemlæstet og lovprist. I Danmark går det knap så hårdt til, for her trives pluralismen. Men hvorfor er der ingen, der vil betale for en digtsamling?
Af Søren Kassebeer
Berlingske Tidende. Lørdag den 6. oktober 2007, 00:01
Den lyriske modernisme er ikke, hvad den har været. Den lyriske modernisme er kommet under beskydning. Skandinavisk beskydning.I sin seneste bog, »Tack, modernismen för den tid som varit!« er det den højt respekterede, svenske forfatter Göran Palm, der skyder. Göran Palm - der gentog sin kritik et interview i Berlingske Tidende sidste lørdag - hævder, at den lyriske modernisme, set fra et publikumssynspunkt, er en total fiasko. Og Göran Palm står ikke alene.Lige så uforsonlig er Bendik Wold, bogredaktør ved det norske dagblad Klassekampen, der i længere tid har kørt en intens debat om modernismens lyder og dyder. De modernistiske lyrikere dyrker ifølge Bendik Wold den floromvundne tale. Den modernistiske lyrik er - take it or leave it - elitistisk og antidemokratisk. »Den læses ikke. Den diskuteres ikke. Den værdsættes primært for sin generelle »ophøjethed,« mener Bendik Wold, der også formulerer sin kritik på denne måde:»Poesien er en lidt mærkelig onkel, som vi kun møder et par gange om året - vi havde aldrig holdt ham ud til hverdag, men han løfter stemningen rundt om middagsbordet anden juledag, så meget må man give ham».Men hvordan har den mærkelige onkel det så set med danske øjne?Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, kan godt følge dem, der siger, at den modernistiske lyrik har lukket sig om sig selv og holder læserne ude. Problemet ligger dog ifølge Anne-Marie Mai ikke så meget i digternes måde at digte på. Der er snarere tale om, at den moderne litteraturkritik i overvejende grad interesserer sig for modernistiske former og udtryk:»Kritikken er - firkantet sagt - i for ringe grad i stand til at se kvalitet i andet end modernistisk digtning. Man kan altså, efter min mening, godt sige tak for alt, men ikke til modernismen, som Göran Palm gør det, men til den modernistiske kritik. Jeg synes også godt, at anmelderne kunne anmelde på en anden måde, f.eks. ved at gå ud og anmelde en lyrikperformance. Hvordan fungerer sådan en performance? Er tilskuerne med? Hvordan virker det kunstneriske udtryk?«Hvor rykker det, efter din mening, lige nu, rent lyrisk, hvis vi ser bort fra den »traditionelle«, modernistiske lyrik, som Göran Palm kritiserer?»Digtere som Martin Glaz Serup blander populære udtryk og genrer på en helt særegen måde. Kristinia Nya Glaffeys »Lykkejægerne« ligger også meget langt væk fra traditionel højmodernisme. Også digtere som Lars Skinnebach, Maja Lee Langvad og Maja Lucas går nye veje. »Spørger man Martin Glaz Serup selv, hvordan den modernistiske lyrik aktuelt går og har det, siger den endnu ikke 30-årige lyriker, forfatter, børnebogsforfatter og redaktør på websitet www.litlive.dk, at man indledningvis må gøre det klart, at det er vanskeligt definere, hvad modernisme overhovedet er for en størrelse: »Modernismebegrebet har jo været voldsomt debatteret i de seneste 6-7 år i den vestlige verden,« påpeger han.»Man er simpelthen i tvivl om, hvad begrebet dækker.« Martin Glaz Serup siger videre, at det er vigtigt at holde fast i, at der altid eksisterer mange ismer på én og samme tid, og ikke bare mange ismer, men også mange litteraturhistorier. Homer, Dante og Shakespeare læses jo stadigvæk og er i den forstand lige så nutidige som de nutidige.»Dette er en ret vigtig pointe,« siger han.»I stedet for at se litteraturhistorien som noget med årsag-virkning i hegelsk forstand, bør man tænke litteraturen ind i et samtidighedsrum, hvor der både er plads til den nyeste digitalpoesi og til det klassiske og det højmodernistiske. Man kan sagtens rumme det hele. Som litteraten Trond Haugen har sagt det i Klassekampen, er det ikke nødvendigvis sværere at læse nye norske digtere, end det er at læse »Bro, Bro, Brille«!«Man skal med andre ord lade være med at se på litteraturens ismer som noget, der ligner modeverdenens ditto, hvor efterårskollektionen afløser sommerkollektionen og så fremdeles. »Sådan fungerer det ikke,« fastslår Martin Glaz Serup.Men er det ikke rigtigt, at poesien - forstået som noget, man læser - får meget lidt ørenlyd? Er poesien ikke nok så meget blevet noget, man oplever på en scene? »Jo«, siger Anne-Marie Mai:»Oplæsningsarrangementerne er blevet meget vigtige. Mange mennesker hører digte, frem for at læse dem, og måske er lyrikken ved at blive en mundtlig genre? I hvert fald er det tankevækkende, hvordan digterne når ud til læserne, så snart digterpersonen træder frem. Hvis så bare alle de, der gik ind og lyttede til de unge forfatteres oplæsninger, også ville købe deres bøger, så ville det se meget bedre ud for digterne. Det er ikke de unge digtere, der ligger på toppen af bestsellerlisterne. De ligger ikke engang i bunden af bestsellerlisterne!«Skal man så ikke bare acceptere, at det er det, der er vilkåret i dag - at digte er noget, man lytter til?»Det er et vilkår i dag, men det er alligevel ærgerligt, for der er også digte, der har godt af at blive læst. Læserne går glip af en dimension, hvis de ikke får bogsiden med.«Hvad mener Martin Glaz Serup om det spørgsmål? Han erklærer sig enig med Anne-Marie Mai i, at den performede poesi er i vælten. Han siger også, at det er »superglædeligt«, at fæno- menet har så meget succes, som det vitterlig har:»Det er mit indtryk, at der i hvert fald de seneste fem år er kommet flere og flere af disse live-ting. Folk, der ikke selv køber digte, har ikke noget imod at betale 50 kroner for at komme ind til en oplæsning. Men jeg undrer mig over, at der ikke er flere, der køber digtbøger. Jeg undrer mig faktisk vildt meget over det.«Poesien har det med andre ord - ifølge flere - både godt og skidt, men også - ifølge folk som Mai og Glaz - langt bedre, end litterater som Göran Palm og Bendik Wold påstår. Ovennævnte Trond Haugen, der også hører til optimisterne, går så vidt som til at sige, at poesien er den mest demokratiske kunstneriske genre overhovedet. Eller som han forleden formulerede det på www.litlive.dk:»Den (poesien, red.) er den eneste genre, jeg kender til, hvor et almindeligt oplyst menneske i løbet af en uges tid, og bare ved at bruge nogle få aftentimer hver dag, har mulighed for at sætte sig ind i en håndfuld af årets bedste udgivelser - og dermed også være i stand til at sætte selv de mest professionelle litteraturlæsere- og kendere i forlegenhed«.
Af Søren Kassebeer
Berlingske Tidende. Lørdag den 6. oktober 2007, 00:01
Den lyriske modernisme er ikke, hvad den har været. Den lyriske modernisme er kommet under beskydning. Skandinavisk beskydning.I sin seneste bog, »Tack, modernismen för den tid som varit!« er det den højt respekterede, svenske forfatter Göran Palm, der skyder. Göran Palm - der gentog sin kritik et interview i Berlingske Tidende sidste lørdag - hævder, at den lyriske modernisme, set fra et publikumssynspunkt, er en total fiasko. Og Göran Palm står ikke alene.Lige så uforsonlig er Bendik Wold, bogredaktør ved det norske dagblad Klassekampen, der i længere tid har kørt en intens debat om modernismens lyder og dyder. De modernistiske lyrikere dyrker ifølge Bendik Wold den floromvundne tale. Den modernistiske lyrik er - take it or leave it - elitistisk og antidemokratisk. »Den læses ikke. Den diskuteres ikke. Den værdsættes primært for sin generelle »ophøjethed,« mener Bendik Wold, der også formulerer sin kritik på denne måde:»Poesien er en lidt mærkelig onkel, som vi kun møder et par gange om året - vi havde aldrig holdt ham ud til hverdag, men han løfter stemningen rundt om middagsbordet anden juledag, så meget må man give ham».Men hvordan har den mærkelige onkel det så set med danske øjne?Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, kan godt følge dem, der siger, at den modernistiske lyrik har lukket sig om sig selv og holder læserne ude. Problemet ligger dog ifølge Anne-Marie Mai ikke så meget i digternes måde at digte på. Der er snarere tale om, at den moderne litteraturkritik i overvejende grad interesserer sig for modernistiske former og udtryk:»Kritikken er - firkantet sagt - i for ringe grad i stand til at se kvalitet i andet end modernistisk digtning. Man kan altså, efter min mening, godt sige tak for alt, men ikke til modernismen, som Göran Palm gør det, men til den modernistiske kritik. Jeg synes også godt, at anmelderne kunne anmelde på en anden måde, f.eks. ved at gå ud og anmelde en lyrikperformance. Hvordan fungerer sådan en performance? Er tilskuerne med? Hvordan virker det kunstneriske udtryk?«Hvor rykker det, efter din mening, lige nu, rent lyrisk, hvis vi ser bort fra den »traditionelle«, modernistiske lyrik, som Göran Palm kritiserer?»Digtere som Martin Glaz Serup blander populære udtryk og genrer på en helt særegen måde. Kristinia Nya Glaffeys »Lykkejægerne« ligger også meget langt væk fra traditionel højmodernisme. Også digtere som Lars Skinnebach, Maja Lee Langvad og Maja Lucas går nye veje. »Spørger man Martin Glaz Serup selv, hvordan den modernistiske lyrik aktuelt går og har det, siger den endnu ikke 30-årige lyriker, forfatter, børnebogsforfatter og redaktør på websitet www.litlive.dk, at man indledningvis må gøre det klart, at det er vanskeligt definere, hvad modernisme overhovedet er for en størrelse: »Modernismebegrebet har jo været voldsomt debatteret i de seneste 6-7 år i den vestlige verden,« påpeger han.»Man er simpelthen i tvivl om, hvad begrebet dækker.« Martin Glaz Serup siger videre, at det er vigtigt at holde fast i, at der altid eksisterer mange ismer på én og samme tid, og ikke bare mange ismer, men også mange litteraturhistorier. Homer, Dante og Shakespeare læses jo stadigvæk og er i den forstand lige så nutidige som de nutidige.»Dette er en ret vigtig pointe,« siger han.»I stedet for at se litteraturhistorien som noget med årsag-virkning i hegelsk forstand, bør man tænke litteraturen ind i et samtidighedsrum, hvor der både er plads til den nyeste digitalpoesi og til det klassiske og det højmodernistiske. Man kan sagtens rumme det hele. Som litteraten Trond Haugen har sagt det i Klassekampen, er det ikke nødvendigvis sværere at læse nye norske digtere, end det er at læse »Bro, Bro, Brille«!«Man skal med andre ord lade være med at se på litteraturens ismer som noget, der ligner modeverdenens ditto, hvor efterårskollektionen afløser sommerkollektionen og så fremdeles. »Sådan fungerer det ikke,« fastslår Martin Glaz Serup.Men er det ikke rigtigt, at poesien - forstået som noget, man læser - får meget lidt ørenlyd? Er poesien ikke nok så meget blevet noget, man oplever på en scene? »Jo«, siger Anne-Marie Mai:»Oplæsningsarrangementerne er blevet meget vigtige. Mange mennesker hører digte, frem for at læse dem, og måske er lyrikken ved at blive en mundtlig genre? I hvert fald er det tankevækkende, hvordan digterne når ud til læserne, så snart digterpersonen træder frem. Hvis så bare alle de, der gik ind og lyttede til de unge forfatteres oplæsninger, også ville købe deres bøger, så ville det se meget bedre ud for digterne. Det er ikke de unge digtere, der ligger på toppen af bestsellerlisterne. De ligger ikke engang i bunden af bestsellerlisterne!«Skal man så ikke bare acceptere, at det er det, der er vilkåret i dag - at digte er noget, man lytter til?»Det er et vilkår i dag, men det er alligevel ærgerligt, for der er også digte, der har godt af at blive læst. Læserne går glip af en dimension, hvis de ikke får bogsiden med.«Hvad mener Martin Glaz Serup om det spørgsmål? Han erklærer sig enig med Anne-Marie Mai i, at den performede poesi er i vælten. Han siger også, at det er »superglædeligt«, at fæno- menet har så meget succes, som det vitterlig har:»Det er mit indtryk, at der i hvert fald de seneste fem år er kommet flere og flere af disse live-ting. Folk, der ikke selv køber digte, har ikke noget imod at betale 50 kroner for at komme ind til en oplæsning. Men jeg undrer mig over, at der ikke er flere, der køber digtbøger. Jeg undrer mig faktisk vildt meget over det.«Poesien har det med andre ord - ifølge flere - både godt og skidt, men også - ifølge folk som Mai og Glaz - langt bedre, end litterater som Göran Palm og Bendik Wold påstår. Ovennævnte Trond Haugen, der også hører til optimisterne, går så vidt som til at sige, at poesien er den mest demokratiske kunstneriske genre overhovedet. Eller som han forleden formulerede det på www.litlive.dk:»Den (poesien, red.) er den eneste genre, jeg kender til, hvor et almindeligt oplyst menneske i løbet af en uges tid, og bare ved at bruge nogle få aftentimer hver dag, har mulighed for at sætte sig ind i en håndfuld af årets bedste udgivelser - og dermed også være i stand til at sætte selv de mest professionelle litteraturlæsere- og kendere i forlegenhed«.
Wednesday, October 3, 2007
Ny Nordisk Visuel Poesi
  | ||
| | |
 | ||
| | |
 | ||
| | |
| Websitet Afsnit P har løftet sløret for den norske digter Monica Soldatmarkedet er et tekstværk i fire dele, svimlende uendeligt og To af de interaktive installationer er teknisk udført af den svenske Netinstallationens del 2 og 3 er baseret på tidligere upubliceret Soldatmarkedet på Afsnit P er seneste skud på stammen i en I forbindelse med releasen leverer norske litterat Audun Lindholm
Første del af Ord i øjet-trilogien var Primärdirektivet, der er et nyt Ord i øjets del 3, archives zaroum, er en animeret version af den Ord i øjet - ny nordisk visuel poesi (www.afsnitp.dk/ordiøjet) er Kontakt: afsnitp@afsnitp.dk Se også Monica Aasprongs hjemmeside
| ||
| | |
Monday, October 1, 2007
Litlive #50
Jeg begyndte at spørge mig selv om mine idiosynkrasier gjorde mig til en stærblind læser og om hvad der var fat med mine smagsløg? Var de blevet puristiske i en askets mund? Og hvad var det for nogle aversioner? Hvor kom de fra, kunne jeg underbygge dem?-- René Jean Jensen konfronteres med sine egne smaksløker i anmeldelsen av Adda Djørups noveller. I Litlive #50 skriver også Linda Östergaard om Mara Lee, Mai Misfeldt om Thomas Boström og Astrid Fosvold om Izzet Celasin.
Dessuten er Litlives kalender oppdatert med oktober måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen? Send en mail til litlive@litlive.dk.
Subscribe to:
Posts (Atom)