I Norge har de gang i en spændende diskussion om samtidspoesiens status
Det norske dagblad Klassekampen lægger for tiden sider til en strid om samtidspoesiens status. Anledningen er en artikel i seneste nummer af tidsskriftet Vinduet, hvor dagbladets litteraturredaktør Bendik Wold går til angreb på en eller flere modernismer i norsk lyrik. Anken er, at lyrikken er indadvendt og selvtilstrækkelig i sin udforsknings af sproget og formspillet - lyrikken er ikke alene tydeligt autonom, lyrikerne dyrker en autonomiæstetik, som undskylder dem fra at være til stede i offentligheden - og som fx fritager dem for at tale om deres digtning i andet end floromvunden tale.
For Bendik Wold gælder kritikken både en ny-symbolisme med åbenlyse metafysiske aspirationer og en mediespecifik lyrik som norske fortolkere af den konkretpoesi, der netop ikke har nogen stærk tradition i Norge. Wolds samlede billede af digtningen er, at den ikke alene er berøringsangst, men at den hylder sin berøringsangst gennem digterfigurens prototype, gennem irrationalisme, indhyldning i sprogmystik og afsmag for begreb. Efter en spredt (men interessant) fægtning, drevet af polemisk verve, fælder Wold den dom over sin samtids lyrik, at den i stedet for at vedkende sig formarbejdet, plæderer for tankeløs poesi, som efterlader digtet, ikke som interesseløst autonomt, men uden for al interesse.
Wold går direkte til angreb på en række norske lyrikere og provokerer således en række pro et contra enkelte forfatterskaber. Men 'pro et contra', 'hvem hører til hvor' og 'er Wold nu helt retfærdig?' betyder mindre end det intellektuelt attraktive ved, at Wolds kritik ikke trækker linierne op til et alternativ. Han vælger negativiteten - og derfor flyver gisningerne omkring i Klassekampens spalter og holder debatten i luften, alt imens den afslører behovet for en kritisk bestræbelse i forhold til de institutionelle forestillinger om, hvad digtning kan og gør: Er Wolds artikel et indlæg for salgsorienteret lyrik? Er den et forsvar for lyrik med sociale eller politiske budskaber? Skal lyrikken simpelthen afskaffes ved at gå op i kunstarternes blanding?
Interessant debat Klassekampsdebatten er interessant, ikke alene i forhold til norsk lyrik og som endnu et opgør med modernismens autonomiforestillinger. Debatten overhovedet afslører en institutionaliseret sammenkitning af autonomibegreb, modernisme og digtlæsning, som reproducerer en række 'enten-eller'-positioner, der er en refleks af digtningen, men som digtningen naturligvis i vidt omfang reflekterer. Det er for så vidt, hvad Tue Andersen Nexø og Anne Marie Mai anfører i Klassekampens lørdagsinterview (16.-17. juni), hvor de spejler Wolds kritik i dansk modernisme-kritik - fra institutionskritikken af 'modernismekonstruktionen' til Niels Franks autonomikritik i Alt andet er løgn.
I dansk samtidslyrik bedrives sprogkritik. Digtene omsætter buzzwords og newsspeak, som vi endnu knap har registreret i et dagligsprogsforfald - og forestillingen om, at kritik kan finde sted gennem form, hvor sprogarbejdet får konkret og digterisk krop, bekræftes af, at vi simpelthen får lyst til at spytte ord ud (for aldrig at bruge dem igen) eller tygge dem mere grundigt for rigtig at skille dem ad. Alt dette kan ske under læsning og det kan forlænge sig i daglig sprogbrug. Tænk bare på digte af Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup.
Løber Bendik Wolds artikel så åbne døre ind? Klassekamps-striden viser, at der stadig er porte at buldre på. Modernismekritik er brandfarlig for forventningerne og, som Bendik Wold også viser, for en stærk institution omkring lyriklæsningen, som afhænger af at manuducere og repetere modsætninger mellem form og indhold; eksperiment og tradition; autonomi og kontekst; avantgarde, modernisme og realisme.
2 comments:
Findes strid poesi?
I Norge har de gang i en spændende diskussion om samtidspoesiens status
Det norske dagblad Klassekampen lægger for tiden sider til en strid om samtidspoesiens status. Anledningen er en artikel i seneste nummer af tidsskriftet Vinduet, hvor dagbladets litteraturredaktør Bendik Wold går til angreb på en eller flere modernismer i norsk lyrik. Anken er, at lyrikken er indadvendt og selvtilstrækkelig i sin udforsknings af sproget og formspillet - lyrikken er ikke alene tydeligt autonom, lyrikerne dyrker en autonomiæstetik, som undskylder dem fra at være til stede i offentligheden - og som fx fritager dem for at tale om deres digtning i andet end floromvunden tale.
For Bendik Wold gælder kritikken både en ny-symbolisme med åbenlyse metafysiske aspirationer og en mediespecifik lyrik som norske fortolkere af den konkretpoesi, der netop ikke har nogen stærk tradition i Norge. Wolds samlede billede af digtningen er, at den ikke alene er berøringsangst, men at den hylder sin berøringsangst gennem digterfigurens prototype, gennem irrationalisme, indhyldning i sprogmystik og afsmag for begreb. Efter en spredt (men interessant) fægtning, drevet af polemisk verve, fælder Wold den dom over sin samtids lyrik, at den i stedet for at vedkende sig formarbejdet, plæderer for tankeløs poesi, som efterlader digtet, ikke som interesseløst autonomt, men uden for al interesse.
Wold går direkte til angreb på en række norske lyrikere og provokerer således en række pro et contra enkelte forfatterskaber. Men 'pro et contra', 'hvem hører til hvor' og 'er Wold nu helt retfærdig?' betyder mindre end det intellektuelt attraktive ved, at Wolds kritik ikke trækker linierne op til et alternativ. Han vælger negativiteten - og derfor flyver gisningerne omkring i Klassekampens spalter og holder debatten i luften, alt imens den afslører behovet for en kritisk bestræbelse i forhold til de institutionelle forestillinger om, hvad digtning kan og gør: Er Wolds artikel et indlæg for salgsorienteret lyrik? Er den et forsvar for lyrik med sociale eller politiske budskaber? Skal lyrikken simpelthen afskaffes ved at gå op i kunstarternes blanding?
Interessant debat
Klassekampsdebatten er interessant, ikke alene i forhold til norsk lyrik og som endnu et opgør med modernismens autonomiforestillinger. Debatten overhovedet afslører en institutionaliseret sammenkitning af autonomibegreb, modernisme og digtlæsning, som reproducerer en række 'enten-eller'-positioner, der er en refleks af digtningen, men som digtningen naturligvis i vidt omfang reflekterer. Det er for så vidt, hvad Tue Andersen Nexø og Anne Marie Mai anfører i Klassekampens lørdagsinterview (16.-17. juni), hvor de spejler Wolds kritik i dansk modernisme-kritik - fra institutionskritikken af 'modernismekonstruktionen' til Niels Franks autonomikritik i Alt andet er løgn.
I dansk samtidslyrik bedrives sprogkritik. Digtene omsætter buzzwords og newsspeak, som vi endnu knap har registreret i et dagligsprogsforfald - og forestillingen om, at kritik kan finde sted gennem form, hvor sprogarbejdet får konkret og digterisk krop, bekræftes af, at vi simpelthen får lyst til at spytte ord ud (for aldrig at bruge dem igen) eller tygge dem mere grundigt for rigtig at skille dem ad. Alt dette kan ske under læsning og det kan forlænge sig i daglig sprogbrug. Tænk bare på digte af Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup.
Løber Bendik Wolds artikel så åbne døre ind? Klassekamps-striden viser, at der stadig er porte at buldre på. Modernismekritik er brandfarlig for forventningerne og, som Bendik Wold også viser, for en stærk institution omkring lyriklæsningen, som afhænger af at manuducere og repetere modsætninger mellem form og indhold; eksperiment og tradition; autonomi og kontekst; avantgarde, modernisme og realisme.
kultur@information.dk
Well said.
Post a Comment